“Her på fjernsynet har du set billeder af synkefærdige, overfyldte småbåde. De har ikke noget hjem, så enkelt er det.
Vi skal i næste måned modtage en gruppe på 500 vietnamesiske flygtninge her i landet. Det er en opgave, som vi må tage på os, alle os i den rigere del af verden. Den fornemmelse af solidaritet der ligger i, at for eksempel vi, os der bor her i Danmark, personligt og hver for sig er med til at række en hjælpende hånd, er uhyre vigtig. Gør det! Det er også en del af dit medmenneskelige ansvar.”
Dette citat er fra en tv-transmitteret tale fra 1980 af daværende socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen. Talen blev holdt på et tidspunkt, hvor Danmark var presset økonomisk efter oliekrisen i 1970’erne og starten på fattigfirserne. På trods af det formåede vi dengang som samfund at vise både udsyn og medmenneskelighed.
▪︎ I løbet af bare et år, fra 1980 til 1981, modtog Danmark mere end 5.000 alene af bådflygtninge.
Jeg er som dansk borger forarget over, hvor lidt vi i Danmark bidrager til arbejdet med at give de massive strømme af flygtninge, der er verden over, et menneskeværdigt liv.
Sat overfor Anker Jørgensens mere end 40 år gamle tale står statsminister Mette Frederiksens udtalelse fra fredag den 22. januar 2021 i folketingssalen. Her taler hun om regeringens politik om nul asylansøgere til Danmark. Denne tale holdes på et tidspunkt, hvor Danmark står stærkt økonomisk, og hvor arbejdsløsheden er lav:
“Det er det, der er vores mål. Selvfølgelig kan vi ikke give et løfte om det.
Vi kan ikke give et løfte om nul asylansøgere, men vi kan godt opstille den vision, som vi også gjorde før valget, nemlig at vi ønsker et nyt asylsystem, og så gør vi, hvad vi kan for at indføre det”.
I sidste uge rejste udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen til Rwanda for at skrive under på en aftale. Det handler om regeringens ønske om at lave et asylbehandlingscenter, der ligger udenfor Europas grænser, og ønsket om at finde en løsning på afviste asylansøgere, der stadig sidder i Danmark.
▪︎ Ifølge en FN-rapport fra sommeren 2020 er rekordmange mennesker på flugt. Knap 80 millioner verden over er flygtet fra deres hjemland eller internt fordrevet.
▪︎ Tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet over hvor mange flygtninge kommunerne modtog de sidste år:
2015: knap 10.600 nye flygtninge
2016: knap 7.200
2017: knap 2.100
2018: omkring 850
2019: de forventede 1.000 nedsættes til 750
2020: forventningen er 600 flygtninge
Hvor mange flygtninge forventer regeringen, at der kommer til Danmark i de kommende år, efter man har underskrevet aftalen?
Eller har regeringen en forventning om, at flygtninge nu stopper med at tage den farefulde tur i båd over Middelhavet. En tur de risikerer i håbet om at opnå muligheden for et menneskeværdigt liv.
Jeg er som dansk borger forarget over, hvor lidt vi i Danmark bidrager til arbejdet med at give de massive strømme af flygtninge, der er verden over, et menneskeværdigt liv.
Hvad er der sket med det Socialdemokrati, der for præcist 150 år siden startede som et socialistisk parti, over et Socialdemokrati med Anker Jørgensen i spidsen, hvor solidaritet og humanisme var i centrum, til nu, hvor vi ser et populistisk parti, der er lakajer for både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Og med hvilket formål? For at kunne høste stemmer fra vælgere der bevæger sig på den yderste højrefløj.
Hvor langt er Socialdemokratiet villig til at gå i jagten på fortsat at få taburetter i et Folketing, hvor mange synes at have mistet både moral og etik?
Ja, jeg spørger bare.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.