Læserbrev
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
“Det ikke er de unge, den er gal med, når vi taler om mistrivsel, diagnoser og sociale medier. Det er samfundet.” Ifølge Danmarks Radio er det konklusionen i en ny bog fra gymnasierektor Henrik Vestergaard Stokholm, der mener, at “Vi skylder at skabe en skole, hvor der er ro og kærlighed. Hvor man kan komme hinanden ved.”
Jeg skal give et eksempel på problemerne: I besvarelsen på en test, havde et barn i en svensk 8. klasse fået højeste karakter i en kemiprøve, efter at have kunnet alt muligt udenad om fotosyntese, celleånding og næringsstoffer. I 1992 blev jeg selv biolog uden at kunne det samme. Tilmed blev jeg først for nylig introduceret til det ene af begreberne.
Uden anerkendelse, uden social kapital kommer man ingen vegne.
Det er svært at holde trit med dem, der mener noget om folkeskolen. Ideologer, selvbestaltede eller universitære eksperter, politikere og spindoktorer af enhver slags. Så er det ene propaganda, så det andet. Så er den ene undervisningsmetode den rigtige, så den anden. Så skal alle eleverne bedømmes løbende, så skal det ske ved statslige eller internationale tests. En uendelig række af fremforskede tiltag.
Vil man undersøge omfanget, kan man tjekke hjemmesiderne for de to steder, jeg har været ansat: DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, og Institutionen för pedagogik, didaktik och utbildningssociologi, Uppsala universitet.
Et væsentligt problem med den pædagogiske forskning er, at et mere end 100 år gammelt videnskabsfag, pædagogik, nu efter statens indtrængen er forsvundet til fordel for, at pædagogik er det arbejde, der foregår på såkaldt pædagogiske institutioner, og at forskningen skal forbedre det.
Spørger man diverse debattører og de medier, der kolporterer ideologierne, er der ingen ende på, hvor godt det bliver, bare man følger forskningens anbefalinger. Det lever forstå sig på’erne højt på, men tilgangen bider sig selv i halen, og eleverne bliver gidsler for en misforstået forskningsforståelse.
Men det er endnu værre. Sætter man sig sig stille ned og siger nej til en idelologisk eller foreskrivende indflydelse, ser man, hvordan elendighederne forstærkes af den velmenende, foreskrivende forskning. Det kræver dog, at man sidder stille, holder hovedet koldt og tænker sig systematisk om, noget kun de færreste mestrer, fordi støjniveauet på området er så højt og den politiske indflydelse så stærk.
Desuden viser det, hvordan de forskningsinstitutioner, som ellers anerkendes for den højeste viden på området, udgør en del af de problemer, som skole og uddannelsessystem trækkes med. Ikke mindst inklusive den uendelige række af tests, evalueringer og reformer, som enhver del af området, inklusive elever og skoler, udsættes for, og de deraf følgende og lige så evindelige og forudsigelige destruktive reformforslag.
Forleden så jeg, at læseren med aliaset 20605 fremhævede den pointe fra min december-kronik om internationale tests, som er det væsentligste at holde sig for øje, når man analyserer og diskuterer folkeskolen. Eller i det hele taget uddannelsessystemet, som efterhånden omfavner os (eller snarere spærrer os inde) fra vuggestue for børn ned til otte måneder, som endnu hverken kan gå eller tale, til aftenskole for ældre og gamle til de falder ned ad barstolen på kurset om drinks eller fransk madlavning.
Hele vejen igennem det samme mantra, “oplysning”, og hele tiden den samme sociale funktion: “Elever og studerende sorteres i forhold til allerede eksisterende sociale forskelle, men så det ser ud som om, det bygger på flid og dygtighed.” En pointe som genfindes i bogen Reproduction af Pierre Bourdieu og Jean-Calude Passeron fra 1970, på dansk i 2006, som afrapporterer en undersøgelse af det franske skolesystem. Alt gælder stadig, om end det meste er blevet mere ekstremt.
Pointen om social reproduktion gælder for enhver form for undervisning, uanset, altid, overalt. Det, som indøves (som en habitus), er universelle sociale dominansforhold og især at opfatte det som naturligt, at der er en bestemt samfundsorden, hvor nogle hersker over andre på baggrund af sociale forhold (i ét ord: klassesamfund). Uddannelsessystemet reproducerer klassesamfundets sociale orden på baggrund af eksisterende sociale forhold og ikke, som det ellers suggereres, på baggrund af indsigt, viden, evner, kompetencer.
Det store svigt af elever og studerende er, dels at de har for mange lektier for, dels at både de og deres skoler testes for ofte.
I undervisningssammenhænge gælder det indøvelsen af forestillingen om, at nogle er klogere end andre, som skal oplyses, og at forskellene bygger på modsætningsforholdene flid/dovenskab respektive intelligens/dumhed. Og især gælder det om at indøve en accept af, at nogen hersker over andre. Det vil sige, at en eksisterende, principielt vilkårlig klassesamfundsorden indøves, som om det var den eneste, som en naturalisering af et principielt vilkårligt forhold.
Men det er ikke den dygtigste, der ansættes til at være dygtigst. Det er den, der på baggrund af sociale forhold ansættes i en stilling som den dygtigste, der siden anerkendes for, at det, vedkommende gør, er dygtigt gjort. Man kan med andre ord være nok så dygtig – uden anerkendelse, uden social kapital kommer man ingen vegne.
Det ændrer næppe meget på samfundets organisering at påpege det, som findes. Jeg tror bestemt, en forandring er mulig, men i udgangspunktet er det ikke pointen. Det, som dog gælder, og som systematisk undertrykkes i diskussionerne af uddannelsessystemet, er, at det i sig selv er interessant at konstatere fakta for at kunne tage stilling til det eksisterende og eventuelt forandre det.
At, som man oftest ser det i debatten, alene tage udgangspunkt i forskellige ideologiske forestillinger, uanset hvor de stammer fra, forplumrer diskussionen og står i vejen ikke alene for en redelig oplysning om forholdene, men også for en redeligt oplyst debat af forholdene.
Det vigtigste at lære sig mens man er ung, er at begå sig socialt og få sociale kontakter. Jo flere lektier, desto sværere bliver det. I strid med en herskende skoleideologi, som blandt andet har medvirket til en inflation i uddannelsesniveauet (som blot forstærker en social reproduktion), er det ikke den mest kompetente, som ansættes. Med mindre man forstår, at “den mest kompetente” egentlig betyder “den socialt set mest kompetente”.
Den ansættelsesstrategi kan sammenlignes med giftermålsstrategierne i Kabylien, som Bourdieu beskriver dem i bogen Esquisse d’une théorie de la pratique (Skitse til en teori om praktikken) fra 1972, på dansk i 2005. Den datter, man vælger til sin søn, er ikke den, som traditionen byder. Det er den, det kræver mindst arbejde at inkorporere i det eksisterende. Gifter man sin søn med pigen fra nabobyen, har vi balladen, for ‘dem kender vi ikke’. Tilsvarende: Den ansøger, som ansættes, er ikke den mest kompetente, men den det kræver mindst arbejde at inkorporere.
Imidlertid læres relevante sociale kompetencer ikke ved at sidde alene og forberede sig til den næste test. For at blive til noget må man blive en del af en gruppe. Ikke bare opnå kendskab til gruppen, men tilhøre den. Dels opbygge et socialt netværk, dels erhverve en måde at forvalte det sociale netværk for til sin tid at kunne udnytte det. Social kapital opfattet også som en evne til at forvalte sociale netværk på en måde, som giver adgang til det eneste, der i sidste ende tæller: At få et levebrød, en lønkonto.
Det er derfor, det bliver problematisk, når eleverne har så mange lektier for, fordi lektielæsningen står i vejen for at opnå det eneste, der tæller. At forvente, at en elev fra 8. klasse skal kunne udenad noget, en universitetskandidat ikke kunne for 30 år siden, er et forræderi mod eleverne. Men ikke nok med det. Alle de tests, som i forvejen ingenting viser, kræver megen forberedelse, og lektielæsningen tager helt konkret den tid, som er nødvendig for at opbygge et socialt netværk.
Testene forudsætter en ideologi om meritokratiet, som i næste omgang betinger en uddannelseshetz, inklusive at eleverne har for mange lektier for. Det samme gælder det deprofessionaliserende, neoliberale redskab, som en ranking af skolerne udgør. For at flytte sig opad socialt, skoleshopper de dominerede klasser i forhold til rankingerne, hvilket forhindrer eleverne i at opbygge sociale netværk. Eller, som gymnasierektor Henrik Vestergaard Stokholm formulerer det, forhindrer en skole, hvor der er ro og kærlighed, og hvor man kan komme hinanden ved.
I næste omgang er hele test- og evalueringscirkuset, inklusive skolerankinger, naturligvis til fordel for de dominante klasser, som allerede fra begyndelsen sætter deres børn i de skoler, der i en cirkulær argumentation anses for at være de bedste, fordi de dominante klassers børn går der.
Det store svigt af elever og studerende er, dels at de har for mange lektier for, dels at både de og deres skoler testes for ofte. Meritokratiet er en løgn, og lektier, tests og rankinger forhindrer eleverne i at opnå det eneste relevante, sociale netværk. At der er andre problemer i skolen, er indlysende, men det her er et af de mest oversete.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
