Kollektiv ret over ressourcer og et liv i pagt med naturen
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Nu er den igen gal med utrygheden. Og det er klart, at det er utroligt ubehageligt, at der forleden var et skyderi på en skole for voksne, hvor Rickard Andersson skød og dræbte mindst 11 personer på Risbergska Skolan i Örebro. Jeg skal ikke gøre mig alt for klog på Anderssons motiver, men det ser ud som om han er havnet i en klemme, hvor han – uanset af hvilken grund – ikke kunne opfylde de krav fra de sociale myndigheder, som var en betingelse for at han kunne få social forsørgelse.
Ingen ved noget systematisk om det, de arbejder med, hverken konkret eller i et bredere perspektiv.
I en kronik fra december 2024 diskuterer jeg de problemer, et selvstændigt tænkende menneske kan få, når det underkastes coachingindustriens vilkårligheder inden for rammen af Arbejdsformidlingens krav og løfter. I forlængelse af det kunne man snarere undre sig over, at der ikke er flere, der ender med at blive desperate af den behandling.
Automatreaktionen på skydningen i Örebro fra regering og sociale myndigheder i samarbejde med forskellige interesseorganisationer var, at der skal indledes og gennemføres det, som kaldes for tryghedsskabende foranstaltninger.
I et sammenfald af – i det mindste set fra de (borgerlige) magthaveres synspunkt – heldige omstændigheder kunne en særligt nedsat svensk kommission forleden, ganske kort efter skyderiet, præsentere en såkaldt en Statlig Offentlig Utredning om netop tryghedsskabende foranstaltninger i bebyggede områder. I oversættelse er undertitlen omtrent “Betænkning om udredningen af initiativer som kan forstærke trygheden i det bebyggede miljø“.
Men fordi en oplevet tryghed generelt er stigende, gør det ondt at læse betænkningen. Intentionen er der ikke noget i vejen med, men det gør ondt dels at læse så meget vås om så alvorlig en sag, dels at læse det fremført med en sådan skråsikkerhed af så mange personer, som ikke har nogen anelse om det, de taler om.
En perlerække af magthavere af forskellig slags og på forskellige samfundspositioner udtaler sig på en måde, som viser, hvordan de forventer, at andre kan løse de problemer, de selv mener, de har identificeret.
På sin vis er det fantastisk og ubegribeligt, at der ikke rejser sig et ramaskrig, når der nu er så mange højtuddannede i det svenske samfund. Problemet ligger nok blandt andet dér, i at ordet højtuddannet efterhånden betyder, at den pågældende har lært at undlade at tænke selv.
Diskussionen af utryghed kan perspektiveres til indholdet af to forskellige dokumentarfilm om overvågningssamfund, det kinesiske og det nordkoreanske, fordi en del af de tryghedsskabende foranstaltninger, som den svenske kommission foreslår, ligger ganske tæt på de overvågningsmekanismer, som dokumenteres i de to dokumentarfilm, og som dokumentarfilmene understreger, er fremmede for fri samfund.
De to film er fra 2023: Dels den tysk-nederlandske Total Trust om forholdene i Kina, dels den nordamerikanske Beyond Utopia om forholdene i Nordkorea. Især involveringen af naboer i nærsamfundet (som STASI’s spioner) og en udbredt anvendelse af kameraovervågning, inklusive ansigtsgenkendelse vakte min interesse. I filmene fremhæves begge dele som noget, der krænker integriteten og skaber stor utryghed. I den svenske betænkning fremhæves de som nyttige redskaber til at skabe tryghed.
Den modsætning, filmene udmaler, mellem dem og os, mellem deres og vores redskaber, mellem onde og gode redskaber, er ikke alene tankevækkende. Især fordi opdelingen findes både eksplicit i dokumentarfilmene og implicit i betænkningen.
Desuden er modsætningen, sådan som den udmales, medvirkende årsag til, at jeg, som jeg skrev indledningsvis, får ondt ikke alene af at se filmene, men måske især af at læse den svenske betænkning. Det, der er skidt for dem, er godt for os. Det passer selvfølgelig ikke. Overvågning og nabospioner er af det onde.
Som enhver kommissionsrapport
Den svenske betænkning er bygget op som enhver anden kommissionsrapport. Den er skrevet af en gruppe ledet af professor i forvaltningsret ved Uppsala universitet Olle Lundin og under medvirken af en række interessenter inden for området, der har deltaget i en slags undersøgelse med et kommissorium, formuleret af den svenske regering, som går ud fra det ikke-eksisterende og forventer det umulige. Siden er der foreslået en række foranstaltninger til at afhjælpe de problemer, den implicerede undersøgelse har afdækket: Hvordan en oplevet tryghed kan afhjælpes.
Som altid i den slags sammenhænge, er det kendetegnende, at ingen af de involverede parter har systematisk indsigt i nogen del af arbejdet med kommissionsrapporten.
Med en nærmest forældet skelnen kan de udføre en kommissionsrapport på den anerkendte måde, men de ved intet om det, de skriver om. De kan være medlemmer af en kommission, kan blive anerkendt for at vide noget om det de skriver om, kan indtage positionen som del af regeringens ekspertpanel. Men de ved ingenting. Hverken om hvilken samfundsmæssig rolle eller funktion en kommissionsrapport har eller om gennemførelsen af en undersøgelse, om de foreslåede virkemidler og foranstaltninger. Ingenting.
Den svenske betænkning er med andre ord normal. Sådan som en evaluerende praktik gennemføres, ethvert kommissionsarbejde, og sådan ser enhver kommissionsrapport ud. Dermed forholder det sig præcis, som jeg har beskrevet og kritiseret det i en kritisk kommentar til den såkaldte skoleelev-standpunktsundersøgelse betegnet Pisa.
Ingen ved noget systematisk om det, de arbejder med, hverken konkret eller i et bredere perspektiv. Men stik imod en umiddelbar forestilling er det misforstået at fortolke dette som mangler ved den gennemførte undersøgelse og ved den rapport, kommissionen har skrevet, inklusive de foreslåede foranstaltninger. Under de givne omstændigheder er alt, som det skal være. Man kunne ønske sig det anderledes, men det er noget helt andet.
Evidensbaserede tryghedsskabende tiltag
Blandt de underlige, men normale forslag er det, som den svenske regering i sin opdragsbeskrivelse kalder evidensbaserede tryghedsskabende tiltag.
Dette implicerer to ting, som ikke ser ud til at have grund i virkeligheden. Dels at tryghed kan skabes som et kollektivt tiltag, og at der findes evidensbaseret tryghedsarbejde, dels og ikke mindst at noget sådant overhovedet kan findes.
Forventede man sig nu, at kommissionen skulle gå i rette med opdragsgiveren, bliver man skuffet. Også flere af de deltagende organisationer kræver evidensbaseret viden om tryghedsskabende foranstaltning, og at det må være en statslig opgave at sikre, at de tryghedsskabende indsatser er evidensbaserede, at de er effektive, og at de er uafhængige. Derfor foreslås oprettet et kundskabscentrum.
Men kommissionsrapporten bevæger sig i en slags parallel virkelighed, når evidensbegrebet anvendes på den måde. Ser man til anvendelse inden for medicin, hvor den har sit udspring, så benyttes evidensbegrebet i forbindelse med undersøgelser, som anvender kontrolgruppe og placebo for at teste effekten af en bestemt medicin. Én gruppe patienter får den medicin, der skal testes, en anden gruppe får kalktabletter (placebo). I forbindelse med tryghedsskabende foranstaltninger kunne man undersøge effekten af mere belysning på udendørsarealer, nabospioner, kodelås på yderdørene, dørtelefoner med TV og den slags.
Spørgsmålet er dog, hvad er placebobelysning? Placebonaboovervågning? En placebokodelås? En placebodørtelefon med placebo-TV? Vrøvl, naturligvis. Hvis gadelygten ikke lyser, ligger området i mørke. Tilsvarende gælder naboer, der ikke overvåger, kodelås uden kode og TV-dørtelefon uden TV. Den svenske regerings forestilling om evidensbasering er en drøm om noget, der ikke findes.
At det alligevel kan give mening, skyldes, at man – i stedet for at undersøge tingene selv – dels lader studentermedhjælpere interviewe repræsentanter for beboerne i de berørte områder, dels aldrig analyserer, hvem der siger hvad om hvad til hvem, under hvilke omstændigheder, og hvordan omstændighederne spiller ind.
Det er den samme måde, man i skolelærersammenhænge anvender placebobegrebet ved udviklingen af det, som i dén genre hedder evidence based practice. Det ligner dog dog ikke anvendelsen inden for medicin, og det giver ingen egentlig evidensbaseret viden om, hvad der virker. Endelig fortæller den slags kvasiundersøgelser ikke, om en vis opnået effekt kunne skyldes den såkaldte Hawthorne-effekt.
Allerede inden regeringen diskuterer de tryghedsskabende foranstaltninger, kommissionen foreslår, kan det konstateres, at kommissionsrapporten – som sædvanlig i den genre – er en gang vås, som alene reproducerer de totalitære forestillinger, som opdragsgiveren (regeringen) havde, og legitimerer de integritetskrænkende foranstaltninger, opdragsgiveren (regeringen) havde i tankerne, om end det sker i navn af tryghedsskabende foranstaltninger.
At de ligner det, som kritiseres, når talen falder på for eksempel Kina og Nordkorea, gør kommissionsrapporten til forstemmende læsning. Tryghedsskabende foranstaltninger skaber utryghed.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
