I skal have socialdemokratiet til at trække den politiske aftale, de har med venstre om accept af privathospitaler, tilbage. Ikke noget med, at private hospitaler skal financeres med offentlige skattebetalte midler. Det må venstre og moderaterne selv financere!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Da praktiserende læger i samarbejde med en privat virksomhed begyndte at tilbyde patienter en akut konsultation – mod betaling på 750 kroner – lød reaktionen med det samme: Nej tak! Nej til betaling for adgang til lægen. Nej til sundhed på markedsvilkår. Nej til at gøre fællesskab til forretning.
For når læger, der allerede er finansieret af vores fælles skattekroner, begynder at tage betaling for en akut tid, må vi spørge: Lever de egentlig op til den aftale, de har med os alle sammen?
Vi kan ikke have et system, hvor penge afgør, hvem der får hjælp først.
Aftalen er klar: Alle skal have adgang til lægehjælp, når der er brug for det – ikke kun dem, der kan betale sig til det. Vores sundhedsvæsen bygger på solidaritet og tillid – på, at hjælpen er der, når vi bliver syge. Hvis vi begynder at åbne for betaling, risikerer vi at undergrave både tilliden og trygheden.
Derfor var det både nødvendigt og rigtigt, at Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden, reagerede prompte. Han satte foden ned og fik sagen undersøgt. Det er sådan, lederskab ser ud, når man forsvarer fællesskabet og siger fra over for markedstanker, der sætter profit over mennesker.
Ja, der er udfordringer. Der mangler uddannede medarbejdere, og nogle steder mangler der læger. Men løsningen er ikke, at dem med penge får hurtigere hjælp. Løsningen er politisk ansvar og vilje – til at investere i flere læger, bedre arbejdsvilkår og et sundhedsvæsen tættere på borgerne.
Vi borgere skal kunne have tillid til, at sundhedsvæsenet er der for os – også når det er akut. At vi kan få den rigtige hjælp, når det virkelig gælder, uden at skulle tænke på om vi har råd. Tillid og tryghed må aldrig blive et spørgsmål om penge.
Og lad os være ærlige: Den her udvikling skaber endnu mere ulighed i sundhed – og det vil jeg ikke acceptere. Vi kan ikke have et system, hvor penge afgør, hvem der får hjælp først.
Sundhed er ikke noget, man skal kunne købe sig til. Det er en rettighed, vi i arbejderbevægelsen og som fællesskab har kæmpet os til – og den kamp fortsætter, hver gang nogen forsøger at gøre sundhed til en forretning.
For sundhed handler om mennesker – ikke om penge. Sundhed skal ikke sælges – den er betalt gennem fællesskabet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.