Læserbrev
Dette er et debatindlæg fra 20. maj 2025. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Forestil dig, at staten beslaglægger dine private dagbøger. Forestil dig, at du aldrig bliver dømt, men alligevel bliver gemt – på mikrofilm, i et arkiv, langt fra offentlighedens indsigt og uden dit samtykke. Det lyder som noget fra Østtyskland. Men det skete i Danmark. Og det skete for forfatteren Arne Herløv Petersen.
I 1981 blev han sigtet efter den milde spionparagraf (§ 108) og anklaget for kontakt med sovjetiske diplomater. Sagen byggede på PET’s overvågning, skjult mikrofon i hjemmet, telefonaflytning og årtiers registrering. Efter få dage blev han løsladt – og i 1982 frafaldt anklagemyndigheden tiltalen. Ingen retssag. Ingen dom.
Hvis man kan overvåge, ransage og kopiere en borgers indre liv uden efterfølgende retssag – og gemme det i statens arkiver – hvad er så næste skridt?
Alligevel havde staten under ransagningen kopieret omkring 1.400 sider af hans dagbøger – og beholdt dem. Ikke fordi han blev dømt. Ikke fordi de var nødvendige beviser. Men fordi man kunne.
Selvom PET senere returnerede originalerne, blev kopierne gemt og overdraget til Rigsarkivet, hvor de stadig opbevares i dag. Dette på trods af at Herløv Petersen gennem årene har krævet dem destrueret. Han har ført en lang kamp for retten til sine egne tanker – en kamp der kulminerede med en højesteretsdom i april 2024.
Højesterets afgørelse: Retten til staten, ikke til individet
Højesteret afviste påstanden om krænkelse af privatlivets fred (EMRK art. 8), ytringsfrihed (art. 10) og ejendomsret (protokol 1, art. 1). Domstolen vurderede, at opbevaringen i arkivlovens rammer tjente “væsentlige samfundsinteresser”, navnlig forskning og dokumentation.
Men hvor er proportionaliteten? Hvilket samfund har brug for at arkivere en mands inderste refleksioner – skrevet i troen på at ingen skulle læse dem – når der aldrig faldt en dom? Er det virkelig nødvendigt for historikere at læse en forfatters personlige dagbog, som blev stjålet under dække af efterforskning?
Hvis staten må gøre dette uden ansvar, uden kompensation og uden samtykke, hvor står borgerens rettigheder så?
PET som demokratiets blinde vinkel
Arne Herløv Petersen er ikke dømt, men han er arkiveret. Hans tanker er blevet en del af statens ejendom. Han blev overvåget som intellektuel, venstreorienteret og kritisk stemme i en koldkrigstid, hvor PET’s metoder i dag kun tåler dagslys, fordi PET-kommissionen har dokumenteret dem.
Men med denne dom legitimerer vi retroaktivt disse indgreb. Vi siger, at staten gerne må kopiere din bevidsthed, hvis blot den gør det under etiketten “arkivlov”.
Det her handler ikke kun om fortidens fejl. Det handler om nutidens principper. I en tid med digital overvågning, automatiseret datalagring og voksende statslig adgang til borgernes liv bliver denne sag et symbol. Et spejl på hvor langt vi er villige til at lade staten gå – uden retssikkerhed og uden proportionalitet.
Tid til Strasbourg
Derfor bør sagen indbringes for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg. Her kan spørgsmålet prøves på ny – under internationale standarder for privatliv, ytringsfrihed og intellektuel ejendomsret.
For præcedensen er farlig: Hvis man kan overvåge, ransage og kopiere en borgers indre liv uden efterfølgende retssag – og gemme det i statens arkiver – hvad er så næste skridt?
En opfordring
Arne Herløv Petersen har kæmpet i over 40 år. Det forstår vi. Men det er mit håb, at du, Arne, endnu en gang vil rejse dig. Ikke kun for dig selv – men for os andre. For det handler om mere end dagbøger. Det handler om grænserne for statens magt. Om hvorvidt vi i Danmark accepterer, at borgerens sjæl kan gemmes i en metalkasse under lås og lov – uden dom og uden samtykke.
Lad os tage denne kamp til Strasbourg! For dig – og for retssamfundet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
