Læserbrev
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Så blev det den 28. februar. Black History Month synger på sidste vers, og vi kan snart ånde lettet op. 28 dage med fokus på sort historie må da være mere end rigeligt, ikke? Tilbage til business as usual.
Men vent lige lidt – ikke så hurtigt.
Black History Month er en amerikansk tradition, og i Danmark gør vi … ja, faktisk ingenting. Herhjemme er der ingen måned dedikeret til at anerkende sorte danskeres historie, bidrag eller erfaringer. Ingen officielle kampagner, ingen skoleprojekter, ingen kulturelle markeringer. Hvis du er heldig, får du måske et opslag fra en velmenende organisation, der sender et nik mod USA’s fejring. Men en dansk udgave? Det sker ikke.
Black History Month er ikke en luksus, ikke en gave, ikke særbehandling – det er modstand mod glemsel. En måned om året til at gøre plads til alt det, vi aldrig blev fortalt.
Tænk, hvis vi i Danmark kunne lære noget af det her. Tænk, hvis vi også tog os tiden til at sætte spotlys på den sorte del af Danmarks historie – de danskere, der alt for ofte bliver glemt i det nationale narrativ. Tænk, hvis vi rent faktisk talte om Danmarks kolonihistorie i Vestindien, om sorte danskere, der har været pionerer inden for kultur, sport og politik, eller om de strukturelle uligheder, der stadig findes i dag.
I stedet har vi en historieløs tavshed. Danmark ynder at se sig selv som et progressivt land uden raceproblemer – som om racisme forsvinder, bare fordi vi ikke taler om den. Der er ingen behov for en Black History Month, siger nogle. For vi har jo slet ikke det problem, vel?
Men sandheden er, at usynlighed også er en form for problem. Når sorte stemmer ikke bliver hørt, når sorte danskere ikke ser sig selv repræsenteret i historiebøgerne, og når der ikke findes nogen officiel anerkendelse af de udfordringer, de står overfor – så sender det et klart signal: Din historie er ikke vigtig.
Så her på den sidste dag af Black History Month i USA kan vi jo passende spørge os selv: Hvorfor har vi ikke noget lignende i Danmark? Måske fordi vi stadig ikke er klar til at tage den samtale. Måske fordi det ville kræve, at vi så vores egen historie i øjnene. Måske fordi det er nemmere at lade, som om der ikke er noget at lære.
Men hvis vi virkelig er så langt fremme i skoene, som vi ynder at tro, burde vi vel kunne gøre det bedre end tavshed
Ha, ha, kan I forestille jer det?
En Black History Month i Danmark! En hel måned hvor danske børn lærte om sorte tænkere, videnskabsfolk, kunstnere og revolutionære på lige fod med de gode gamle hvide helte.
Forestil jer klasselokalet:
“Godmorgen børn, i dag skal vi lære om Bachtun – det første universitet i verden, der blev grundlagt i Timbuktu!”
Og senere: “Hvordan de slavegjorte på de danske kolonier faktisk frigav sig selv – ikke fordi en flink hvid mand gav dem lov.”
Tænk engang! En historieundervisning hvor Afrika ikke bare er “det fattige kontinent, der skal reddes”, men et sted med kongeriger, filosofi, videnskab og handel længe før vikingetiden, renæssancen og den industrielle revolution.
Men slap af – det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Vi bor jo i Danmark, hvor vi har ingenting.
Ikke en måned. Ikke en uge. Ikke en dag.
Til gengæld får danske børn hvid historie – hver eneste dag, hele året.
De lærer om vikingetiden, de danske kongerækker, renæssancen og den industrielle revolution.
De lærer om Grækenlands filosoffer, Romerrigets storhed, Første og Anden Verdenskrig, om de store hvide mænd, der byggede vores verden, om hvordan Europa skabte civilisationen, og hvordan resten af verden skulle indhente os.
De lærer, at Christopher Columbus “opdagede” Amerika – men ikke, at han aldrig fandt det sted, han troede, han var på vej hen, og at der allerede boede millioner af mennesker, længe før han satte sin fod der.
De lærer, at Peter von Scholten “gav” slaverne deres frihed i 1848, men ikke, at de slavegjorte tog deres frihed selv gennem oprør, strejker og modstand.
De lærer, at Afrika er et sted, der altid har skullet hjælpes, men ikke at Afrika har formet verden.
Og mens vi er i gang – hvorfor lærer vi ikke, at mens Timbuktus universiteter blomstrede, og medicinske tekster blev skrevet i Kairo, så kæmpede europæerne stadig med at forstå konceptet om at tage et bad?
James Baldwin sagde det bedst: Hvidhed er ikke bare en hudfarve – det er en tilstand. En tilstand, der kræver myter for at overleve.
• Myten om at Europas dominans var uundgåelig.
• Myten om at viden og filosofi altid har haft en hvid overvægt.
• Myten om at historie bare er historie – når den i virkeligheden er en fortælling, hvor nogle stemmer er blevet forstørret, og andre er blevet slettet.
Som Frantz Fanon skrev: Magt handler ikke kun om, hvem der styrer – men også om hvem der bestemmer fortællingen.
Så nej, Black History Month er ikke en luksus, ikke en gave, ikke særbehandling – det er modstand mod glemsel.
En måned om året til at gøre plads til alt det, vi aldrig blev fortalt.
Og hvis danske børn allerede får hvid historie hver eneste dag, så er én måned til sort historie vel ikke for meget at forlange.
Men bare rolig – vi piller ikke ved vikingerne. De får stadig lov til at plyndre klostre og sejle rundt på DR i bedste sendetid. Vi skal jo nødig skabe panik.
Kilder
1. Black History Month’s oprindelse:
• History.com: “Black History Month”
2. Danmarks kolonihistorie i Vestindien:
• Nationalmuseet: “Dansk Vestindien”
3. Slaveriets ophør i Dansk Vestindien:
• Danmarks Radio (DR): “Slaveoprør i Dansk Vestindien – hvem frigav egentlig slaverne?”
4. Timbuktu som videnscenter:
• UNESCO: “Timbuktu – et center for islamisk lærdom”
5. Frantz Fanon om magt og historiefortælling:
• Bog: Frantz Fanon – The Wretched of the Earth (1961)
6. James Baldwin om hvidhed som en tilstand:
• Bog: James Baldwin – The Fire Next Time (1963)
7. Europas manglende badekultur i middelalderen:
• The Guardian: “How medieval Europe lost its cleanliness”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
