Udstilling
Hermed et debatindlæg som er skrevet af følgende personer: Niels Brinch, København, IT-konsulent; Lars Kiær, biostatistiker; Suher Othman, overlæge; Anna Askjær, cand.med.; Zeynep Bangert, cand.mag. og forfatter; Kim Larsen, afdelingsleder.
I middelalderen florerede en grusom myte om jøder i Europa. De blev beskyldt for at kidnappe kristne børn, dræbe dem og bruge deres blod i religiøse ritualer. Anklagerne om “ritualmord” førte til voldsomme pogromer mod jødiske samfund. I England i 1144 blev en dreng ved navn William of Norwich fundet død, og jøder blev hurtigt anklaget for at have dræbt ham rituelt. Tilsvarende beskyldninger dukkede op i Frankrig, Spanien og andre steder. Myten lever tilsyneladende videre den dag i dag.
Dette er blot ét af mange kendte eksempler på grusomhedspropaganda (på engelsk: ‘atrocity propaganda’), som i over tusind år har været brugt som våben i konflikter og krige. Omdrejningspunktet er systematisk spredning af opfundne eller overdrevne fortællinger om fjendens grusomheder for at skabe had mod dem og samtidig sikre støtte til ens egen sag.
Fortjener den offentlige debat i et moderne og oplyst samfund ikke at ske på et sandfærdigt grundlag?
Under korstogene blev grusomhedspropaganda brugt mod muslimer. Da Pave Urban den 2. i 1095 opfordrede til det første korstog, hævdede han således, at muslimerne havde ødelagt kirker, tortureret kristne og tvunget kvinder til prostitution.
Ifølge historikeren Thomas Asbridge indeholdt Urbans tale “grove karikaturer af muslimer som barbariske fjender af Kristus”. Asbridge understreger samtidig, at beskrivelserne ikke passede til virkeligheden i Mellemøsten på det tidspunkt, hvor muslimer generelt behandlede kristne med tolerance.
Fænomenet lever desværre stadig i bedste velgående. Før invasionen af Irak i 2003 var der blandt politikere og medier i blandt andet Storbritannien en historie i omløb om, at Saddam Hussein fodrede fanger til en stor kødhakkemaskine. Historien blev brugt som argument af den australske statsminister, da han forsøgte at skabe opbakning til at sende australske tropper til Irak. Der blev aldrig fundet spor af hverken masseødelæggelsesvåben eller en gigantisk kødhakkemaskine.
Senest har Israel og dets allierede gjort brug af grusomhedspropaganda for blandt andet at skabe opbakning til sine angreb på Gaza. Et af de mest chokerende eksempler på moderne grusomhedspropaganda er således historien om de 40 halshuggede babyer.
Historien cirkulerede på et for Israel kritisk tidspunkt, og selv den amerikanske præsident Joe Biden udtalte på et pressemøde: “Jeg troede aldrig rigtigt, at jeg ville se og have bekræftede billeder af terrorister, der halshugger børn”.
Historien om de halshuggede babyer blev også bekræftet af dansk-israelske Jotam Confino over for BBC News, hvor han sagde: “Halshugningerne af babyer, som vi har hørt, er også blevet bekræftet nu […] Jeg undskylder sproget, men dette er sandheden”.
Det viste sig meget hurtigt, at historien var et falsk rygte, (igangsat af den redningstjeneste, der som de første ankom til de lokationer, som var blevet angrebet af væbnede grupper fra Gaza), men på det tidspunkt havde historien allerede været anvendt til at sikre bred opbakning til Israel blandt mange statsledere verden over. Skaden var allerede sket.
Flere politikere og meningsdannere, herunder Biden, gentog endda historien, en måned efter den var blevet tilbagevist, hvilket illustrerer, hvordan effektiv grusomhedspropaganda ofte trumfer fakta, som det er tilfældet med jødiske ritualmord.
I samme periode var der adskillige andre eksempler på grusomhedspropaganda, blandt andet historien om en baby, som blev brændt i en ovn, og døde babyer som hang på en tørresnor. Alle er senere blevet tilbagevist.
Akkurat ligesom myten om jødiske ritualmord har overlevet i snart 1000 år, så lever historien om de halshuggede babyer stadig videre. Så sent som 27. januar 2025 sagde den israelske præsident, Isaac Herzog, ved en holocaust-mindehøjtidelighed i FN, at “Under massakren 7. oktober 2023 angreb Hamas-terrorister vores folk […] og torturerede, halshuggede og brændte uskyldige mennesker”. Han specificerede ikke præcist, hvad han mente, men det er tydeligt, at ordlyden havde til formål at vække associationer til den velkendte grusomhedspropaganda.
Eksistensen og betydningen af grusomhedspropaganda er en historisk kendsgerning, og det er ubestrideligt, at det har været et effektivt værktøj til at skabe opbakning fra offentligheden til et muligt palæstinensisk folkedrab. Det er også en kendsgerning, at grusomhedspropaganda har været anvendt til at skabe opbakning til Israel på trods af utallige krigsforbrydelser.
Det er på tide med et opgør med grusomhedspropaganda, som kun alt for velvilligt bliver delt af også danske meningsdannere og politikere.
Fortjener den offentlige debat i et moderne og oplyst samfund ikke at ske på et sandfærdigt grundlag?
1) Bogen “Korstogene – Kampen om Det hellige land” (2004).
2) Det fulde citat (Jotam Confino): “The beheadings of babies, that we’ve heard, that has also been confirmed now. Beheadings of women, chopped hands. I apologize for the language but this is the truth”.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
