Læserbrev
Sidste sommer vedtog Kataloniens parlament en resolution, der fordømte Israels apartheidpolitik mod palæstinenserne, og at man ville boykotte Israel, så længe Vestbredden var besat. Kort efter tilsluttede Barcelonas byråd sig boykotten samt ophævede venskabsforbindelsen til Tel Aviv.
I marts kom den belgiske storby Liege så med. Byen har venskabsforbindelser til Ramalah og tog nu det næste skridt. Indefrøs alle økonomiske og handelsmæssige forbindelser med Israel og med de offentlige og private institutioner og firmaer, der understøtter besættelsen. Byrådets rød-grønne flertal anerkender palæstinensernes ret til at vende tilbage til de områder, de blev fordrevet fra i 1948 og i årene derefter, fordømmer Israels racistiske politik samt den nye regering, der har deltagelse af ultrareligiøse og fascistiske ministre, der vil annektere Vestbredden.
For Barak er den stigende polarisering farligst. Den har senest manifesteret sig med store demonstrationer mod Netanyahus angreb på den retssikkerhed, de jødiske israelere hidtil har nydt godt af, men som aldrig har omfattet palæstinenserne.
Næste by var Oslo, der forlangte, at produkter, der kommer fra de besatte områder, skal mærkes med oprindelsesområde, og om der er tale om en israelsk besættelse. En sådan ordning har vi haft her i landet siden 2012, men det er uvist, om den virker. For der har været eksempler på varer fra Vestbredden, der er blevet ommærket, så det ser ud som om, de kommer fra selve Israel. Det er nemt at snyde, og kontrol i modtagerlandet er der ingen af.
Oslo kommune gør opmærksom på, at palæstinensiske virksomheder er undtaget fra boykotten. Boykotten begrundes med, at når nu Oslo kommune sanktionerer Rusland, så er det også logisk at boykotte Israel.
Senest har den norske stat tilsluttet sig boykotten. Landets oliefond – én af verdens største pengetanke – har meddelt, at den vil revurdere sine investeringer i cirka 80 virksomheder i Israel og på Vestbredden.
Symbolikken i boykotaktioner er naturligvis vigtig, men for os, der støtter palæstinensernes kamp, er ovenstående blot en spæd begyndelse; boykotten skal op i helt andet gear, og mange flere byer og lande skal deltage. Desuden må det kræves, at EU ophæver Israels status som særligt begunstiget handelspartner. Danmarks våbenkøb i Israel bidrager til at stabilisere apartheidregimet.
Uden støtte fra Vestens “humanitære” nationer gik det ikke
Israel har – med USA’s og EU’s støtte – ignoreret hundredvis af resolutioner fra FN’s Sikkerhedsråd. Blandt andet Resolution 242 fra 1967, der kræver ubetinget tilbagetrækning fra Vestbredden, samt Resolution 2334 fra 2016, der fastslår, at bosættelserne er ulovlige og en trussel mod etableringen af en selvstændig palæstinensisk stat.
De fleste vestlige lande ignorerer palæstinensernes situation. Nogle går endda så vidt som til at forbyde græsrødders boykot af Israel. Det gælder blandt andre USA, Frankrig, Tyskland, Spanien, Østrig. I England forsøgte regeringen for nogle år siden at forbyde boykotbevægelsen, men blev bremset af Højesteret, fordi der ikke var et lovgrundlag. Det kommer nu og omfatter blandt andet forbud mod, at offentlige bygninger kan udlejes til boykotbevægelsens arrangementer.
Som vanligt bekæmpes boykotbevægelsen med, at den er “antisemitisk”. Af politikere der ikke er i stand til at skelne mellem antizionisme versus antisemitisme. Og som konsekvent ignorerer den måde, israelerne behandler palæstinenserne på. Senest beskrevet af Amnesty i “Israel’s apartheid against Palestinians” der dokumenterer, hvor slemt det står til.
Heller ikke EU afstår fra fordomsfulde udsagn om palæstinenserne. I en tale i EU-parlamentet omtalte Ursula von der Leyen Israel som staten, “der fik ørkenen til at blomstre”. Underforstået: Opdyrkede det land, palæstinenserne gennem århundrede havde ladet ligge brak. Derved reduceres det palæstinensiske folk og deres kultur og køres videre på skrønen om “et folk uden land (jøderne), der kom til land uden folk (palæstinenserne)”. Som så mange europæere, ser von der Leyen bort fra den etniske udrensning – Nakba – der gik forud for staten Israels oprettelse.
Hendes udsagn står ikke alene. For et halvt år siden erklærede EU’s udenrigskommissær Josep Borrell, at “Vesten er en have, mens resten af verden er en jungle.”
Og så er der alle de lunkne. De, der har det hele i munden, som for eksempel daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der i 2011 mente, at vel har palæstinenserne ret til en stat, “men at Danmark ikke skal gå enegang og anerkende et selvstændigt Palæstina.” Dermed afviste han at tilslutte sig EU-landene Frankrig, Tyskland og Italien, der for længst havde anerkendt palæstinenserne.
Klarer israelerne det bedre selv?
Måske skal det overlades til israelerne om selv at “løse problemet”, sådan som Tunis’ tidligere præsident Bourguiba foreslog: “Araberne skal ikke kæmpe mod Israel; jøderne vil med deres interne skænderier ødelægge sig selv.”
Bourguiba kendte den jødiske spådom om 80-års-forbandelsen, ifølge hvilken tidligere forsøg på at etablere jødiske kongedømmer gik i opløsning efter netop 80 år. Historikere henviser til Kong Davids riger (år 1070-970 før vor tid) og det hasmonæiske dynasti (år 140 før vor tid), der faldt fra hinanden efter cirka 80 års levetid. Ikke på grund af ydre fjender, men som følge af indre modsætninger og jødernes evige kværulanterier om verdens beskaffenhed, hvilket angiveligt har forfulgt jøderne “siden Kain og Abels tid”.
Dette er ikke kun noget, der fremføres af historikere og skriftkloge. Også den tidligere general og premierminister Ehud Barak udtaler sig derom. Han ser ikke palæstinenserne, iranerne og hvem ellers som landets største trussel. For Barak er den stigende polarisering farligst. Den har senest manifesteret sig med store demonstrationer mod Netanyahus angreb på den retssikkerhed, de jødiske israelere hidtil har nydt godt af, men som aldrig har omfattet palæstinenserne. Landet fejrer den 14. maj sin 75-årsdag, og Barak er usikker på, om landet vil nå sin 80-årsdag.
Et stigende antal israelere giver ham ret og stemmer med fødderne. Siden 1990 har cirka 700.000 jøder forladt landet, mens blot 73.000 personer er indvandret. Motiverne til at rejse ud er blandede. Mange frygter for sikkerheden. De unge har svært ved at se en fremtid i landet, og så er der dem, der ikke længere vil acceptere de overgreb, der rammer palæstinenserne (og de kristne og de afrikanske jøder).
Israel martres af, hvilken retning indenfor zionismen der skal være den gældende: 1. Den socialistiske zionisme (opdyrkning af jorden, kibbutzer), 2. den religiøse zionisme (rabbinere og forberedelse til Messias’ komme), og 3. den kulturelle zionisme (jødisk hjemland, spirituelt og kulturelt center for jødedommen).
Advarsler der ikke blev hørt
Enkelte jødiske intellektuelle føjer en fjerde dimension til. De forstod tidligt, hvor giftig grundlæggelsen af den israelske stat var og er. Det gælder blandt andre den jødisk-ortodokse tænker og kemiker Yeshayahu Leibowitz, der i 30’erne indvandrede fra Baltikum. Han advokerede for en streng adskillelse mellem det religiøse og statens verdslige anliggender.
I The territoriums fra 1968 så Leibowitz tilbage på Israels to første årtier: “Vi havde friheden til at beslutte, om krigens mål var forsvar eller erobring. Vi valgte det sidste med alt, hvad dette indebar. Det forandrede ikke bare statens karakter – det tilførte grundlaget for dens eksistens en helt ny dimension… Israel ophørte med at være det jødiske folks stat og blev et statsapparat for jøders tvangsherredømme over et andet folk“.
Om besættelsen af Vestbredden, skrev Leibowitz: “Araberne vil blive det arbejdende folk, mens jøderne administrerer og sørger for sikkerheden. En stat, der regerer over en fjendtlig befolkning på 3 millioner palæstinensere, vil udvikle sig til en politistat med alt, hvad dette indebærer for undervisning, talefrihed og demokratiske institutioner. Den korruption, der karakteriserer ethvert kolonistyre, vil vinde indpas i Israel. Administrationen vil undertrykke arabiske opstande på den ene side og fremelske arabiske quislinge på den anden….“
Derfor er spørgsmålet, hvor længe kan et land og befolkning overleve på sådanne vilkår? Får Netanyahus højreradikale regering magt, som den har agt, og annekteres Vestbredden, som højrefløjen mener, “israelerne har en naturlig ret til”? Da må det forventes, at nye og langt voldsommere intifadaer vil blusse op. Dét skal nok sætte yderligere fart i såvel udvandringen samt opløsningen af landet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
