Pædagogmedhjælpernes, de pædagogiske assistenters og dagplejernes tillidsrepræsentanter i Holbæk Kommune opfordrer alle kollegaer til at stemme nej til det overenskomstudspil, som netop er blevet sendt i urafstemning blandt alle medlemmer af FOA.
Lønudviklingen er for ringe, og det er mere end tvivlsomt, om den kan konkurrere med den generelle prisudvikling i samfundet. I værste fald kommer det pædagogiske personale til at kunne købe mindre for deres løn, på trods af de lønstigninger som ligger i det nuværende forlig.
Vi er en uundværlig del af samfundet … Alligevel er vi blandt de lavest lønnede.
Vi lever i usikre tider, og vi vil ikke være med til at gamble med vores og vores kollegaers købekraft.
Vi har stor respekt for det kæmpe arbejde, vores forhandlere har lagt i at presse KL maksimalt. De har gjort, hvad de kunne, nu er det vores tur.
Vores forhandleres magt ligger i at have aktive medlemmer i ryggen, som står klar til at sætte handling bag kravene, hvis ikke kommunerne er villige til at finde holdbare løsninger.
Det er derfor, vi opfordrer alle kollegaer til at stemme nej; så vi kan hjælpe vores forhandlere til at opnå et bedre resultat.
Vi er en uundværlig del af samfundet. Uden os ville hundrede af tusinde forældre ikke kunne gå på job. Alligevel er vi blandt de lavest lønnede. Det er ikke rimeligt, og vi kræver at blive behandlet med respekt og få en løn, som afspejler vores arbejdes værdi.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

