I den græske mytologi fortælles der om en sagnkonge ved navn Sisyfos. Han blev efter oprør imod guderne straffet med et evigt ophold i underverdenen.
Her skulle han skubbe en tung kampesten op ad en bjergside, og hver gang han næsten var kommet op til toppen af bjerget, rullede stenen fra ham og ned til bjergets fod. Så kunne han begynde forfra med arbejdet, og han ville aldrig nogensinde blive færdig. Begrebet ”sisyfosarbejde” stammer herfra.
Sisyfos har siden antikken repræsenteret meningsløshed, absurditet. Uendeligt, formålsløst arbejde er den mest grusomme straf, man kan forestille sig. Sisyfosmyten og begrebet om det absurde blev nyfortolket af den franske forfatter og filosof Albert Camus i Sisyfos-myten fra 1942.
Her definerede han sit begreb om det absurde som en grundliggende uoverensstemmelse mellem to led i en relation. Desto større uoverensstemmelse, desto mere klart opleves relationen som absurd. Det absurde menneske har ikke noget håb om fremtiden uden om døden.
Det var billedet af denne tragiske Sisyfos-figur og hans absurde skæbne, som randt mig i hu, da jeg så dokumentaren “Håbløst arbejde” fra Pipeline Production på TV2.
Fem syge borgere
Den følger fem syge borgere:
52-årige Brian Larsen fra Hedensted Kommune har været tilknyttet jobcentret i 25 år efter en arbejdsulykke på et lager, hvor han får en skulderskade. Sidenhen får han også en immundefekt, der påvirker hans lungefunktion. Han har været i flere ressourceforløb og arbejdsprøvninger, selvom han får lungebetændelser af det eller kaster blod op. Og en særligt uværdig episode i jobcentret i 2019, hvor en sagsbehandler spørger ham: ”Hvordan tørrer du dig selv i numsen?”, giver ham et psykisk sammenbrud. Siden 2020 har han fået hjemmehjælp og er bevilliget et toilet med automatisk tørre- og skyllefunktion, og han har nu en arbejdsevne på under én time ugentligt. Alligevel vil Hedensted Kommune stadig ikke tilkende ham førtidspension.
Alt i alt dokumenterer ”Håbløst arbejde”, at der ikke er nogen retssikkerhed i dette system.
26-årige Daniela Lorensen fra Haderslev Kommune har en IQ på 52 svarende til et niårigt barns. Hun har haft en sag i jobcentret i seks år og været i arbejdsprøvning og fleksjob med angst og depression til følge. Først efter at første del af dokumentaren havde været sendt, blev hun indstillet til førtidspension.
Birgitte Troelsen fra Vordingborg Kommune fik i 2017 en arbejdsskade, der ødelagde hendes ryg. Hun skulle igennem fem års forløb i jobcentret, før hun til sidst blev tilkendt førtidspension.
Gitte Wilsdahl Christensen fra Københavns Kommune har været på kontanthjælp i mere end 30 år med diabetes, astma, gigt, angst og depression, før hun blev tilkendt førtidspension i 2021.
47-årige Mariana Burmeister fra Frederiksberg Kommune har arbejdet som tjener, men har siden 2018 været sygemeldt på grund af diskusprolapser, ondt i ryggen og knæene. Efter at jobcentret har afvist at hjælpe hende, blev hun så presset, at hun fik en depression. Hun endte med at melde sig ud af kontanthjælpssystemet, fordi hun var bange for at miste forstanden af at være længere tid i systemet.
Krumspring og mistillid
“Håbløst arbejde” dokumenterer, at ledelserne i systemet gør alle mulige krumspring for at fastholde de syge længst muligt på de laveste ydelser i den hellige økonomis navn. Det er absurd, at kommuner kan tage op til 30 år af en borgers liv på at ”afklare” hendes sag!
Dokumentaren viser også, at den stressfaktor, der er forbundet med, at de har uafklarede sagsforløb i mange år, at lægeerklæringer ikke bliver respekteret, at de skal gennemgå formålsløse forløb, blive mistænkeliggjort og slet ikke har nogen medbestemmelsesret over deres egne forløb, gør dem alle endnu mere syge. De udvikler depression og angst, og nogle af dem får endda selvmordstanker.
Det er i overensstemmelse med de meget alvorlige konklusioner på Psykiatrifonden og Sinds store sociologiske undersøgelse fra 2019 af sygemeldtes psykiske trivsel i jobcentersystemet.
Det er også lægers erfaring, bekræftede praktiserende læge, tidligere formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, Anders Beich i dokumentaren, hvor han udtalte:
“Jeg kender ikke til andre situationer, hvor folk kan blive så stressede, som de kan blive i jobcentersammenhænge. Usikkerhed, mistillid, spørgsmålstegn ved om de ressourcepersoner, der skal hjælpe en, har rent mel i posen. Dér er alle forudsætninger for at blive mega stresset. Og så lige dét, at man kan trække forsørgelsesgrundlaget væk fra én – dét fører til, at ens kropsfunktioner kommer så meget på overarbejde, så man kan blive syg af det på alle måder, både fysisk og psykisk syg af dét, der foregår.”
“Der er jo sådan et mønster af, at de oplysninger, man indhenter, de har en retning. Så hvis resultaterne ikke viser det, man ønsker, så gentager man det eller finder på nogle nye erklæringer eller prøvelser for de mennesker, som er i jobcentersystemet.”
“Mennesker har gennemgået nogle helt urimeligt lange sagsbehandlingsforløb, som ikke indeholdt ret megen sagsbehandling og ret megen afklaring, men som har gjort dem syge af sagsbehandlingen. Det er jo bizart, at man har noget, som vil afklare en funktionsevne, som så ender med at tage funktionsevnen fra folk. Og det er dét, der sker i de systemer, vi har indrettet.”
Psykisk vold og tortur
Alt i alt dokumenterer ”Håbløst arbejde”, at der ikke er nogen retssikkerhed i dette system. Nogle steder er der direkte tale om psykisk vold og tortur med stor menneskelig lidelse og håbløshed til følge. Det har været særligt alvorligt, siden daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens (S) gennemgribende reformamok og forringelser af lovgivningen af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp med ikrafttræden i 2013 og 2014 i kombination med lovgivning om refusionssatser, budgetlov og forringede økonomiaftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening hen over årene.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) og andre politikere og partier har udmeldt, at dokumentaren er ”rystende”. Ja, den er rystende! Men den viser ikke andet, end hvad tusindvis af andre sager allerede har vist i årevis uden politisk handling til følge.
Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet kræver nu forhandlinger og gentænkning af beskæftigelsespolitikken.
Hvad vil regeringen og Folketinget gøre ved den absurditet og håbløshed, som deres beskæftigelsespolitik stiller tusindvis af sygemeldte borgere i ud over det ganske land?
Hvor og hvem er de politikere og partier, der reelt vil ændre på disse konditioner, så syge fremover behandles værdigt, humant, meningsfuldt, med respekt for deres sygdomme og funktionsnedsættelser og med retfærdighed og retssikkerhed?
Sisyfos skal slet ikke behøve at skubbe sten i årevis! Det gælder i øvrigt både for de syge borgere og for de ansatte i jobcentrene: Håbløst arbejde skal man ikke acceptere.
Det burde være et af det kommende folketingsvalgs vigtigste valgtemaer.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
