Læserbrev
Den 25. juni 2021
Konflikten har nu snart kørt sin første uge, og det er tydeligt, at det bliver den sværeste kamp, som sygeplejerskerne til dato har stået i – og det er som bekendt langtfra første gang, at de går i konflikt for en mere retfærdig løn. Det er femte gang!
Man kan med rette spørge:
Hvor er solidariteten blevet af?
Hvorfor skal sygeplejerskerne kæmpe alene for en sag, som omhandler store dele af de kvindedominerede fag i den offentlige sektor?
Hvorfor forsøger fagtoppen (FH) at spise sygeplejerskerne af med en lønkomité, som lover absolut ingenting?
Om solidariteten der fordampede
Da Rita Bundgård fra HK Stat sammen med skatteministeren den 6. februar meddelte, at de havde indgået et forlig med en lønramme på lidt over 5 procent, var løbet allerede kørt. Forhandlingsfællesskaberne i den offentlige fagbevægelse havde på forhånd valgt/accepteret, at resultatet ville blive magert, og gik efter at sikre reallønnen.
Ethvert forsøg eller tilløb til at forbedre og rette op på det historiske lønefterslæb, som har martret de kvindedominerede fag i den offentlige sektor i årtier, var igen sat på pause og udskudt – troede forhandlerne.
Et andet betydeligt problem, lavtlønsproblematikken, var også vanskelig at finde løsninger til på grund af den snævre ramme, samt at lønstigningerne fortsat var aftalt procentuelt.
Med OK21-resultatet svigtede fagtoppen en meget stor gruppe af offentlige ansatte, og med den efterfølgende godkendelse af forligene forhindrede det, at en eventuel solidaritet til faggrupper, som måtte forkaste resultatet, var umulig. (Skulle andre faggruppe i dag begynde at nedlægge arbejdet i solidaritet med sygeplejerskerne, vil det øjeblikkeligt blive betragtet som overenskomststridigt, og kan der påvises organisationsansvar, vil bøder og bod kunne lægge fagforeninger i graven).
Vi så nogle andre og mere solidariske takter ved OK18, hvor forhandlingsfællesskaberne havde vendt scenarier sammen og bestræbte sig på netop at undgå, at ”nogen blev efterladt på perronen”. I 18 var fagbevægelsen parat til at gå rigtig langt, kraftig hjulpet af en stor mobilisering og opbakning fra medlemmerne. Og samtidig havde fagtoppen ingen hensyn at tage i forhold til den daværende såkaldte blå regering. Dette har som bekendt ændret sig ved OK21.
Dette er forstemmende! Men ”problemerne” er langtfra afdækket. Forhandlingsfællesskaberne og FH ved godt, at det historiske lønefterslæb for de kvindedominerede fag i den offentlige sektor ikke kan løses via de traditionelle OK-forhandlinger – den danske model. Det gør ondt at indrømme virkeligheden – men det gør altså mere ondt på de hundredtusinder af offentlige ansatte kvinder!
Modellen der kortsluttede
Sygeplejerskerne har som bekendt fået nok og stemmer i første omgang nej til OK-forliget. Så træder modellen igen i aktion. Forhandlinger fortsætter i Forligsinstitutionen, men inden de kom så langt, kan man vel uden at fornærme for mange vel kalde forhandlingerne mellem DSR og regionerne som afgjort på forhånd. Rammen var aftalt, som nævnt tidligere, og selv om det utænkelige skulle ske: At regionerne skulle formaste sig til at ville bryde denne ramme, ja så ”trykker de ikke selv sedlerne” til en eventuel udvidelse af den økonomiske ramme. Skatteministeren/regeringen lagde rammen den 6. februar i slutforhandlingerne med Ruth fra HK, og så er den ikke længere. Midlerne kan skævdeles, der kan oprettes puljer – men ikke løse lønefterslæbet.
I Forligsinstitutionen fortsætter så forhandlingerne, som vel nu nærmest har karakter af totalteater. Alle ved godt, at regionerne ikke har så meget som en bøjet 5-øre at tilbyde, men forestillingen skal jo fortsætte!
Regeringen bliver også ved flere lejligheder spurgt, om den ikke vil træde til, og det undvigende svar skriger til himlen: Vi har ingen part i denne konflikt!!? Det skal parterne selv løse!!? Henviser til den danske model.
Så kommer FH på banen med en ”komité om lønstruktur i den offentlige sektor”. Hvor ”regeringen skal nedsætte en komité med blandt andet deltagelse af parterne på det offentlige område”.
Man kan ikke anklage FH for at være nyskabende. Efter sygeplejerskernes strejke i 2008 blev resultatet blandt andet en nedsættelse af en kommission, som kom med sin redegørelse i 2010, som førte til – ingenting.
Hverken sygeplejerskerne eller fagbevægelsen for den sags skyld har råd til at tabe denne kamp.
Kommissionen er nu blevet til en komité, som trækkes ud ad stalden. Den skal ovenikøbet ride på ryggen af den gamle kommissions anbefalinger!
Der er ikke nogen anerkendelse af ligelønsproblematikken samt en erkendelse af, at en løsning vil kræve flere midler til udvalgte faglige grupper, og ud over ”et historisk blik på lønstrukturen i den offentlige sektor” skal der kommes med anbefalinger under hensyn til, at lønforhold indgås mellem parterne.
Eneste erkendelse af hele problematikken finder man i følgende: En belysning af ”hvilke eventuelle barrierer der måtte være for grundlæggende ændringer af lønstruktur”.
Hvis sygeplejerskerne var i tvivl, om de skulle godkende deres OK-resultat – det var et spinkelt nej ved første afstemning – så blev stemningen da så ganske anderledes efter en forgæves tur i Forligsinstitutionen. Hvis sygeplejerskerne var vrede og skuffede over resultatet, virkede forslaget om en ny komité som at smide ekstra benzin på bålet med et massivt nej som resultat. Vel vidende at de vil komme ud i en konflikt helt alene og uden støtte fra den ”officielle fagbevægelse”.
I en kronik i Børsen 27. april advarede HK’s formand, Kim Simonsen, og Metals formand, Claus Jensen, mod at give de kvindedominerede fag i den offentlige sektor en bedre løn. De frygter, at det vil gøre det vanskeligt for den private sektor at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og at ’øremærkede midler til de kvindedominerede fag vil være et indgreb i den danske model.
Hvad skal man dog med fjender, når man har sådanne ”venner”. Kortslutning og hjerneblødning!
Det er derimod voldsomt opløftende at se sygeplejerskernes mod til at tage kampen, som for mange sygeplejersker også er en kamp for bedre arbejdsforhold. Strejken er derfor også et symbol på kampen for vores velfærdssamfund. Natten til lørdag i sidste uge gik strejken i gang, men i Silkeborg sluttede den, før den overhovedet var begyndt. Årsagen var, at det ikke var muligt at stille et sundhedsforsvarligt nødberedskab, da afdelingen havde for mange ubesatte stillinger. Med samme begrundelse skrumpede strejken i Odense fra 200 til 25 strejkende. Og vi vil sikkert opleve, at strejken vil skrumpe endnu flere steder på grund af ubesatte stillinger og af hensyn til patienternes sikkerhed.
Men man må og skal se virkeligheden i øjnene. Vi har en dysfunktionel fagbevægelse, og vi har en dysfunktionel dansk model, som på det offentlige arbejdsmarked ikke er gearet til at løse større strukturelle problemer. Men vi har en stærk bevægelse, som vil et velfærdssamfund. Et velfærdssamfund er ingenting uden sygeplejersker. Et velfærdssamfund er ingenting uden pædagoger. Et velfærdssamfund er ingenting uden lærere. Et velfærdssamfund er ingenting uden skraldemænd – fortsæt selv.
Vi har fortsat en masse medlemmer i vores fagforeninger, som nok her op til ferien i en stille stund vil undre sig over, hvorfor sygeplejerskerne skal stå derude helt alene. Svaret er som beskrevet ikke enkelt.
Det er slet ikke i orden, og det er en sort plet på fagbevægelsen, at det igen er sket.
Men hverken sygeplejerskerne eller fagbevægelsen for den sags skyld har råd til at tabe denne kamp.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
