Martin,
du har med din leder i Weekendavisen – “Det uafvendelige opgør” – ikke blot skrevet en forsvarstale for en aggressiv, folkeretsstridig krig.
Du har – i egenskab af ansvarshavende redaktør – gjort Weekendavisen til mikrofonholder for en fremmed magts ekspansive krigsretorik og selvhævdelseslogik.
Du forsøger at skjule Israels krigsforbrydelser bag geopolitiske eufemismer og tale om præstestyrets fald – som om det retfærdiggør en offensiv krig mod en suveræn stat uden FN-mandat og uden akut trussel.
Du skriver:
“Vi bør støtte Israels nødvendige opgør med Iran.”
Men lad mig spørge dig direkte:
Hvem er “vi”?
Danskere? Vesten? Journalister?
Og på hvilket grundlag støtter vi angreb på Teheran?
Iran er en suveræn stat.
Israel er ikke under direkte angreb.
Der er ingen FN-resolution.
Der er ingen “umiddelbar trussel”, som selv folkerettens minimumskrav ville kræve.
Du støtter en ulovlig krig – og kalder den nødvendig.
⸻
Krigens “lov” ifølge dig: hvem der vinder
Du skriver direkte:
“Krige bliver, som vi jo ved, bedømt på deres udfald.”
Den sætning burde få enhver redaktør med historisk bevidsthed til at trække vejret dybt og rive i bremsen.
Det er realpolitik i sin mest nøgne form – og moralsk fallit forklædt som analyse.
Vil du også bedømme Ruslands krig i Ukraine på “udfaldet”?
Er Saddam Husseins hængning, Bashar al-Assads overlevelse, eller Vietnamkrigens afslutning nyttige måleenheder for legitimitet?
Nej. Krige bedømmes ikke på udfald. De bedømmes på, om de overholder internationale regler.
Det vidste vi engang. Det ved du også.
⸻
Du forherliger selvtægt og kalder det forsvar
Du bruger 7. oktober og Hizbollah som forklaring på et regionalt opgør – men springer behændigt over:
• At Israel har bombet, blokeret og udsultet Gaza i årevis
• At Iran ikke har angrebet Israel direkte
• At præventiv krig ikke er tilladt ifølge folkeretten, medmindre der foreligger en overhængende trussel
Men du vil hellere tale om “den islamiske revolution” og “præsternes hybris”.
Som om vi alle bør bakke op om Tel Avivs udenrigspolitiske projekt, fordi Khomeini sagde noget i 1979.
⸻
Og hvad er Weekendavisens journalistiske standard i dette?
At redaktøren – dig – ikke blot tillader, men skriver en tekst, der:
• Forkaster folkeretten som irrelevant
• Hylder krigsudfald som målestok
• Fremmer støtte til forebyggende angreb
• Undlader én eneste gang at nævne de civile ofre
• Og lukker øjnene for, at det er Israel – ikke Iran – der har atomvåben og støtten fra USA
Det er ikke lederskab. Det er manipulation.
⸻
Du forvandler avisen til et værktøj for en besættelsesmagt
Det er ikke tilfældigt, at du ingen steder nævner Gaza, Jenin, Rafah, eller de over 100.000 palæstinensere, der er blevet dræbt i løbet af otte måneder.
Det er ikke analyse. Det er sletning.
Og det er ikke et uheld. Det er strategi.
Når du fremhæver Israels “forsvarssystemer” uden at nævne ét ord om sulten i Gaza, gidseltagning i fængsler, kollektiv afstraffelse og blokade, er det ikke fordi, du mangler viden.
Det er fordi, du prioriterer en fortælling, hvor Israel er en civiliseret forsvarer – og resten af Mellemøsten er reduceret til barbarer.
⸻
Konklusion: Du ønsker ikke fred. Du ønsker dominans.
Martin Krasnik,
du har ikke skrevet en leder.
Du har skrevet en ideologisk retfærdiggørelse af folkeretsbrud og magtens vold.
Og du har udgivet den i en avis, der stadig hævder at stå for kritisk tænkning og åndsfrihed.
Men det kræver, at man tør kritisere sin egen side. Det gør du ikke.
Du har i stedet brugt din platform til at:
• Forherlige ulovlig angrebskrig
• Sløre folkerettens principper
• Og ophøje den israelske stat til moralsk filter for ret og uret
Det gør dig ikke bare til kommentator.
Det gør dig til medspiller i det, der meget vel kan udvikle sig til et nyt regionalt blodbad.
⸻
Vi bør ikke støtte Israels krig mod Iran. Vi bør støtte ret, lov og sandhed – uanset hvem det dømmer.
Og det starter med, at nogen siger det højt.
Hermed gjort!
⸻
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.