Lørdag den 11. juni afholdt Ungdomskredsen i Dansk Handicap Forbund i samarbejde med den lokale københavnsafdelingen et 2,5 kilometer langt tilgængelighedsløb for lokalpolitikerne i byen.
Turen gik fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen. De fem lokalpolitikere, som deltog, blev enten placeret i en kørestol eller fik bind for øjnene. Undervejs blev de tildelt en række opgaver, som omhandlede alt fra at finde en handicapparkeringsplads, hæve penge i en bankautomat, finde et handicaptoilet til at finde og bestille mad på en café.
Det blev en øjenåbnende oplevelse for de fem politikere, der under turen fik en større forståelse for, hvilke udfordringer mennesker med et handicap har i deres dagligdag.
Vi har brug for, at politikerne åbner øjnene og får handicapegnethed ind i byplanlægningen.
Christina Olumeko fra Alternativet udtaler: “Det er tankevækkende, hvor svært det var at komme rundt i byen i kørestol. Der er eksempelvis alt for mange butikker, der har trapper i indgangen, som gør det umuligt at komme ind i kørestol, eller brosten på offentlige veje, der betyder, at man i kølestol får rystet sine indvolde, som var man i en blender. Mennesker med handicap glemmes simpelthen for ofte i vores byplanlægning, og der skal vi som politikere udvide vores horisont. For byen skal være for alle.”

Men de problematikker, som disse fem politikere oplevede, kunne lige så godt have foregået ethvert andet sted i Danmark. Problemerne er ikke rettet netop mod Strøget i København, men findes alle steder i landet. I landområderne kan man eksempelvis blive fanget i sit eget hjem på grund af problemerne med at komme med bussen i lokalområdet. Det kan være svært for mennesker i kørestol at passere veje på grund af for dårlig asfalt, eller endnu værre, hvis vejen er belagt med grus. Det er næsten en umulighed af forcere.
Laura Rosenvinge, som deltog i tilgængelighedsløbet for Socialdemokratiet, fortæller: “Det var virkelig en øjenåbner at deltage i tilgængelighedsløbet. En ting er sikkert, vi er simpelthen for dårlige til at skabe et tilgængeligt byrum for alle. Ud over fysisk udmattelse var det også psykisk en stor belastning hele tiden at skulle bede fremmed mennesker om hjælp. Selvom folk er enormt søde, tager det på ens selvbevidsthed, kunne jeg godt mærke. Der er ingen tvivl om, at alle politikere, uanset om de sidder på Christiansborg eller i byråd, bør tage på tilgængelighedsløbet.”
Som Laura beskriver, er det ikke kun den fysiske tilgængelighed, der er problemet. Det at være udfordret af de fysiske rammer i bybilledet gør, at man bliver dybt afhængig af andre menneskers hjælp. Jeg er sikker på, at de fleste, hvis ikke næsten alle, har et brændende ønske om at være selvstændige, og de fysiske barrierer er en tydelig – nu også for lokalpolitikerne – hindring i dette ønske. Vi oplever, at der ved renovation af områder og veje ikke bliver taget højde for, at de skal være tilgængelige for mennesker i kørestol, og det gælder ikke kun i hovedstadsområdet. Hvis vi havde ressourcerne til det, gennemførte vi et lignende tilgængelighedsløb i alle landets kommuner. Vi skal have åbnet politikernes øjne for, at mennesker med et handicap skal kunne leve et selvstændigt liv så muligt, og det kræver, at den fysiske tilgængelighed er i orden.
Fra Det Radikale Venstre deltog Katrine Kildgaard i løbet, hun fortæller: ”Det var virkelig givende for mig at være med på tilgængelighedsturen. Det åbnede mine øjne for, hvor langt vi har igen for at sikre et inkluderende og tilgængeligt København.”
Så hvordan får vi budskabet fra disse fem byrådsrepræsentanter ud til de resterende politikere i andre områder af Danmark? Det spørgsmål arbejder vi videre med. Men nu gør vi, hvad vi kan for at gøre opmærksom på problemerne, men vi har brug for, at politikerne åbner øjnene og får handicapegnethed ind i byplanlægningen.
#deternormaltatværeunormal
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.