Som samfund skal vi sikre gode uddannelser til alle børn, unge og voksne. Det må vi aldrig sætte over styr.
Beskæftigelsen er i disse år rekordhøj, og ledigheden er i bund. Virksomhederne råber på arbejdskraft, og den danske økonomi er bundsolid, som finansminister Nikolai Wammen udtrykker det. Det skal vi som samfund glæde os over.
Men når arbejdsmarkedet er glohedt, er der markant færre, der uddanner sig. Det rammer Uddannelsesforbundets almene og erhvervsrettede uddannelsesområder hårdt. Mange institutioner er blevet kastet ud i et økonomisk kaos med et stort antal lærerfyringer, forringelser af undervisningen og aflysninger af uddannelsestilbud til følge.
Den stramme økonomi som følge af budgetlovens rammer forringer undervisningstilbuddene til skade for såvel elever som lærerne.
Mange steder har institutionerne nået et punkt, hvor man med rimelighed kan sætte spørgsmålstegn ved, om de faglige miljøer er bæredygtige, og om kvaliteten i undervisningen er i orden. En del uddannelsesinstitutioner er reelt lukningstruede.
Denne udvikling skal stoppes! Vi har ikke råd til andet. De elever og studerende/kursister, der går på uddannelserne nu, har krav på en undervisning af ordentlig kvalitet. Det samme har kommende kursister, der har brug for uddannelsestilbuddene, når konjunkturerne vender igen.
Vi skal som samfund kunne leve med, at uddannelsesinstitutioner oplever svingende aktivitet alt efter konjunkturer og årgangsstørrelser. Det er et grundvilkår. Fremfor at afvikle – bør vi bruge tiden med lav aktivitet på at udvikle lærerne og uddannelserne. Det kræver, at institutionerne får en grundfinansiering, der også i nedgangstider sikrer deres eksistens.
De kommunale uddannelsestilbud er også udfordret på kvaliteten. Her mangler ikke elever, men den stramme økonomi som følge af budgetlovens rammer forringer undervisningstilbuddene til skade for såvel elever som lærerne.
Uddannelsesforbundet opfordrer politikerne til at investere i uddannelserne og at revidere budgetloven. Det har vi som samfund råd til netop nu. Vi skal også fremadrettet have uddannelsestilbud til de ufaglærte, de unge på kanten af systemet, de kortuddannede voksne, nydanskerne og de mange andre unge og voksne, som Uddannelsesforbundets medlemmer løfter videre i livet og ind på arbejdsmarkedet.

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


