Nutidens spanske nationalisme var stærkt påvirket af general Francos 40 år lange diktatur. På grund af internationalt pres indvilligede fascismen i at bevæge sig mod et mere eller mindre demokratisk system og blev derfor ikke besejret og udryddet som i Tyskland eller Italien. I Spanien fortsatte fascismen, mere eller mindre forklædt, med base i hæren, politiet, storkapitalen, Folkepartiet (PP blev grundlagt af syv af Francos ministre), medierne og retsvæsenet.
Denne overvældende dominans fra regimets arvtagere fik selv de mest åbne eller venstreorienterede sektorer til at bevæge sig i retning af en supremacistisk nationalisme, der udelukkede dem, der var anderledes, og som tenderede mod aggressivitet. Og det blev yderligere forstærket af konfrontationen med den væbnede baskiske uafhængighedskamp, hvor alle midler blev taget i brug for at vinde på alle mulige måder for Spaniens enheds skyld. Og de har behandlet den fredelige og demokratiske catalanske uafhængighedsbevægelse på samme måde og legitimeret brugen af alle statens værktøjer (politi, efterretningstjenester, medier og retssystem) for at ødelægge den formodede fjende.
… en stærk catalansk uafhængighedsbevægelse, som har formået at tvinge den spanske stat til at modsige sig selv og acceptere en amnesti …
Det spanske socialistiske arbejderparti PSOE, som havde støttet PP’s overgreb, fortsatte den beskidte krig, da det regerede fra 2018. Samtidig skabte højreekstreme politikere i PP deres eget parti, VOX, som var imod feminisme, indvandrere og catalanere og baskere. I begyndelsen krævede PSOE, at VOX skulle være med i tv-debatterne med det formål at skade PP vælgermæssigt, selv om det ikke var hensigtsmæssigt, fordi de var en udenomsparlamentarisk kraft. På kort sigt mistede PP stemmer på bekostning af VOX, men så blev bæstet stort, og nu fortryder alle det.
Ved valget i 2023 vandt PP, men kunne ikke danne regering, mens PSOE’s Sánchez kunne danne regering, hvis han fik støtte fra Junts, Carles Puigdemonts uafhængighedsparti, der er i eksil i Belgien, og som PSOE havde nedgjort til umenneskelige yderligheder. Nu, hvor de har brug for hans støtte, har Puigdemont krævet en “historisk aftale” for at løse konflikten mellem Catalonien og Spanien på demokratisk vis, sandsynligvis med en folkeafstemning. Puigdemont har opstillet følgende betingelser: En afslutning på den beskidte krig, fjernelse af uafhængigheden fra Europols terrorliste, amnesti til alle dem, der er blevet forfulgt af det spanske retssystems “lawfare” (juridiske beskidte krig), og forhandlinger i Schweiz med international mægling.
Sánchez har accepteret alt, fordi han ønsker at blive ved magten, men også fordi det var rimeligt og en mulighed for at sætte en stopper for det orgie af undertrykkelse, som var blevet uholdbart. Dette misbrug fra statens side kunne ikke længere opretholdes, fordi uafhængigheden har vundet valg, fordi Spanien er blevet fordømt af Europarådet og FN, og fordi de retssager, som den catalanske uafhængighedsbevægelse har anlagt mod Spanien ved de europæiske domstole, er ved at komme frem i lyset.
Fra nu af har Sánchez den svære opgave at forklare, hvorfor han giver den catalanske uafhængighedsbevægelse amnesti, når han indtil nu har sagt, at de var kriminelle, som man ikke kunne forhandle med. Højrefløjen kritiserer ham med rette for at have foretaget en kovending af magtbegær, og fordi PSOE næsten ikke regerer nogen steder, og for at opretholde partiet har det brug for de økonomiske indtægter, som centralregeringen tillader. Vi får se, om Sánchez’ personlige behov kan hjælpe med at finde en demokratisk løsning på det evige Spanien-Katalonien-problem.
I øjeblikket demonstrerer folk i gaderne mod amnestien. PP vil forsøge at få Sánchez til at betale en pris for at adskille sig fra nationalistiske postulater, og VOX beskylder Sánchez for at være en kupmager, en diktator og sammenligner ham med Hitler. Demonstranterne kommer med fascistiske proklamationer og kræver Sánchez’ og Puigdemonts død. Fra hæren har omkring 50 pensionerede officerer opfordret til et statskup for at redde hjemlandet, og ingen har sagt noget til dem. Og dommerne har også protesteret mod hentydningen til “lawfare”, fordi de siger, at det underminerer magtens tredeling. De har sågar demonstreret i deres kapper og overtrådt princippet om ikke at deltage i politik, og værst af alt tvinger de retsmaskineriet til at dømme det maksimale antal mennesker inden amnestien, og de hæver anklagerne til terrorisme, så de ikke kan drage fordel af amnestien.
Amnestiloven er under behandling, men faktum er, at der i Spanien aldrig har været et problem med lovene eller med det almindelige retssystem, der kan sammenlignes med det europæiske, men problemet er de høje dommere, når de skal dømme catalanske uafhængighedstilhængere, for så bruger de retfærdigheden til politiske formål for at skade deres fjende.
Under alle omstændigheder viser fakta en stærk catalansk uafhængighedsbevægelse, som har formået at tvinge den spanske stat til at modsige sig selv og acceptere en amnesti, som alle statsmagter beskrev som umulig indtil for fire måneder siden. Vi må se, hvordan begivenhederne udvikler sig.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
