Læserbrev
Hørt. Fuldstændigt enig.
Log ind for at svareDette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Verden befinder sig i en accelererende samling af konflikter, kriser og magtkampe. Ukrainekrigen er det mest synlige udtryk, men ikke det eneste. Samtidig forværres klimakrisen, den globale ulighed vokser, og internationale institutioner mister autoritet.
Tilbage står den nøgne kerne: Et verdenssystem baseret på magt, profit og statslig konfrontation.
Midt i dette opskruede spændingsfelt er Donald Trump vendt tilbage til magten i USA – og med ham et udenrigspolitisk kursskifte, der tilsyneladende bryder med verdensordenen, men i virkeligheden blot intensiverer dens mest destruktive logik.
Det handler derfor ikke kun om Trump som person, men om det system, han forstærker: En global orden styret af økonomisk konkurrence og statsdreven rivalisering – hvor menneskers behov og planetens bæreevne er sekundære størrelser.
Ukrainekrigen og kampen om verdensordenen
Ruslands invasion i 2022 standsede NATO’s østlige ekspansion og blev mødt med en massiv vestlig modreaktion: Militær støtte til Ukraine, økonomiske sanktioner mod Rusland og begyndelsen på en ny blokdannelse med Kina som fremvoksende strategisk modpol.
Krigen blev i Vesten hurtigt indrammet som et opgør mellem demokrati og autokrati – en forsvarskrig for frihed, national suverænitet og den regelbaserede verdensorden.
Men bag denne legitimerende fortælling udspiller sig en anden, mere grundlæggende dynamik: Ukrainekrigen er et centralt omdrejningspunkt i rivaliseringen om, hvem der skal dominere det 21. århundredes globale magtstruktur. Det handler om, hvorvidt verdensordenen skal forblive unipolær med USA i spidsen – eller om vi bevæger os mod en multipolær verden med flere stormagter ved bordet.
Det var en dynamik, der allerede eksisterede, men som med Trumps tilbagevenden blev fremstillet med usædvanlig åbenhed. Hvor Biden pakkede USA’s interesser ind i retorik om fælles værdier og partnerskab, afviser Trump enhver forestilling om multilateral forpligtelse.
Hans udenrigspolitik bekender sig åbenlyst til princippet om America First: For USA er NATO ikke et fællesskab, men en investering, som skal give afkast. Europæiske allierede betragtes ikke som ligeværdige partnere, men som klientstater, der må betale for deres egen beskyttelse.
Samtidig forskubber Trump den amerikanske linje i Ukraine-spørgsmålet: Forestillingen om fuld ukrainsk genrejsning opgives som urealistisk, og den amerikanske støtte kobles direkte til adgang til landets strategiske ressourcer.
Der er ikke tale om en strategi for fred, men om en målrettet omfordeling af byrder og fordele, hvor målet – som i resten af udenrigspolitikken – er at konsolidere USA’s hegemoni.
Klimapolitik som geopolitisk instrument
Den måde, hvorpå Trump håndterer Ukraine og internationale alliancer, afslører ikke bare hans egne prioriteter – den blotlægger hele den globale ordens grundlæggende funktion: Den er ikke indrettet til at sikre fred og fælles velstand, men til at organisere konkurrencen mellem stater, der hver især varetager deres nationale interesser – under amerikansk ledelse og dominans.
Trumps politik gør denne orden mere synlig, men han har ikke opfundet dens logik. Han viderefører og intensiverer den – også i forhold til klimakrisen.
Klimakrisen fremstår i dag ikke primært som en fælles global udfordring, men som endnu et felt for stormagtsrivalisering. Under parolen national sikkerhed ser vi massive investeringer i fossile brændsler, militær infrastruktur og adgang til sjældne råstoffer. USA eksporterer flydende gas i rekordmængder, EU genåbner kulkraftværker, og militærindustrien forbliver undtaget fra klimaregnskaber.
Trump har trukket USA ud af Paris-aftalen, men vigtigere er det, at ikke blot stormagterne – men alle stater – i praksis underordner klimaindsatsen deres nationale konkurrenceevne og strategiske interesser. Klimapolitik bliver dermed ikke et opgør med det system, som har medført problemerne, men derimod en videreførelse af det. Grøn teknologi og CO₂-reduktion bliver ikke fælles løsninger, men våben i den økonomiske konkurrence.
På samme måde med de sociale udgifter. Når de skæres ned, mens militærbudgetter eksploderer, er det ikke en politisk fejl – det er en prioritering, der følger systemets grundlogik: National styrke først, social velfærd bagefter, hvis der er midler til det.
Derfor er det også befolkningerne – ikke beslutningstagerne og magthaverne – der betaler prisen med højere leveomkostninger, færre velfærdsydelser og udsigten til en planet, som staterne kun vil redde, hvis det kan betale sig.
Trump som systemets destillat
Trump er således ikke et brud med den globale orden – han er dens destillat. Han fjerner det ideologiske fernis af værdifællesskab, international retsorden og multilateralisme. Tilbage står den nøgne kerne: Et verdenssystem baseret på magt, profit og statslig konfrontation.
Hvis vi vil gøre op med dette, er det ikke nok at vente på en ny leder med en blødere retorik. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvem der styrer – men hvad der styres efter. Så længe national styrke og profit er styrende principper, vil krig og krise være permanente ledsagere.
Vi har ikke behov for at vende tilbage til det, der var engang – for det førte os til den situation, vi står i nu. I stedet er der behov for et radikalt opgør med den grundlæggende logik i den verdensorden, der underordner det menneskelige og økologiske til fordel for statens og kapitalens interesser.
Og det er ikke utopisk. Det utopiske er at tro, vi kan fortsætte som hidtil – og forvente et bedre resultat.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
