I årevis har vi set og hørt om tusindvis af syge borgere, som er kommet i klemme i det sociale system eller, som det nu hedder, beskæftigelsessystemet. Vi har hørt om tusindvis af medborgere, som dels har mødt uretfærdig lovgivning, dels har mærket, at der ikke var retssikkerhed på dette område af forvaltningen, men at et til tider grusomt systems medarbejdere har behandlet syge medmennesker umenneskeligt.
Jeg tænker blandt andet på konsekvenserne af reformen af førtidspension og fleksjob, sygedagpengereformen og flere kontanthjælpsreformer. Men jeg tænker også på reformen af klagesystemet på det sociale område, refusionsreformen, budgetloven, ghettoloven og forringelser af serviceloven og andre love med social slagside. Bagved det hele ligger kommunalreformen, som indledte den æra, hvor syge mennesker svigtes af samfundet på grund af politiske beslutninger derom og et ideologisk-økonomisk menneskesyn à là daværende KL-formand Erik Fabrins synspunkt om, at mennesker med handicap er som gøgeunger, der nasser på det store samfund og tager fra de ægte eller rigtige fugleunger. Alle disse lovgivninger, beslutninger, økonomi og menneskesyn spiller sammen og påvirker forvaltningen.
Ingen hverken nuværende eller tidligere beskæftigelsesminister eller socialminister kan være uvidende om de mange, mange problemer og uretfærdigheder.
Den ene mere groteske historie efter den anden har mødt dem af os, som har fulgt med: Historier om urimeligt lang tid med “afklaring” af syge borgere i jobcentrene, som kan strække sig fem, ti og 20 år i et limbo. Historier om uendelige barrierer og benspænd i forhold til visitation til, opnåelse og fastholdelse af et fleksjob og historier om uretfærdige løn- og ydelsesvilkår under den nye fleksjobordning. Historier om generel disrespekt for lægelige sagsakter og om døende, der kræves i arbejdsprøvning. Derudover endeløse historier om kommuner, der ikke vil tilkende borgere de ydelser, som borgerne har ret til ifølge lovgivningen, eller som ikke overholder retssikkerhedslovens og forvaltningsrettens forskrifter om selve sagsbehandlingens processer.
Derudover er der de katastrofale forhold i beskæftigelsespolitikkens behandling af syge, som også Psykiatrifonden og Sinds jobcenterundersøgelse afdækker: At en stor del af de syge i jobcentersystemet bliver endnu mere syge af deres møde med systemet. Undersøgelsens barske alvor består blandt andet i dokumentationen af kommuners disrespekt for borgernes sygdomme og skånebehov, ligesom den fastslår, at lang ventetid i systemet medfører betydelig øget selvmordsrisiko. Med andre ord bliver mange både endnu mere syge og uarbejdsdygtige, end de var i forvejen, så jobcentrene skaber – ja, hvad skaber de egentlig?
For denne store gruppe af borgere konnoterer jobcentersystemet og beskæftigelsespolitikken meget destruktion, meningsløshed, afmagt, håbløshed og mangel på fremtidsudsigter.
Endeløse skriverier om reformerne og deres katastrofale konsekvenser
Nogle af os har selv forsøgt at gøre opmærksom på uretfærdig lovgivning og uretfærdig forvaltning, altså manglende retssikkerhed. Selv har jeg skrevet om disse forhold i hele ti år. Jeg har medvirket til høringssvar, skrevet debatindlæg til medier, skrevet e-mails til ministre, ordførere og udvalgsmedlemmer og derudover skrevet om dette område på Facebook.
Jeg har for eksempel skrevet om, hvordan Mette Frederiksen som daværende beskæftigelsesminister præsenterede fleksjobreformen med en misundelsesretorik og med den fordom, at fleksjobbere tidligere var blevet overkompenseret for deres manglende arbejdsevne (jævnfør blandt andet åbent samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg 14. december 2012).
Jeg har skrevet om, at ændringen af fleksjobordningen betød en omlægning fra en lønmodtagerordning til en kombineret løn- og ydelsesmodel. Det har betydet, at lønnen og pensionsbidraget for manges vedkommende er blevet stærkt forringet, ligesom selve den direkte kommunale ydelse ligger på knap og nap dagpengeniveau.
Overhovedet har jeg skrevet så mange indlæg, at jeg ikke kan tælle dem længere.
Jeg har skrevet om, at Mette Frederiksen helt uden for normal sædvane i forbindelse med fleksjobreformen blandede sig i arbejdsmarkedets overenskomster. Hun opfordrede således direkte arbejdsmarkedets parter til at lave en overenskomstaftale, som kunne håndtere aflønningen af fleksjobbere under den nye lovgivning. CO-industri og Dansk Industri indgik en sådan i efteråret 2012. Kort forinden havde LO forsøgt at lave en lignende aftale med Dansk Arbejdsgiverforening, men i sidste øjeblik nedstemt den, og de øvrige fagforeninger og arbejdsgiverforeninger afviste også at indgå en aftale. Så Mette Frederiksen endte med at ophøje protokollatet fra CO-industri og Dansk Industri til lov.
Den lov opererer med aflønning på baggrund af et skøn over fleksjobberens arbejdsintensitet/effektivitet og er regulær løndumping. Og fagforeningerne er skrevet ud af lovgivningen, så den enkelte fleksjobber står alene i forhandlingerne om en ansættelses- og lønkontrakt. Som konsekvens har vi set, at nogle kommuner “sælger” fleksjobbere til arbejdsgivere for mindre, end de er værd, og fleksjobberne står i en meget dårlig position.
Jeg har skrevet om forvaltningen af førtidspension og den målstyring af den, som især i 2013-2014 foregik i forhold til tilkendelser af førtidspension på baggrund af beskæftigelsesministerens direkte krav til kommunerne via beskæftigelsesplaner herom. Hvis man kan bevise, at Mette Frederiksen havde til hensigt at hegne et retskrav om førtidspension ind i en de facto kvote, er det en meget alvorlig sag.
Jeg har skrevet om reformen af førtidspension og fleksjob som mere ideologi end realisme og peget på det problematiske i, at de syges sansede virkelighed politisk benægtes qua en beskæftigelsespolitik, hvor alle skønnes at have hypotetiske muligheder for at arbejde. Og jeg har kritiseret Socialdemokratiets ideologi om, at alle skal arbejde, uanset om de er næsten døde.
Jeg har skrevet om nedsættelse af sygedagpengeperioden og nedsatte takster for sygedagpenge- og ressourceforløbsydelser, og jeg har skrevet om forringelserne af kontanthjælpssystemet. Alle ydelserne er siden 2012 blevet lavere reguleret end den generelle lønudvikling, og de syge på de forskellige ydelser har derfor længe haft et stort økonomisk efterslæb. Nu, hvor Putin har påført Ukraine krig og sendt hele den globale verden ud i energikrise og økonomisk krise, er de syge blevet ekstra hårdt ramt, end de allerede var i forvejen.
Jeg har også skrevet om skiftende regeringers kompromittering af Handicapkonventionen. For eksempel om, at fleksjobreformen med sin ændrede løn- og ydelsesmodel inklusive ideen om effektivitetsaflønning diskriminerer arbejdstagere i fleksjob og nedskriver ligebehandlingsprincippet, kompensationsprincippet og solidaritetsprincippet. Fleksjobberen får ikke ligeværdig løn og kompenseres ikke solidarisk for sin manglende arbejdsevne. Resultatet er, at fleksjobberen ikke står med et lige udgangspunkt i forhold til andre arbejdstagere, men bliver underkompenseret. Alt i alt bliver fleksjobberen ikke ”en del af fællesskabet”, sådan som den daværende SRSF-regering navngav reformen og fremlagde reformen, men blev i praksis ekskluderet af det arbejdsfællesskab, som de øvrige arbejdstagere deltager i.
Overhovedet har jeg skrevet så mange indlæg, at jeg ikke kan tælle dem længere. Ingen hverken nuværende eller tidligere beskæftigelsesminister eller socialminister kan være uvidende om de mange, mange problemer og uretfærdigheder, som lovgivning om syge i jobcentrene og forvaltningen heraf har afstedkommet for i tusindvis af syge. Det er uretfærdigheder, som er så kolossalt store, grumme, alarmerende og fortvivlende, at ingen ord dækker alvoren godt nok.
Vi har en egentlig socialkrise og en social massegrav: Tusindvis af syge lider stor nød på grund af beskæftigelsespolitikken. Alligevel er stort set ingen af de mange problematiske områder af lovgivningen og forvaltningen blevet rettet op fra lovgivers side igennem nu ti år.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
