Efter en vellykket debat på Rød Sommerlejr blev jeg opmærksom på Lotte Rørtoft-Madsen indlæg Vi må sammen stoppe højrekræfterne.
Jeg kunne ikke være mere enig, og det er også et spørgsmål, som altid har optaget os i Internationale Socialister og vores kammerater i International Socialist Tendency, hvorfor vi overalt i verden har deltaget aktivt i den antiracistiske og antifascistiske kamp.
Skiftende regeringers inhumane flygtningepolitik og konstante angreb på etniske minoriteters rettigheder kombineret med voksende ulighed og fattigdom er en katastrofe for hele arbejderklassen.
De væsentligste politiske grunde til, at denne kamp må stå i centrum, er, at racisme er magthavernes stærkeste våben til at splitte arbejderklassen, altså vende vreden mod andre arbejdere og væk fra den herskende klasse. Arbejderklassen inkluderer alle etniciteter, nationaliteter, kulturer, religioner og køn.
Dernæst er det socialisters og kommunisters opgave at stå solidarisk med alle undertrykte grupper.
Vores guide i denne kamp har været enhedsfrontens metode, fordi den er et redskab til at skabe enhed og solidaritet i arbejderklassen på bestemte afgrænsede områder. Her står vi på skuldrene af Trotskij, som skrev om kampen mod fascismen i Tyskland og Spanien i 1930’erne.
Det gør vi – mange andre burde også være med
Internationale Socialisters medlemmer har været med til at starte og er aktive i de brede antiracistiske og flygtningevenlige netværk, Racismefri By – København, Aarhus og Odense.
Sammen med andre netværk dannede vi i 2018 det landsdækkende netværk Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination, som igen er med i det internationale netværk World Against Racism and Fascism.
Billedet af en voksende højrefløj, som er kommet til magten i Europa, som Lotte Rørtoft Madsen tegner i sit indlæg, er helt korrekt.
Gennem deltagelse i World Against Racism and Fascism har jeg fået nøje kendskab til de konkrete forhold, som ligger til grund for, at den fascistiske trussel er vokset.
Alligevel fremstår der ret mange fællestræk på tværs af landegrænser. Kapitalismens krise, den voksende ulighed og fattigdom og mainstreampartiernes ønske om at prioritere deres imperialistiske interesser og bruge pengene på oprustning og erhvervsstøtte er jo et fælles grundvilkår.
Enhedsfronten i Grækenland bør inspirere
Det stærkeste aktuelle eksempel på en enhedsfront, som både bekæmper racismen, forsvarer flygtninge og står op mod fascismen, finder vi i Grækenland.
De græske fascister i Gyldent Daggry har været under anklage for mord og andre voldelige og kriminelle handlinger siden 2013, hvor de blandt andet myrdede Pavlos Fyssas, en antifascistisk rapper.
En samlet antifascistisk bevægelse, hvor Keerfa (Bevægelsen mod racisme og den fascistiske trussel) spillede en central rolle, tvang de græske myndigheder til at starte en retssag.
Efter hundredvis af retsmøder og omfattende mobiliseringer gennem de sidste 5 år faldt der dom den 7. oktober 2019. Samme dag havde en række græske fagforeninger indkaldt til generalstrejke og Keerfa til demonstration.
Gyldent Daggry blev gjort ulovlig og en række ledere fængslet.
Islamofobien gav højrefløjen vind i sejlene efter 9/11
Med terrorangrebet på World Trade Center i 2001 tog hetzen mod muslimer fart og har været konstant lige siden.
Islamofobien bidrog til at retfærdiggøre krigene mod Afghanistan og Irak, selvom de blev en fiasko.
Islamofobien har tjent flere formål. Først og fremmest har den gjort alle muslimer til syndebukke. Dernæst har den afledt opmærksomheden fra for eksempel stigende ulighed og fattigdom skabt af den økonomiske krise, og endelig har den skabt unødig frygt og splittelse mellem mennesker.
I 2001 var den yderste højrefløj og fascisterne marginaliserede og udgjorde kun en meget begrænset trussel.
I dag har de fodfæste i mange parlamenter og regeringer. Det er en stor broget flok. Men de er godt organiseret internationalt og har meget ideologisk tankegods til fælles, selvom deres politiske praksis er forskellig og løbende ændrer sig.
Det nationalkonservative politiske klima, racisme og islamofobi har gødet jorden for den yderste højrefløj og fascismen.
Trumps valg til præsident i USA markerer et tydeligt skift og fremgang for det yderste højre og fascismen overalt i verden.
De har også et reaktionært kvinde- og familiesyn, som bliver mere og mere offensiv – og deres klimapolitik er kulsort. Alligevel er det fortællingen om “den store udskiftning”, som går igen.
“Den store udskiftning”
Udtrykket stammer fra bogen, Le Grand Remplacement, skrevet i 2011 af den franske konspirationsteoretiske forfatter Renaud Camus, som forudser, at den “hvide race/kultur” snart vil være udskiftet og komme i mindretal på grund af indvandring.
Opfattelsen hviler på et “white-supremacy”-grundlag. Der er selvfølgelig ikke videnskabeligt belæg for “den store udskiftning”, og der er heller ikke videnskabeligt belæg for raceteorier, hvorfor der ofte argumenteres med luftige kultur- og værdibegreber.
Men efter mange års islamofobi vinder teorien om den store udskiftning genklang. Tidligere blev begrebet kun brugt af den yderste højrefløj og fascisterne. Men i dag benyttes det langt bredere. Fra det “pæne” og parlamentariske nationalkonservative højre, som for eksempel Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti, til den rabiate højrefløj/fascister som Stram Kurs og Generation Identitær.
Således også i resten af verden, hvor det yderste højre/fascisterne er valgt ind i parlamenterne eller sidder i regering: Heinz-Christian Strache, tidligere FPÖ leder og medlem af den blå-sorte regering i Østrig; Marine Le Pen, leder af Rassemblement Nationale i Frankrig og medlem af den franske nationalforsamling; Ungarns statsminister Victor Orbán; Italiens tidligere indenrigsminister Salvini fra Lega; og lederen af Alternative für Deutschland (AfD), Alexander Grauland – alle refererer de til begrebet “den store udskiftning” på forskellig vis.
Fascistiske terrorhandlinger
“Den store udskiftning” er også et helt centralt motiv for fascistiske terrorhandlinger som Anders Breiviks massemord på Utøya i Norge i 2011, Alt-right-bevægelsens march og James Alex Fields drab i Charlottesville, USA i 2017, Robert Bowers massedrab i synagogen i Pittsburgh i 2018, Brenton Tarrants massemord i Christchurch, Patrick Crusius, som dræbte 22 i El Paso, USA og terrorangrebet på al-Noor Moskeen i Bærum ved Oslo, hvor gerningsmanden forinden havde dræbt sin adoptivsøster.
Ovenstående terrorhandlinger vækker afsky og indbyder ikke til sympati. Mange fristes til at forstå dem som “en gal mands værk”. Men intet er mere forkert. Disse terrorhandlinger er politisk motiverede og nøje planlagt og iscenesat. Manifester er udsendt og handlingerne endog filmet for at bringe budskabet ud til flest muligt.
Historien viser os både, at fascismen kan vinde, men også at den kan stoppes. Det lykkedes Anti Nazi Leaque i England i 1980’erne, og det lykkedes i Danmark i 1990’erne.
Det bedste nyere eksempel er historien om Gyldent Daggry i Grækenland, som tidligere er nævnt. Det er takket være den græske antifascistiske bevægelse KEERFA, som med opbakning fra fagforeninger, minoriteter, og venstrefløj fra starten har stemplet Gyldent Daggry som fascister.
Det lykkedes også Stand Up To Racism og Unite Against Fascism i England gennem en massiv kampagne at forhindre fascisten Tommy Robinson i at blive valgt til Europa-parlamentet, igen ved at forklare, hvorfor han er fascist, og møde op hver gang han forsøgte at føre sig frem i offentligheden.
Det østrigske FPÖ er et højreradikalt parti med en fascistisk fraktion, som har siddet i regering indtil for nylig. De har forsøgt at sløre deres fascistiske fortid og aktuelle strategi, men er blevet afsløret blandt andet for deres tætte forbindelse med Generation Identitær.
AfD i Tyskland rummer en stærk fascistisk fraktion, hvilket de også forsøger at nedtone under dække af deres parlamentariske repræsentation. Derfor går Aufstehen gegen Rassismus direkte ud og siger til folk, at hvis de stemmer AfD, stemmer de på nazisterne.
Front Nationale/Rassemblement Nationale i Frankrig, derimod, har haft næsten frit spil til at vokse sig store uden at blive stemplet som de fascister, de også er, trods deres pæne parlamentariske facade. Desuden er de blevet hjulpet af racismen i mainstreampolitikken.
Melonis Fratelli d’Italia i Italien har også haft næsten frit spil til at vokse sig store uden at blive stemplet som fascister, ligesom mainstreampartierne har gødet jorden for dem med deres racisme og nedskæringspolitik.
I Spanien har det fascistiske parti Vox vokset sig stort på meget kort tid. De bliver omfavnet af den øvrige højrefløj, som inviterer til regeringssamarbejde, hvorved de bliver “stuerene”.
Ved det spanske valg fornylig, mistede de alligevel 19 mandater, hvilket primært skyldes, at Socialistpartiet gjorde dem til deres ærkefjende.
I Danmark er racisme normaliseret og diskrimination sat i system
Da Venstre med Anders Fogh vandt valget i 2001, gjorde han samtidig Dansk Folkeparti til en solid støtte til sin regerings angreb på velfærden og krigseventyr i Afghanistan og Irak.
Det gav Dansk Folkepartis racisme og islamofobi rigtig meget plads i debatten, og udlændingestramninger var hvert år prisen for at stemme for finansloven.
Dansk Folkeparti blev “stuerene”, og hele det politiske klima rykkede til højre. Med ghettoloven og paradigmeskiftet under Lars Løkke fik Dansk Folkeparti sat sit sidste aftryk, hvilket markerer et absolut lavpunkt for solidariteten og menneskerettighederne i dette land.
Både paradigmeskiftet og ghettoloven overlevede regeringsskiftet i 2019 og 2023. Den politiske midte har overtaget højrefløjens racisme og diskrimination. De skaber syndebukke, frygt og splittelse. De har brug for at vende vreden væk fra sig selv.
I Danmark er den yderste højrefløj/fascisterne ikke særlig stærke, men de er en del af den internationale organisering på den yderste højrefløj.
Ingen normalisering af det yderste højre
Skiftende regeringers inhumane flygtningepolitik og konstante angreb på etniske minoriteters rettigheder kombineret med voksende ulighed og fattigdom er en katastrofe for hele arbejderklassen.
Også i Danmark må vi bygge en enhedsfront, der både kan stå op imod racismen, diskriminationen, tabet af rettigheder og muligheder og den snigende normalisering af den yderste højrefløj og fascismen.
Det kræver, at vi får den organiserede arbejderklasse og fagforeningerne med. Det kræver, at de etniske minoriteter og deres foreninger og netværk er involveret. Og det kræver, at vi er aktivistiske og synlige på gaden og i byrummet, på skoler og uddannelsessteder og på arbejdspladser og i fagforeningerne.
Jeg mener, at det landsdækkende netværk Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination og dets lokalgrupper er en god ramme for at opbygge den enhedsfront, som er så nødvendig for at kunne “stoppe højrekræfterne sammen”. Og jeg vil opfordre kammeraterne i Kommunistisk Parti og læserne af Arbejderen til at deltage aktivt her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
