Læserbrev
Den catalanske uafhængighedsbevægelse har fejret 6-årsdagen for folkeafstemningen om selvbestemmelse den 1. oktober 2017 med flere aktiviteter. Catalonien havde mange gange tilbudt den spanske stat at aftale en folkeafstemning, men da den gentagne gange nægtede, besluttede Catalonien selv at organisere folkeafstemningen, og som FN’s Menneskerettighedskomité har skrevet, stemte 90 procent for uafhængighed.
Catalonien har ikke passet ind i den spanske stat i tre århundreder. Da Catalonien i 1714 blev integreret i det nuværende Spanien, der styres fra Madrid, skete det med magt. Efter en 14 måneder lang belejring faldt Barcelona. Catalonien mistede sin suverænitet, sine institutioner, og det catalanske sprog blev forbudt.
I 1842 bombede general Espartero Barcelona for at slå et oprør ned og udtalte: “Hvis Spanien skal klare sig godt, er det nødvendigt at bombe Barcelona hvert 50. år”. Og Barcelona er blevet bombet eller nedkæmpet med magt mere eller mindre hvert 50. år (1842, 1899, 1923, 1936-39 i den spanske borgerkrig og 2017 i politiets angreb på folkeafstemningen).
Catalonien ønsker bestemt ikke at være under Madrids styre, fordi vi har diametralt modsatte sociale og politiske modeller.
I dag er Catalonien ikke underlagt et autoritært regime (som med bourbonerne fra 1714 og general Franco indtil 1975), fordi Spanien blev en “demokratisk” stat fra den ene dag til den anden, uden at fascismen blev besejret. Men udplyndringen af Catalonien fortsætter. Det er et økonomisk meget dynamisk område, men det tiltrækker også mange indvandrere (20 procent af befolkningen), og det skaber mange sociale behov, som kræver mange ressourcer at opfylde. Det er det europæiske område med det største budgetunderskud (21.982 millioner euro om året, 9,6 procent af BNP). Til sammenligning er Tyskland, med 84 millioner indbyggere, det land, der bidrager mest til EU: 25 milliarder euro om året. Catalonien, med 8 millioner indbyggere, betaler 21,982 milliarder euro netto om året til Spanien. Det er et veritabelt regime af økonomisk kolonisering. Madrids politiske besættelse består i at holde Catalonien under sig, for i virkeligheden har Spanien ikke sit eget projekt, men dets eneste raison d’être er at forhindre Cataloniens og Baskerlandets uafhængighed.
I 2006 godkendte Catalonien en selvstyrestatut, der søgte at passe ind i Spanien med et minimum af anerkendelse som en nation. Teksten blev godkendt i det catalanske parlament og derefter ret modificeret i den spanske kongres, men den blev stadig godkendt af catalanerne ved en folkeafstemning. I 2010 ændrede forfatningsdomstolen så på udemokratisk vis teksten yderligere på grundlæggende punkter. Det betød det totale tab af håb om en mulig minimalt værdig tilpasning. Siden da har uafhængighedsbevægelsen afholdt massive demonstrationer år efter år, og i 2017 organiserede den ensidigt en folkeafstemning om selvbestemmelse. Den spanske regering sendte 10.000 politifolk til Catalonien for at forsøge at forhindre folkeafstemningen. På trods af politivold, som blev vist på tv over hele verden, stemte 2.286.217 mennesker med 90% for uafhængighed.
Siden da har den spanske undertrykkelse fængslet sociale og politiske aktivister, forsøgt at udlevere politikere i eksil i Belgien og undertrykt 4.400 aktivister. Efter at have fængslet 9 personer i 4 år, benådede den spanske stat dem den 22. juni 2021. Det gjorde den, fordi den vidste, at Europarådet den 23. juni ville offentliggøre en rapport, der kritiserede Spanien for at holde politiske fanger fanget. Men da de havde løsladt dem dagen før, var det, som om alt var arrangeret…
Nu, hvor EU-domstolens afgørelser er på vej, og de forventes at være ekstremt hårde mod Spanien, ønsker den fungerende præsident, Pedro Sánchez fra PSOE, at tilbyde en generel amnesti (for uafhængighedstilhængere, men også for politi og dommere) til gengæld for, at uafhængighedspartierne stemmer på ham og giver ham lov til at regere landet. Selvom Spanien ikke ønsker at omstøde de hævngerrige domme mod catalanerne, indser de, at det er i deres interesse at fjerne den ulovlige retsforfølgelse af uafhængighedsbevægelsen for at forsøge at rense deres image. Men catalanerne har ikke gjort sig alt det besvær for at blive benådet af Spanien, og 75% af catalanerne ønsker at løse konflikten med en folkeafstemning.
Europa bør droppe sin indbildske frygt: “Andre dele af Europa kunne også bede om uafhængighed…” (det samme med forslaget om officiel status for det catalanske sprog i EU: “Andre sprog kunne også bede om det…”). De burde forstå, at andre folkeslag ikke har krævet at blive uafhængige i så lang tid og med så mange mennesker (og andre folkeslag har heller ikke et sprog, der tales af 10 millioner mennesker, som ønsker at blive officielt i EU). Hver nation går sin egen vej, og Catalonien ønsker bestemt ikke at være under Madrids styre, fordi vi har diametralt modsatte sociale og politiske modeller.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
