Læserbrev
Til at begynde med var naturhensyn og især naturfredning overladt til en i det mindste nogenlunde ansvarsfuld overklasse, som havde råd til det, hvis handlinger var nogenlunde forudsigelige, og som man derfor nogenlunde vidste, hvor man havde. Nu er denne overklasse nærmest væk og erstattet af ansvarsfornægtende, eksploiterende, økonomisk stærke, veluddannede og ikke mindst højtråbende højere mellemlag.
En stor gruppe, som lever op til betegnelsen klasseforrædere, og som ikke lader noget så mærkværdigt som naturhensyn stå i vejen for deres udfoldelser og stræben på bekostning af næsten alt. Det er en af de væsentligste årsager til, at andre dominerede klasser må tage sig af at sikre et naturhensyn, som i sidste ende er den eneste mulighed, mennesket har for at overleve.
Naturkampen er en del af klassekampen!
Dermed bliver naturkampen, som set i historiens lys ikke har været prioriteret, nu en central del af klassekampen. Desuden er det vigtigt at indse, at på trods af at kampen føres som en kamp om de konkrete projekter, som fremmer miljøhensyn, er der tale om, at de nye stærke klasser kæmper for langt større interesser end det konkrete. Og det også på trods af, at kampen, man fristes til at sige som sædvanlig, forklædes som noget andet.
Rundt om i de danske skove er der planlagt en række rewilding-projekter. Populært sagt, er det projekter, som skal gøre naturen mere vild. Ifølge en politisk aftale fra 2020 skal op mod 75.000 hektar skov omdannes til urørt skov. Bøtøskoven, Tofte Skov, Klelund Dyrehave, Hammer Bakker og snart også Gribskov og Ulkerup Skov er fremragende eksempler. Og flere af projekterne er allerede godt i gang. Eller godt og godt. Allerede fra begyndelsen er projekterne naturligvis kontroversielle og omdiskuterede. Særligt de lokale brugere af skovene har ytret sig kritisk.
Men inden en diskussion af projekterne og de midler, som skal tages i anvendelse, kan man se lidt på, hvor stort et areal, der egentlig er tale om, som skal rewildes. Danmarks areal er cirka 43.000 kvadratkilometer eller cirka 4.300.000 hektar. Ud af det areal skal 75.000 hektar skov rewildes. Det svarer til knapt én trekvart procent af Danmarks areal. Det er ikke særlig meget, når man tænker over det, og for eksempel er det mindre end det areal, Danmarks veje dækker. Men det er altså tilstrækkeligt til at afføde en del protester.
Rewilding-projekterne indebærer ofte udsætning af særlige racer af heste og køer, som skal skabe lysåbne områder i skoven for at øge biodiversiteten. Her er heste og køer langt mere effektive end for eksempel landets forskellige arter af hjorte, som er bedre til at browse, det vil sige æde blade og grene af træerne. Derimod er hjortene ikke så gode til at æde de unge træer og skabe lysninger.
Imidlertid er der nogle grundlæggende paradokser knyttet til rewilding-projekterne. Paradokser, som er vigtige at fokusere på i kampen for projekter, som er nødvendige for en øget biodiversitet og i sidste ende for menneskets overlevelse. Allerede inden man diskuterer de konkrete projekter, begrænser disse paradokser mulighederne for projekterne ganske kraftigt.
Den nye overklasse i de øvre dele af mellemlagene er ikke til sinds at give afkald på et eneste af deres privilegier. Ej heller i kampen for menneskets konkrete overlevelse på lidt længere sigt. Og i kampen anvendes ikke alene den enkeltes våben. Der er en række overordnede forhold som står i vejen og må ændres.
Det første paradoks
Det første paradoks knytter sig til det mest relevante dyr at udsætte, vildsvin, som er nogle rigtigt store rodehoveder, og hvis naturlige aktiviteter er perfekte til formålet. På deres jagt efter føde roder de skovbunden op og æder planterne inklusive deres rødder, frø og smådyr. På den måde skabes de efterstræbte lysninger, som er nødvendige for en øget biodiversitet, og hvor forholdene tilgodeser en række arter, som bedre kan klare de ustabile forhold. Det er helt andre arter end dem, der findes i en relativt stabil skovbund.
Imidlertid siger dansk lovgivning på området, at vildsvin skal udryddes. Ikke bare begrænses, men udryddes. Over årene er det lykkedes for svineindustrien at få dette gennemtrumfet for at beskytte produktionen af tamsvin, især mod eventuelle epidemier af afrikansk svinepest. Tænk for eksempel på det hegn, som for nogle år siden opførtes langs grænsen mod Tyskland. Ikke alene forsvarer svineindustrien altså en i forvejen uetisk produktion, med alt hvad den indebærer af enorme svinerier. Svineindustrien forhindrer samtidig, at der kan ryddes op efter svinerierne. Det er både grotesk og begrædeligt. Og helt uacceptabelt.
Det andet paradoks
Det andet paradoks knytter sig til de dyr, det faktisk er muligt at sætte ud: køer og heste. Enten er der tale om racer, som efter et langvarigt avlsarbejde nu er så tæt på de gamle vilde arter, som man kan komme, eller der er tale om robuste dyr, som kan klare sig. Under alle omstændigheder trives dyrene glimrende udenfor og uden menneskelig påvirkning. Imidlertid regnes dyrene lovgivningsmæssigt for tamdyr, så de må ikke blive syge og dø af sig selv i det fri, men skal eksempelvis tilses af en dyrlæge og medicineres eller behandles, hvis de bliver syge. Eller aflives hvis de bliver for syge.
Det er også en smart mekanisme, som man sikkert med rette kan mistænke er gennemført ganske velovervejet, fordi den ikke har at gøre med, hvad den enkelte måtte mene om udsigten til at dele skoven med køer og heste. Længe inden man begynder at diskutere, om det nu er synd for de nuttede køer og heste, er det end ikke muligt at lade dyrene gøre det, som hele projektet går ud på, nemlig passe sig selv og pleje skoven.
Det tredje paradoks
Det tredje paradoks er et tilbagevendende argument om, at de udsatte dyr er farlige for hunde. Det er sikkert sandt, at køer og heste forholder sig betydeligt mere kontant til irriterende løse hunde, end et menneske må. Men eftersom der næsten altid i forvejen er et krav om, at hundene skal være i snor i skovene, er der ikke noget nyt i det. Desuden har det svenske Naturvårdsverket den fortolkning af, at hunde skal være i snor og under kontrol, at hunden konstant skal være tættere på sit menneske end en meter.
De meget lange hundesnore, som er rene symboler for, at hunden er i snor, tæller i Sverige formelt ikke, som at hunden er under kontrol. Det stemmer meget godt med konkrete erfaringer af, at det ikke er muligt at forhindre en hund i en lang snor i at løbe, hvor den vil. Og ikke mindst at være til gene ikke alene for de vilde dyr, men også for den, der af den ene eller anden grund gerne vil være fri for tilnærmelser fra hunde. Det bliver en uholdbar argumentation, hvis hundeejerne blot mener, at de skal have lov at overtræde reglerne, som de plejer.
Og endelig …
Endelig er der den utryghed, visse udtrykker, at de har over for de store dyr – som dog hverken er spor interesserede i mennesker eller farligere end for eksempel løse hunde. Med utryghed som nutidens stærkeste trumfkort i nærmest enhver sammenhæng. Men, som jeg har argumenteret for i en kronik i oktober 2022, utryghed er som angst eller (over)tro, irrationel og kontrafaktisk. Utryghed er individuel, og den enkeltes utryghed kan ikke kureres gennem en fælles indsats, for eksempel ved at lade være med at udsætte dyrene.
Visse mennesker er utrygge i selv de allermest rolige og fredelige omgivelser, og på trods af at det kan vises, at der aldrig sker noget farligt. Og omvendt er visse mennesker trygge i selv de mest risikofyldte situationer. Den, som vil blive sin utryghed kvit, må tage sig af den selv. Den kan ikke overvindes ved en fælles indsats. I modsætning hertil kan vi være sikre på, at tabet af biodiversitet er et faktum, man kan være reelt bange for, og som er blevet værre og værre de seneste mange år, og at det bliver endnu værre, hvis der ikke gøres en indsats. Her er der noget konkret konstaterbart at forholde sig til, og indsatsen kan kun foregå på et fælles, overordnet plan, for eksempel ved udsætning af store græsædere som køer og heste – eller vildsvin.
Rewilding inden for de eksisterende rammer er yderst vanskeligt. Og selv hvor projekterne faktisk sættes i gang, er der knyttet store paradokser til dem, som besværliggør projekterne. For at lette en nødvendig indsats for at øge biodiversiteten må de eksisterende love overholdes og/eller ændres. Ikke alene må hundene i kort snor. Først og fremmest må opfordringen til svineproducenterne være, at de selv passer deres dyr i stedet for at lade det være op til os andre.
Hvis det drejede sig om en produktion af maling, stole, eller øl, ville naboerne næppe blive bedt om at undlade at gøre det ene eller det andet. Men både hundeejere og især landbruget breder sig pr. tradition ud over alle grænser. Det er på tide, at der bliver gjort op med den selvfølgelighed, hvormed det accepteres. Kampen for dette kræver blandt andet en naturkamp som en del af kampen mod stærke eksploiterende klassers udfoldelser. Naturkampen er en del af klassekampen!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
