Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Vi har aldrig før haft en parlamentarisk venstrefløj, der i så stor udstrækning har bukket under for højrefløjens dagsorden. Dette gælder for alle de væsentlige politiske problemstillinger, der spænder fra nationale politiske emner som ældrepleje, arbejdsløshed, pension og psykisk syge til internationale spørgsmål som solidaritet med Palæstina, kampen mod oprustning, NATO og EU.
Vi, alle os på den ikke-reformistiske venstrefløj, har gennem flere års interne og eksterne kampe forgæves forsøgt at holde Enhedslisten på et venstreorienteret spor.
En ægte socialistisk tilgang er åben, dynamisk og fokuseret på arbejderklassens fælles interesser.
De sidste mange måneder er flere aktivister trådt frem, som har været politisk passive i 30 år. Nu har de fået nok. De føler, at de er nødt til at engagere sig igen på grund af militarismens fremmarch i verden, som også skaber større social ulighed i Danmark.
Der cirkulerer også rygter om, at endnu en gruppe kan forlade Enhedslisten på grund af partiets stadig mere militaristiske linje, som blev tydeliggjort på årsmødet. Med sproglige finter forsøger Enhedslisten at klæde oprustning ud som omrustning – en taktik, der kunne være taget direkte ud af George Orwells roman 1984, hvor man manipulerer befolkningen med slogans som “krig er fred”.
Det giver os en historisk mulighed for at organisere og mobilisere disse politisk hjemløse kammerater i en socialistisk alliance. Men hvis vi skal spille en afgørende rolle i det, kræver det, at vi er forenede og handlekraftige.
I de sidste 10 år har vi aldrig haft mere gunstige betingelser for at lykkes med vores projekt end nu.
Kapitalismen er i krise; befolkningen vil ikke leve som hidtil, men vi har ikke en handlekraftig venstrefløj, der kan mobilisere og organisere masserne og gå i aktion. Den etablerede venstrefløj uden for Folketinget er både lille og splittet.
Med et marxistisk sprog kan vi sige, at de objektive betingelser (faktorer) for forandringer er opfyldt, men at de subjektive betingelser halter bagud. Men hvorfor?
Jeg vil her undersøge årsagerne til manglen på fælles handling blandt venstreorienterede partier og organisationer, på trods af deres fælles overbevisning om kapitalismens undergang og fordømmelsen af regeringens militarisme. Hovedfokus ligger på den “sekt”-mentalitet, der hæmmer samarbejde og samlet handling, og som i sidste ende svækker arbejderklassens kamp for frigørelse.
For venstrefløjen er udfordringen at skabe en platform, der kan forene forskellige grupper under et fælles banner. Dette kræver ikke kun ideologisk klarhed, men også en vilje til at handle kollektivt og inkluderende.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan man ved en kort gennemgang af publikationerne fra de venstrefløjspartier og -organisationer ser en stor enighed om kapitalismens uundgåelige fald. Alligevel fører denne fælles forståelse ikke til en betydningsfuld fælles handling. En af de væsentligste årsager til denne manglende enighed og fælles handling er uden tvivl sekterisme. Politik synes for nogle at være blevet reduceret til et simpelt “enten er du med os, eller også er du imod os”.
Mens de borgerlige partier, trods deres forskelligheder, forener sig og handler samordnet, når deres klasseinteresser er truet, lider de venstreorienterede partier stadig under sekterisk splittelse og har ikke formået at iværksætte en betydelig fælles indsats.
Som eksempel herpå skal det nævnes, at vores lille Danmark har to små kommunistpartier. Et andet eksempel er, at der er tre små trotskistiske grupper, der indbyrdes bekriger hinanden.
Hvis dette ikke er sekterisme, hvad er det så? Hvordan kan intellektuelle og engagerede mennesker betragte deres egen holdning som den eneste sande og samtidig splitte bevægelsen i stedet for at samle kræfterne i en stærk, forenet front for arbejderklassens interesser?
Sekteristerne på venstrefløjen agerer præcis på samme måde som en sekt. En sekt er en relativt homogen og lukket gruppe, hvis medlemmer er bundet sammen af en dyb tro på deres egen ufejlbarlighed. Sekten lover en unik sandhed og tilbyder en særlig vej til frelse for sine tilhængere. Inden for sekten er der en fælles forståelse, fælles værdier og en urokkelig loyalitet.
Dette fører til, at man ikke ser behovet for at studere historien, diskutere med andre eller tage andres synspunkter i betragtning. Tværtimod er sekteriske grupper ofte mere optaget af at kritisere og marginalisere andre venstrefløjsgrupper end at finde fælles grundlag for handling. Små taktiske og ikke-væsentlige uenigheder bliver blæst op til at være uoverstigelige ideologiske konflikter, og i stedet for at fokusere på de fælles kampe og alt det der forener os, fremhæves forskellene. “Sekt”-mentaliteten fører til splittelse i stedet for enhed, da små forskelle blæses op til uoverkommelige antagonistiske modsætninger.
Det sekteriske miljø gør, at selv medlemmer af andre marxistiske bevægelser bliver anset for at være fjender snarere end allierede.
Marx og Engels advarede mod sekterisme og understregede, at ægte socialister ikke er en særskilt gruppe adskilt fra arbejderklassen. De har ingen særinteresser og må altid sætte arbejderklassens samlede kamp over deres egne organisatoriske særpræg. En ægte socialist er ikke optaget af at prædike sin egen ufejlbarlighed, men af at engagere sig i praktisk kamp og styrke arbejderklassens bevidsthed og organisatoriske kraft.
Men det ser ud som om, at vi ikke kan tolerere hinanden eller rumme hinandens forskelligheder, selv når der er mange vigtige arbejdsopgaver på vores skuldre.
“Sekt”-mentaliteten er en alvorlig hindring for venstrefløjen. For at opnå reelle fremskridt må venstreorienterede grupper overvinde deres indbyrdes splittelse og fokusere på fælles handling. Kun gennem enhed, åbenhed og en forpligtelse til arbejderklassens interesser kan de udfordre både kapitalismen og imperialismen.
Historisk set har “sekt”-mentalitet været en gentagen udfordring for venstrefløjen globalt. Fra splittelsen mellem bolsjevikker og mensjevikker til moderne interne stridigheder i socialistiske og kommunistiske partier, har denne mentalitet ofte svækket bevægelsens effektivitet.
Begrænsede ressourcer hæmmer ofte venstrefløjens vækst og formindsker dens slagkraft. Vi må finde måder at samle ressourcer og styrke vores fælles kapacitet.
Interne magtkampe og mistillid kan underminere samarbejdet. Derfor må vi aktivt opbygge tillid og respekt gennem åbenhed, ærlighed og en vilje til at lytte til hinanden – men først og fremmest gennem fælles handlinger og aktioner.
En ægte socialistisk tilgang er åben, dynamisk og fokuseret på arbejderklassens fælles interesser.
Forskellen mellem en sekterisk tilgang og en revolutionær socialistisk holdning er afgørende. En ægte socialist ser ikke sin egen organisation som et mål i sig selv, men som et middel til at opnå arbejderklassens frigørelse.
Partiet skal være fleksibelt, dynamisk og altid orienteret mod virkelighedens udvikling. Det må ikke blive et selvtilstrækkeligt sekterisk fællesskab, men en del af den levende kamp. Marxismens styrke ligger netop i dens evne til at analysere, lære af historien og tilpasse sig nye forhold uden at miste sin revolutionære kerne.
En ægte socialist forstår, at kampen for arbejderklassens befrielse kræver handling, ikke blot ord. Man frygter ikke at begå fejl, for man ved, at det er gennem praksis, erfaring og kritisk refleksion, at bevægelsen udvikler sig.
Det er en illusion at tro, at vi kan opnå fuld enighed i en dynamisk og kompleks verden. Socialister bør lære af historiens lektioner og anerkende, at enhed ikke betyder ensretning, men snarere en fælles forpligtelse til arbejderklassens frigørelse.
Socialister bør fokusere på at forene kræfter snarere end at skabe splittelse og anerkende, at forskellige perspektiver kan bidrage til en stærkere bevægelse.
Vores fælles grundprincipper skal tydeligt vise, at vi kæmper for arbejderklassen og andre mindrebemidlede, ikke-privilegerede og undertrykte samfundsgrupper. Alt andet, der skiller os ad, skal vi være bevidste om, men vi må ikke lade det splitte os. Kun kapitalen vinder, hvis vi lader os dele.
En forenet venstrefløj kræver en fælles platform, der samler forskellige grupper. Platformen skal være bred nok til at rumme forskellige perspektiver, men samtidig have klare antikapitalistiske og antiimperialistiske mål og principper. Vi må identificere de vigtigste kampe, der forener os, og sætte dem i centrum.
Vi skal kunne enes om nogle fælles grundprincipper, der omfatter både indenrigs- og udenrigspolitiske mål. Vi kan for eksempel enes om følgende fælles grundprincipper: Vi er en ikke-reformistisk, antikapitalistisk, antimilitaristisk og fredssøgende venstrealliance, der kæmper imod nedskæringer, forringelser af velfærdssystemet. Vi ønsker, at Danmark træder ud af NATO og EU, og vi står i solidaritet med antikoloniale bevægelser i det globale syd samt med Palæstina.
På disse områder skal vi være skrappe, skarpe og gå forrest og trække resten af venstrefløjen til venstre. Det er enigheden om disse punkter, der gør os stærke.
Vi må tage vores historiske ansvar alvorligt. Vi får ikke en ny chance. Det har historien generelt – og især arbejderklassens historie – vist mange gange.
Hvis vi lader uenigheder dominere vores samarbejde, bliver vi aldrig en handlekraftig venstrealliance, der kan samle venstrefløjen.
Når vi har skabt en ikke-reformistisk venstrefløjsalliance, står vi stærkere i opbygningen af bredere alliancer, for eksempel for fred.
Arbejderbevægelsens historie viser i al sin tydelighed, at marxister i enhver historisk situation og med analyse af den konkrete magtbalance mellem klasserne har været gode til at skelne mellem det væsentlige og det mindre væsentlige. Et klart eksempel herpå er kommunisternes antifascistiske front under Anden Verdenskrig, hvor de samarbejdede med andre antifascistiske og ikke-socialistiske grupper.
Erfaringer fra Latinamerika viser, at brede alliancer mellem socialister, kommunister, fagforeninger og sociale bevægelser har været afgørende for at vinde valg og gennemføre progressive reformer.
Vores fællesskab er stærkere end vores uenigheder – lad os ikke miste det af syne!
I stedet for at fokusere på småuenigheder bør vi udnytte vores synergi. Hvert parti og hver organisation bidrager med noget unikt til kampen, og deres indsats supplerer hinanden.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
TIDEN ER NU SÅ VILD !!!!
AT MAN BLIVER NØDT TIL AT FINDE EN FÆLLES FRONT.
EN FRONT MOD EU OG NATO — OG NOGLE FLERE PUNKTER.
MÅSKE HØJST 5- 10 MEGET VIGTIGE PUNKTER.
DET ER DER JEG SER RØDT VENSTRE.
SOM KUNNE BLIVE DEN FÆLLES FRONT.
MAN KUNNE BEGYNDE VED KV 25.
TÆNKER DET– KUNNE PÅ SIGT –KUNNE BLIVE OG VÆRRE ET NYT OG RØDT ENDHEDSLISTE.
HVOR DKP – KP – PARTILØSE OG ANDRE GODE KRÆFTER KUNNE SAMLES.
TIDEN OG GROBUNDEN MÅ VÆRRE HER NU !!!!!!
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
