I de seneste år er kløften mellem SUF og Enhedslisten blevet dybere og dybere, og vi mener nu, at kløften er blevet så dyb, at samarbejdet ikke længere gavner SUF. Enhedslisten er de sidste år rykket længere og længere mod højre, og specielt deres internationale politik er nu, så vi som SUF’ere ikke kan stemme på eller stå inde for partiet.
Som socialister i det imperialistiske center må en af vores første opgaver være at modsætte os imperialismen og de forbrydelser og blodsudgydelser, som kommer som følge. I SUF ser vi NATO som den førende imperialistiske magt i verden. Og med Enhedslistens støtte til dansk indgåelse i NATO støtter de op om amerikansk hegemoni og den imperialistiske verdensorden.
Jagten på magt og indflydelse har fordærvet Enhedslisten, og de har i kampen for parlamentarisk magt opgivet revolutionær og anti-imperialistisk politik.
For SUF er retten til eksistens og retten til modstand mod undertrykkelse en kerneværdi. Vi har derfor også de sidste par år kigget med skamme på Enhedslistens tøven inden for den palæstinensiske frihedskamp. Støtten er simpelthen kommet for sent og for svagt.
Enhedslisten opgiver i højere og højere grad deres internationale ansvar og vender deres fokus ind på en national fokuseret dagsorden. De seneste kampagner som eksempelvis “Mindre Trump, mere Danmark” eller Pelle Dragsted, der står i et sommerromantisk kolonihavehus er alt sammen en manifestation af en stigende nationalromantik, som vi i SUF finder absolut forkastelig.
Med Pelle Dragsted i spidsen har folketingsgruppen og Hovedbestyrelsen de senere år ihærdigt arbejdet på at modernisere Enhedslisten. Målet har på mange måder været at lave Enhedslisten til et mere klassisk parti: opstrammet partilinje og topstyret drift. Sidste års kontroverser og efterfølgende årsmøde blev sejren for projektet, og vi står nu med et parti, der på ingen måde afspejler de organiseringsprincipper, som partiet blev stiftet på.
I mange andre partier er en af de vigtigste opgaver for ungdomspartiet at minde moderpartiet om deres ideologi og ikke bare flyvsk søge hen, hvor stemmerne er. Dette er da også noget, SUF forsøgte, og fortsat forsøger, at gøre, men med de seneste års udvikling i Enhedslisten og stiftelsen af RGU, er denne opgave blevet sværere og sværere at løfte. Vi oplever det som at være mere drænende end givende for vores politiske projekt at være en del af dette samarbejde. Vi vil ikke underkende det forhold, lokalgrupper og lokalafdelinger har haft til hinanden, og vi vil understrege, at et nationalt brud ikke behøver at være et lokalt brud.
En splittelse fra Enhedslisten vil være en frisættelse. Det vil muliggøre et bedre samarbejde med Palæstina-bevægelsen og resten af den radikale venstrefløj. Det ville muliggøre, at vi bedre kan udtrykke vores politiske principper og ikke skal gå på kompromis med, hvad vi tror på, for at gøre Enhedslisten tilfreds.
Med et brud med Enhedslisten mister vi selvfølgelig en del af den identitet, vi før har haft, vi kommer til at stå foran en lidt usikker fremtid og med spørgsmålet om, hvem vi nu er og skal være på venstrefløjen. Vi mener, at vi fremover bør lægge vores fokus, som vi i realiteten har gjort længe, på at arbejde sammen med græsrodsbevægelserne og den udenomsparlamentariske venstrefløj, som Enhedslisten i længere tid har distanceret sig fra. Dette er ikke en frasigelse af parlamentarisme som princip, men en erkendelse af, at der i øjeblikket ikke er noget parlamentarisk projekt, der er værd at støtte.
Enhedslisten har udviklet sig fra at være et autentisk græsrodsparti med reelle revolutionere ideer til at være et nationalistisk socialdemokratisk parti. Jagten på magt og indflydelse har fordærvet Enhedslisten, og de har i kampen for parlamentarisk magt opgivet revolutionær og anti-imperialistisk politik. Enhedslisten er blevet et reaktionært parti, som er socialistisk ved navn, men imperialistisk i handling. Fortsætter SUF sit samarbejde med Enhedslisten, vil det være en blåstempling af denne udvikling.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Bravo, selvom det nok havde været bedst, hvis det var sket lidt før. Jeg håber inderligt, flere af de partier, der stiftede enhedslisten i sin tid, vil gå sammen og skabe et ægte anti-imperialistisk parlamentarisk parti. Diktator Pelles topstyrede projekt er kun til for eliten
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
