Vinterpause i overenskomstkonflikt
Tilbage i tresserne, da jeg endnu var en purk, husker jeg min mors bekymringer. Mange blev som mine forældre grebet af frygten for en ny verdenskrig. En pjece under overskriften “Hvis krigen kommer” i 1962 pustede til massehysteriet. Pjecen var fyldt med råd til, hvordan man skulle forholde sig i tilfælde af et angreb fra de afskyelige sovjetrussere.
Uheldigvis virkede pjecen mod sin hensigt; den skulle berolige, men den blev i stedet skræmmende, ikke mindst fordi anvisningerne var svære at følge for ikke at sige nytteløse. En effektiv beskyttelse er efter en kernevåbeneksplosion umiddelbart efter og på lang sigt umulig. Tanken om, at man kan overleve en atomkrig, er dumdristig og dødsensfarlig.
Det daglige bombardement med en afgrænset og kontrolleret information indskrænker mulighederne for kritisk at skelne mellem sandt eller falsk.
Både globalt og herhjemme var der – som i dag – de, der troede, at et atomragnarok kunne overleves. Forfatterne bag en ny pjece “Hvad nu hvis” har intet lært af 62-pjecen. Denne såkaldte beredskabsfolder er produceret af organisationen Folk & Sikkerhed, der angiveligt skulle vide noget om sikkerhedspolitik.
De første danskere er begyndt at “forberede sig” ved massindkøb af dåsemad til evig opbevaring, etablering af nødtoiletter (forhåbentligt ikke radioaktive) og alskens andre nytteløse foranstaltninger, der endnu mere end i 60’erne er formålsløse, hvis atomhelvedet skulle blive en realitet.
Treårskrigen 1848-51
Men det var ikke første gang, at et massehysteri greb den danske befolkning. Under treårskrigen 1848-51 florerede et usandt rygte, der bredte sig som en løbeild. Det hed sig, at store oprørsskarer, heriblandt frigivne mordere fra fængslerne fra Slesvig-Holsten, på eget initiativ røvede, plyndrede, nedbrændte og voldtog kvinder på deres vej op gennem Jylland.
Lokalt forberedte jyske bønder sig på at forsvare sig, og værdigenstande blev bragt af vejen eller gravet ned. Og så var der 100 år senere en Hans Hedtoft, der ifølge historikeren Tage Kaarsted i påsken 1948 også lod sig gribe. På besøg hos en konservativ godsejer i Stevns befandt han sig blandt andet i selskab med en efterretningsofficer oberst M. Lunding.
Kort før daggry blev selskabet vækket af motorlarm og lysglimt fra køretøjer, hvilket foranledigede – det var ganske vist – at man troede, russerne angreb. Senere fandt man så ud af, at den megen larm skyldtes, at morgenduelige flittige stevnskarle var gået i gang med forårets såning. Det var ikke russiske tanks, man hørte, men landbrugsmaskiner.
Den slags møder man også i dag, når vor nuværende statsminister Mette Frederiksen stemmer i med det russofobiske kor i den danske presse. Dette giver en ubehagelige associationer om det tredje riges doktriner om det slaviske undermenneske.
Den fremmeste eksponent for russerhadet foruden statsministeren og andre personer er debatchefredaktør Pierre Collignon, der mener, at der er “en dyb tørst efter barbari og tyranni i store dele af den russiske befolkning”, og at der skulle være en russisk trussel. Mette Frederiksen med fråde og hadefyldte skinnende øjne udstiller sin mangel på faktuel viden. Hun påstår, at man ikke kan gå forhandlingens vej.
Undskyld, men var det ikke NATO, der ekspanderede helt over til den russiske grænse? Var det ikke USA, der begik løftebrud i 90’erne, da NATO ekspanderede ud over Oder-Neisse-grænsen. Og på trods af Ukraines brud på Minsk-aftalerne, Zelinskys trussel om at genåbne atomarsenalerne og den store ukrainske troppeopmarch, før Rusland intervenerede, proklamerer Frederiksen skingert, at man skal opruste, fordi Rusland ikke vil freden.
Glemmer hun mordbrændingen på russiske demonstranter i Odessa, folkemordet på 14.000 russere igangsat af Ukraines naziinficerede junta- og nazitropper indrulleret i den ukrainske hær siden 2014.
Ruslands gentagne og forgæves forsøg på at gå forhandlingens vej på trods af dette ignoreres af Frederiksen, der nok så kækt mener, at vi og andre europæiske lande skal forære vore våben væk til Ukraine. Dette hænger ikke helt sammen med den angivelige russiske fare, hun storskrydende proklamerer.
Undskyld, men som tidligere værnepligtig soldat mener jeg at kunne huske, at et forsvar ikke indebærer, at man forærer sine våben væk (!)
Massepsykose handler om, at en folkemasse udvikler psykologiske symptomer. Man manipuleres til at dele en fælles tro på, at der er en overhængende fare. George Orwell kaldte den slags for gruppetænkning i sit berømte værk “1984”. Fænomenet opstår, når en gruppe føler sig trygge ved flokmentalitet.
Massehysteri
Det er dybt bekymrende, at en hjemlig statsminister og ledere i Vesten fører an i skabelsen af massehysteriet. Hvis dette fænomen er til stede på begge sider i den multilaterale verden, vi lever i, skyldes krigshysteriet nok så meget det, SF’s afdøde formand Gert Petersen beskrev som en frygt på begge sider under Den Kolde Krig.
Den gensidige frygt var drivkraften bag den første kolde krig, der motiverede de to supermagters sikkerhedspolitiske tiltag. Den anden kolde krig foranlediget af Ukraine og BRIKS-landenes selvstændige kurs har genskabt dette absurde hysteri. Ingen dengang som i dag har intentioner om at angribe den anden part på grund af en gensidig frygt.
Især Rusland frygter en verdenskrig efter den forrige, der kostede 25 millioner menneskeliv. Rusland var i Sovjetperioden aggressiv i Ungarn, Tjekkoslovakiet og Afghanistan, hvilket kun er en brøkdel af de mange krige og de millioner af døde, USA siden Trumandoktrinen direkte eller indirekte er skyldig i.
Det militærindustrielle kompleks sidder på kongressens politikere, og man scorer milliarder i ekstraprofitter på grund af det krigshysteri, man lobbyerende fremmer ved at korrumpere Kongressen.
Vi er vidne til et enormt samfundsøkonomisk ressourcespild, hvor milliarder skal bruges på militært isenkram samt overdådige gaver til korrupte ukrainske oligarker og deres krigsmaskine. Den russiske frygt er velbegrundet: Lige siden 50’erne har det været USA’s aggressive strategi at svække Rusland ved at inddæmme og “balkanisere” for at få adgang til olie, gas, råstoffer og billig arbejdskraft. Den slags er økonomisk imperialisme.
Gennem informationskontrol og manipulation af oplysninger styrer man meningsdannelsen gennem løgne og fortielser. De fire apokalyptiske ryttere i Johannes åbenbaringen genfødes med Apple, Amazon, Google og Facebook og en underskov af sociale portaler, der alle puster til det massepsykotiske krigshysteri og oprustning ved brug af en sofistikeret kognitiv hjernevask befordret af hemmelige tjenesters informationskrig.
Det daglige bombardement med en afgrænset og kontrolleret information indskrænker mulighederne for kritisk at skelne mellem sandt eller falsk. Fortielsen af ukrainske uniformssymboler og flag, der indeholder det hæslige nazistiske Waffen SS’s Wolfsangel-symbol, er et eksempel på de kognitive teknikker.
Dette selvom videnskabelige demokrati-indeks fortæller os, at Ukraine før 2022 var en autoritær stat. På trods af fascistiske kendetegn manipuleres den vestlige offentlighed til at tro på løgnen om, at Ukraine var og er et demokrati, der knæsætter menneskerettigheder og frihedsidealer.
Den kognitive hjernevask er umenneskelig, fordi den tjener til at få os til at føle skyld. Hvis man ikke er enige i et tilsyneladende flertals ufejlbarlige meninger på diverse “folkelige” sociale portaler, er man udsat for et gruppepres, som de færreste kan stå imod. At CIA faktisk har et program, der fremmer den kognitive hjernevask, burde interessere en kritisk journalist.
Kritiske journalister er imidlertid så sjældne i dag, at man burde overveje at lade dem udstoppe og udstille på et museum for en for længst svunden tid i pressehistorien. Og dog – En nylig rapport skrevet af journalist Sharyl Atkisson understreger, at den amerikanske regerings propagandakampagne, det såkaldte faktatjek, er et CIA-program, der målrettet hjernevasker offentligheden. At CIA og Big Tech regulerer strømmen af oplysninger online, kommer næppe som en overraskelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
