Dette er et debatindlæg, modtaget den 22. maj 2025. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Ved flere lejligheder, blandt andet i relation til Ruslands invasion af Ukraine, tales der om, hvor skrøbelige de vestlige demokratier er. Udtalelserne kommer ikke kun fra den nuværende danske regering, men læses og høres også fra deres ligesindede regeringer i flere vestlige lande.
(Mod)svaret til dette har så været en massiv mediestorm, nationalt og internationalt, hvor der udelukkende fra folkevalgte regeringsledere og ministre tales om oprustning både i forhold til NATO, men også inden for EU’s medlemslande samt øget sikkerhed, blandt andet med skærpelser så vi alle kan blive overvåget.
Ingen befolkninger er gået på gaden for at kræve krige og oprustning.
Alt dette, må vi formode, er for at magtens folk ønsker at gå fra “deres egen skrøbelighed” til “en slags demokratisk fasthed”, hvor de blot forstærker deres egen magtfuldkommenhed. Men det fortæller også historien om, at vores folkevalgte ikke vil, kan eller formår at være selverkendende i forhold til egne handlinger og dermed også egne fejlslagne beslutninger.
I stedet ender det i endnu en historisk gentagelse, hvor der skrues op for aggressionerne, en ny omgang oprustning, og dermed bliver vi taget som gidsler i den neoliberale krigsøkonomi dikteret fra staten (læs: diverse lovgivende forsamlinger som for eksempel Folketinget) og formidlet af massemedierne.
Nogle af de seneste ugers politiske hændelser fra blandt andre Peter Hummelgaard og hans kæledyrsinitiativ med PET og Morten Dahlins rabiate ønske om, at nu skal vi kæmpe for kristendommen og dø for fædrelandet.
Undskyld mig, men det virker som om, deres hjerner er lidt for overophedet, også set i lyset af at de samme folkevalgte gemmer sig bag egne regler for, hvad de går og laver eller snarere ikke laver, i og med at de har bemyndiget styrelser og embedsnetværket til at lovgive.
Var det ikke meningen, at SVM-regeringen skulle være den afgørende hellige gral for det demokratiske Danmark i forhold til, hvad de påstod ikke havde været muligt siden indførslen af demokratiske muligheder i Danmark? I min optik er vi i stedet vidner til en taberkoloni af politiske karrierepolitikere, hvis magtfuldkommenhed er udstillet til fuld skue.
Lad os prøve at dissekere i forhold til, hvad der siges og gøres fra magtens korridorer.
Da jeg ikke ønsker at fremstå demokratisk skrøbelig, og som jeg heller ikke tror, de fleste af mine medmennesker ønsker, så lad mig blot konstatere uden tøven, at skrøbeligheden er ikke os, det er derimod, men især vores regeringsfolkevalgte, deres trofaste støtter og nikkedukker. De sidstnævnte findes helt sikkert over en bred kam i både embedsnetværket, blandt spindoktorer, partimedlemmer, sponsorer, mediefolk, lobbyister og de såkaldte eksperter.
Hvis man tror, vi er skrøbelige, så er det forkert, for vrede, frustrationer og ind imellem afmagt er ikke tegn på skrøbelighed, tværtimod. Det er tegn på kampånd.
Hvis de her skrøbelige folkevalgte ikke magter opgaven med at være repræsentative i forhold til reel menneskelig fred uden krige, global nedrustning, folkeretten, menneskerettighederne, lighed for lovene, sundhed og uddannelse til alle samt modstander mod alle former for vold, så lad os fjerne de sidste rester af vores autoritetstro ved for eksempel ikke at stemme på dem længere, men samtidig også vise, at det er os, der er arbejdsgiverne og ikke længere “bare en lønmodtager”.
Der er ikke demokrati på vores arbejdspladser, og det skal vi have indført for på denne måde at få skabt lighed og retfærdighed til alle, så der er en sand solidaritet mellem alle uanset køn, alder, uddannelse, titel og indkomst.
Vores arbejdsindsats og knoklen kræver mere end blot lidt lommepenge i ny og næ. Hvis der er noget, der hedder mindsteløn, og man synes, det er retfærdigt, så skal der også være en maksimal grænse for at komme grådigheden til livs.
Et andet eksempel på, at der ikke er demokrati på arbejdspladsen, er vores løn, for når dem, der stemmes på til Folketinget, og som skal repræsentere demokratiet, tilegner sig bedre vilkår end vores, årtier efter årtier, så må vi også sige fra og kræve samme vilkår, for deres vilkår er bedre end vores, og vi knokler rigeligt og endda mere end dem, fordi fridage fjernes, og arbejdstiden forøges, ikke bare i minutter om ugen, men i årevis. Det er tid til at aktivere “langemændene”, for de har været klemt inde mellem de otte andre alt for længe.
“De” samme tossehoveder skal ikke have lov til at lave flere fejl og måske alvorligere fejl, som endnu engang kommer til at koste menneskeliv, fordi der nu skal indføres en brutal krigsøkonomi.
Når og ikke hvis vores demokrati er skrøbeligt, så er det fordi, det er de forkerte partimedlemmer, der opstiller, og der er blevet stemt på. Når de har fortalt os, at de er seje, de vil hjælpe den enkelte, de lytter til folket og andet åbenlyst bøvsesnak, så er det, fordi de har manipuleret med os, men samtidig også fejlvurderet virkeligheden.
For “de” har begået så mange fejl, at vi er havnet i en skrøbelig samfundsmæssig situation, ikke kun på grund af Putin eller Trump, men fordi de fundamentale behov som sundhed, bolig, uddannelse med mere er så forringet, fordi vores indbetalinger til fælleskassen ikke er prioriteret ud fra vores menneskelige behov, men i stedet er havnet på særinteressernes holdepladser.
“De” samme tossehoveder skal ikke have lov til at lave flere fejl og måske alvorligere fejl, som endnu engang kommer til at koste menneskeliv, fordi der nu skal indføres en brutal krigsøkonomi.
Ingen befolkninger er gået på gaden for at kræve krige og oprustning. Ingen er gået på gaden for at kræve konstant fattigdom på det afrikanske kontinent eller i Asien, ingen har tigget og bedt om, at de rigeste skal blive rigere og mere grådige og så videre og så videre. Og ingen mennesker med et empatisk hjerte ønsker folkedrab, apartheid og tyrannier, der besætter og massakrerer uskyldige.
Ingen verdensborgere uden for partierne og medierne skal have et program i baglommen med løsningerne. Vi er borgere født som mennesker, og det eneste “program” vi har, og som vi skal værne om, også for og med hinanden, er vores håb, vores kærlighed til livet og tiden til at leve, elske, lide, græde og glædes.
Dette er vores eliksir, men visionsfattige partiprogrammer, skruppelløse særinteresser ($) og grådighed har tvunget det universelle menneske i knæ. Partierne derimod er forpligtede i forhold til deres partiprogrammer. Medierne er det i forhold til ytringsfriheden.
Og nu siger de fandme, at de er skrøbelige. Vi er heldigvis ikke dumme, men det kræver, at vi ikke lytter til og tror på “dem” mere. Vi må stoppe med at adlyde. Hvis partierne vil krig, oprustning og mere fra den boldgade, så gør de det selv, også betalingen, med deres medlemmer, familie og venner. De skal ikke tvinge os andre igen.
De bruger deres hænder til deres sag, det er reel valgfrihed. Det har aldrig været meningen, at demokratiet skulle monopoliseres i et parlament, og slet ikke når de folkevalgte går andre veje efter hvert eneste afholdt valg.
Partierne er ikke længere funderet med forskellige ideologier, de er snarere blevet lobbyistorganisationer, der varetager særinteresser primært der, hvor pengestrømmen har stor vigtighed.
Selvfølgelig er virksomhederne en del af demokratiet, men de er det ikke, hverken mere eller mindre end noget andet i samfundet, og slet ikke på grund af pengene eller fordi de kan sige: “Vi sørger for arbejdspladser”. Det gør de, men vi sørger for alt det andet, men ikke for at de skulle forblive i grådighedens magt.
Når SVM-regeringen fortæller, at der er fundet flere penge i det økonomiske råderum, så betyder det blot, at de stavnsbinder os til at betale mere i skat, end der er brug for. Når dette råderum udelukkende, som i ensidigt, skal bruges til oprustning, så er det ikke længere repræsentativt, da vi ved, at alt det uløste inden for velfærden forbliver uløst.
Der er nogle, som siger og påstår, at vi som hårdtarbejdende folk ikke har noget at kæmpe for. Lad os modbevise det, fordi:
- Ingen uskyldige mennesker skal dø på grund af apartheid, våben, grådighed eller en ideologi.
- Ingen mennesker skal blive uhensigtsmæssig syge, invalide eller dø for tidligt, fordi overforbrug, ulighedsskabende love for løn og pension er blevet vigtigere for “de få”.
- Ingen mennesker skal mistænkeliggøres, fordi en statsmagt i deres daglige adfærd og “kultur” er blevet paranoid.
- Ingen mennesker skal tvinges ind i regeringers og deres alliancers agenda for krig og oprustning, for det har aldrig været meningen, at retten til selvforsvar var gennem had, hævn, vold, fortsat undertrykkelse, krigsforbrydelser, sult og konstante ydmygelser.
- Ingen mennesker skal længere holdes slavebundet i love og regler, som strider mod folkeretten, FN’s menneskerettighedserklæring og et lands grundlov.
Alle mennesker har ret til liv, og i den kamp bør sundhed, uddannelse, fred, klimaretfærdighed samt menneskeligt demokrati på alle arbejdspladser prioriteres højere end våben, grådighedens lobbyisme og magtfuldkommenhed.
Lad os i dette historiske øjeblik fjerne os fra skærmene og de manipulerende taler fra lobbyistpolitikerne og tage “sagen” i egne hænder i forhold til vores liv ved at få freden, retfærdigheden, demokratiet, vores behov og rettigheder tilbage til os selv igen, for det er os og ikke “magtens folk”, der skabte betingelserne, hvilket vi for altid må takke vores forfædre og deres forfædre for, da de har banet vejen til, at endnu en mur skal falde. Tak!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
