Kære Kasper Grubak Jensen og Mathias Hjort Jensen.
Jeg kunne aldrig finde på at underkende psykisk lidelse og selvopfattelsen derved, men dog vil jeg kommentere på dem alligevel, og dette indlæg bør ses som en henvendelse til både Mathias Hjort Jensen og Kasper Grubak Jensen.
Som jeg ser det, er det største problem for mennesker med “psykiatriske diagnoser” ofte, at de selv tror på det psykiatriske narrativ så voldsomt meget, at de, helt frivilligt, selv lægger sig ned i “sygdomskassen”.
Strengt taget findes diagnoser ikke i “naturen”, de er opfindelser.
Og vi må huske på, at det psykiatriske sygdomsbillede, som det bliver formuleret i diagnosemanualerne, er ret statisk; det ændrer sig, ifølge den, ikke særligt meget på baggrund af en formodet defekt hjerne, der så at sige skal medicineres væk.
Dette medfører, at fremtidsudsigterne for psykiatriske patienter bliver forplumrede på grund af en “selvopfyldende profeti”: Jeg er jo syg, det er mig, der er problemet, så det er håbløst at planlægge, for min sygdom kan jo IKKE ændre sig.
Og med denne indstilling ser fremtiden dyster ud, så vil det blive svært at planlægge, og så vil det højst sandsynligt, i sidste ende, gå galt.
Og hvad er psykisk sygdom i det hele taget, ud fra et diagnostisk perspektiv?
Psykiatrien plæderer for, at det er en defekt hjerne, signalstoffer der mangler og så videre.
Dette narrativ er blevet tilbagevist mange gange. Det passer simpelthen ikke.
Hvad er psykisk sygdom så? Højst sandsynligt lidelser i bevidstheden.
Netop af denne grund er psykofarmaka ekstremt ineffektive mod psykiske lidelser; nuvel, de kan dæmpe en smule, men de fjerner ikke roden til lidelsen; derfor er de fleste psykiatripatienter blevet gjort til evighedspatienter, da de så at sige bliver holdt i lidelse.
Og der er visse – jeg medregnet – der mener, at diagnosesystemet er en social konstruktion.
Det er konstrueret af en gruppe af psykiatere, allertidligst af Johann Christian Reil, der, desværre, perverterede og patologiserede (sygeliggjorde) det menneskelige sind ved at opfinde psykiatrien i 1808.
Og hvorfor er dette relevant?
Fordi strengt taget findes diagnoser ikke i “naturen”, de er opfindelser.
Og lad mig slå fast en gang for alle: Jeg underkender ikke psykisk lidelse, som kan være yderst invaliderende, men det er et problem, når hr. Grubak Jensen frivilligt lægger sig ned i en “konstrueret” sygdomskasse, der strengt taget ikke findes.
Så kan man spørge sig selv, hvorfor gør folk det så, at lægge sig ned i denne “kasse” helt frivilligt, om jeg må spørge?
Ja, det er en helt anden diskussion, som jeg måske får lejlighed til at tage på et senere tidspunkt.
Afslutningsvist vil jeg sige, at, hvis psykiatrien skulle have en politisk “farve”, så skulle den være blå. Den peger netop fingre ad patienten og siger: Det er udelukkende dig og din hjerne, der er problemet, hvorefter den frakender alle andre deres ansvar. Ansvaret for alt er den enkeltes, et typisk neoliberalt træk.
Summa summarum: Hvis dette psykiatriske narrativ ikke modereres eller ændres, så forudser jeg, at mange patienter i fremtiden vil sidde fast i et meget dyrt og ineffektivt psykiatrisk system, der i stigende grad smitter af på patienternes selvopfattelse i en grad, så de sidder fast for livet!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.