DSB går nu efter den billigst mulige sikkerhed frem for den højest mulige. Hvor lidt sikkerhed kan passagererne nøjes med, skal DSB’s sikkerhedspolitik nu omskrives til. DSB begynder nu at tage passagersikkerheden for givet.
En daglig kontrol af livsvigtig evakueringsudstyr – kaldet TUC – på togene bliver afløst af kontrol hver halvanden måned. Dette blev indført den 1. august 2021. Den daglige kontrol betød, at flere alvorlige fejl blev afdækket og rettet, inden toget kørte med passagerer. Nu bliver togene bare sendt afsted med et håb om, at fejlene bliver opdaget i tide. For eksempel fejl på det interne højtaleranlæg som, når ulykken rammer, vil betyde, at vigtig information aldrig vil nå frem til passagererne. Skal passagererne gå til højre eller venstre, frem eller tilbage i et mørklagt tog? Denne information modtager man ikke.
… om politikerne er enige i og trygge ved, at man nu ser sikkerheden som et sted, hvor man kan og bør finde besparelser?
I en orientering den 17. august til medarbejderne har man begrundet forringelsen af sikkerheden sådan:
“DSB er i en situation, hvor der bliver stillet store krav til vores effektivitet og økonomi. Med afskaffelsen af TUC medvirker vi til at arbejde hen imod de stillede krav”.
Så det er altså kravene fra politikerne, der får DSB til slække på sikkerheden og fjerne en daglig kontrol af det ved en ulykke vigtige kommunikationssystem.
Man har i dag i DSB en sikkerhedspolitik med ordlyden:
“Jernbanen er en af de sikreste former for transport. Deri ligger også risikoen for at komme til at tage sikkerheden for givet. For at fastholde fokus på sikkerhed har vi udarbejdet denne sikkerhedspolitik under overskriften, at sikkerhed er en grundforudsætning i alt, hvad vi foretager os. Vores grundholdning er, at: Vores kunder skal kunne tage sikkerhed for givet – det må vi aldrig!”
Til dette kan man spørge transportminister Benny Engelbrecht og Folketingets partiers transportordførere, om de er enige i, at DSB’s passagerer skal kunne tage sikkerheden for givet, eller om politikerne er enige i og trygge ved, at man nu ser sikkerheden som et sted, hvor man kan og bør finde besparelser?
Med bekymret hilsen
Jernbanearbejdernes Landsklub
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

