Nyhedskommentar
Udefra bliver det normalt sagt, at Catalonien og Spanien bør forhandle for at finde en måde at fortsætte sammen på. Men i Catalonien har vi forsøgt mange gange, siden Spanien underkastede sig Catalonien med magt i 1714, og vi er kommet til den overbevisning, at der ikke er nogen mulig forståelse, og at den eneste løsning er, at alle går deres egne veje.
Efter general Francos 40 år lange diktatur tvang den internationale situation til en overgang til et system, der er demokratisk, så længe der ikke sættes spørgsmålstegn ved Spaniens enhed. Og det er kommet til udtryk gennem to skiftende regeringspartier: Partido Popular, der blev grundlagt af syv tidligere Franco-ministre, og PSOE, der er et socialdemokratisk parti, men lige så nationalistisk som PP.
I 2004 gjorde Catalonien et sidste forsøg med en ny statut for at finde en måde at anerkende Catalonien som en nation i den spanske stat, men PP, PSOE og forfatningsdomstolen skar ned på statutten, indtil det blev klart, at Spanien ikke ønsker at favorisere plurinationalitet eller anerkende Catalonien, men at dets nationalisme søger den modsatte vej: at udvande Catalonien for at homogenisere Spanien.
… men endelig er der et tidspunkt, hvor sandheden om, hvad der er sket i Spanien, kommer frem.
Derfor opstod der i 2010 en stærk bevægelse for Cataloniens uafhængighed, som har organiseret de største demonstrationer i Europa år efter år frem til i dag, og i mangel af dialog blev der endda selvorganiseret en folkeafstemning i 2017.
Reaktionen, både fra PP-regeringen og senere fra PSOE-regeringen, har været undertrykkelse med en kombineret aktion fra dommerne, politiet, efterretningstjenesterne, statens kloakker og hele det politiske og mediemæssige netværk. Der er blevet gjort meget alvorlige ting mod Catalonien, og vi håber, at de nu vil komme frem i lyset og ikke vil blive miskrediteret som i fortiden.
Og det kan blive muligt, fordi der er sket en stor forandring på grund af valgresultatet i juli sidste år. PP vandt, men havde ikke flertal til at danne regering med det ekstreme højre, så deres modstander, PSOE, kunne danne regering, hvis de fik støtte fra de andre partier.
Derefter krævede tilhængerne af uafhængighed i Junts, Carles Puigdemonts parti, amnesti for dem, der var blevet forfulgt af retssystemet, og forhandlinger i Genève med en international mægler om retten til selvbestemmelse. Pedro Sánchez’ store magtbegær har fået PSOE til at acceptere betingelser, der er diametralt modsatte af det, de har forsvaret indtil nu.
Puigdemont havde også stillet en anden “lille” betingelse: At oprette tre parlamentariske kommissioner til at undersøge Operation Catalonien (en hemmelig operation fra efterretningstjenesten, politiet og dommerne for at ødelægge den catalanske uafhængighedsbevægelse ved at opfinde falske beviser, anklage korruption, bestikkelse…), en anden kommission om de jihadistiske angreb i Barcelona i 2017 (hvordan kan det være, at det spanske politi havde lederen af den jihadistiske gruppe på deres lønningsliste?), en anden kommission om jihadistangrebene i Barcelona i 2017 (hvordan kan det være, at det spanske politi havde lederen af jihadistgruppen på deres lønningsliste? Hvorfor forhindrede de ikke angrebet, hvis de udspionerede terroristernes telefoner? Og hvorfor advarede de ikke det catalanske politi?) og en anden kommission om ulovlig udspionering med den israelske software Pegasus (det canadiske universitetscenter Citizen Lab opdagede, at mindst 67 telefoner fra uafhængighedspolitikere, aktivister og advokater var blevet udspioneret med denne ulovlige software).
For at retfærdiggøre disse undersøgelseskommissioner har PSOE været nødt til at indrømme, at der har været “lawfare” (beskidt krig, hvor man bruger retssystemet til at ødelægge politiske modstandere) mod catalansk uafhængighed, noget de har benægtet indtil nu. Og det har fået alarmklokkerne til at ringe hos højrefløjspartierne og i retsvæsenet, for indtil nu har uafhængighedsbevægelsen fordømt denne “lawfare”-praksis, men i Spanien sagde man, at det var løgn, og uafhængighedsbevægelsen blev kriminaliseret ved at opfinde historier, som blev spredt med stor mediekraft. Derfor reagerer den spanske offentlighed med forbløffelse, vantro og vrede over, at de indgår en pagt med dem, de havde fået at vide var kupmagere og terrorister.
PSOE har erkendt “lawfare”, fordi de ønsker uafhængighedens støtte, men de ville ikke have gjort det, hvis det ikke var sandt, og det generelle råd for retsvæsenet, dommerne i højesteret og dommernes korporative organer er gået kraftigt ud for at kritisere det faktum, at de ønsker at undersøge dem og indkalde dem til at vidne i parlamentet. Og de har endda opfordret til diskvalifikation og domfældelse af parlamentsmedlem Míriam Nogueras, som i den spanske kongres udpegede de dommere, der ifølge hende var mest involveret i “lawfare”: Carlos Lesmes, Manuel Marchena, Pablo Llarena og Carmen Lamela.
Indtil nu har de haft straffrihed til at gøre og omgøre alt, hvad der gik imod catalansk uafhængighed, men nu føler de, at denne straffrihed kan ophøre, og at de bliver afsløret. De troede, at fordi de var dommere, kunne de ikke retsforfølges, og de nægter at blive stillet til ansvar.
Vi ved ikke, hvor langt Pedro Sánchez vil gå på grund af hans behov for stemmer til fordel for uafhængighed, men endelig er der et tidspunkt, hvor sandheden om, hvad der er sket i Spanien, kommer frem.
Europa bør være på vagt og ikke falde for fristelsen til at dække over det eller retfærdiggøre det for at hjælpe et EU-medlem, tværtimod bør det hjælpe med at afdække sandheden og presse på for, at Catalonien kan udøve den ret til selvbestemmelse, som det fortjener. Sandheden og det at handle retskaffent og demokratisk vil også hjælpe Europa.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
