Nej, Lasse Bertelsen, der er tydeligvis ikke ro på bagsmækken i Malerforbundet. Det bevidner din artikel, bragt i Arbejderen den 11. oktober 2024, meget klart.
Til en start er jeg meget interesseret i at høre, hvilke “i hvert fald fire valgte forbundsledere”, der har valgt at trække sig?
Nu sidder jeg ikke med lønstatistikker fra de sidste 20 år, som jeg formoder, du gør med den udtalelse, men personligt tjener jeg mere nu end for bare fire år siden.
Jeg er dog enig i, at lønnen gerne må blive væsentligt højere, men er det alene forbundets skyld? Er det ikke også, og måske i højere grad, den manglende forhandlingsvilje og manglende brug af akkordsystemet og overenskomst fra vores kollegaers side, der er med til at trykke løn og vilkår? Som jeg ser det, må det være en fælles indsats fra både forbundet og dets medlemmer.
Det forbundshus, vi taler om, er en beslutning, der er vedtaget på demokratisk vis i Hovedbestyrelsen. En beslutning truffet den 20. december 2023.
Dit næste punkt omhandlende valgene, der fandt sted den 5. oktober 2024. Hvorfra ved du, hvordan medlemmerne fra Midtjyllands delegation stemte? Mig bekendt var der kun én afdeling, der tog talerstolen og bekendtgjorde, at hele afdelingen stemte på en bestemt kandidat. Delegationen fra Midtjylland kom i hvert tilfælde ikke med et bundet mandat, det vil jeg skrive under på.
Desuden, nu vi er ved det, hvordan kan du så påstå, at afdelingerne Midtjylland, Fyn-Jylland Syd og Sjælland i samlet flok satte deres kryds ved Paw Jensen, når du nærmest i samme sætning påpeger, hvor tæt valget endte med at blive? Sig mig, Lasse Bertelsen, er kæden da hoppet helt af? For hvem skulle i så fald have stemt på Danny Pedersen? Helligånden?
De såkaldte aktive tillidsfolk fra Nordjylland og København kunne vel næppe trylle alle de stemmer frem af den rene luft? I øvrigt et pudsigt udtryk, når man tænker på, at langt de fleste i forsamlingen var aktive tillidsfolk. Er det spin, Lasse? Nå, men det kan man så selv vurdere.
Så fortæller du om et luksusbyggeri og en tillidsmand, der stiller op i trods. Jeg bifalder i allerhøjeste grad, at man får talt om tingene. Uenighed og debat fremmer forståelse og viden og udvider perspektiver, skulle man tro. Men at stille op på dagen på blot sit ry og rygte, uden nogen form for benarbejde, valgturné, kald det hvad du vil, er mildest talt useriøst. Det viste sig da også klart på tallene, at ryet og rygtet og den åbenlyse useriøse tilgang var en sag dømt til at mislykkes.
Du kalder det et luksusbyggeri? Nu har jeg af gode grunde ikke ved selvsyn konstateret de mange swimmingpools og biografsale, du må hentyde til med dit ordvalg. Så jeg må bare vælge at tro dig. Sikke en skandale! Men hvis der bliver påstået, at det er dumt at investere, jeg gentager, investere i fast ejendom, så må kæden være hoppet af et eller andet sted.
Jeg er langt fra økonomisk vismand eller Cepos-aspirant, nærmere tværtimod, men jeg har dog lært, at det at investere i fast ejendom er bedre end at pisse pengene ud til husleje. Sat på spidsen, er der vel en grund til, at de rige ejer, og fattige lejer? Nu du siger, vi kører med store underskud, vil jeg lige minde om, at det i bedste fald er en sandhed med modifikationer, hvilket jeg er sikker på, du godt er klar over. Vi har trods alt samme mulighed for at indhente oplysninger.
Og Lasse, det forbundshus, vi taler om, er en beslutning, der er vedtaget på demokratisk vis i Hovedbestyrelsen. En beslutning truffet den 20. december 2023. Så jeg forstår med bedste vilje ikke, hvorfor man ikke bakker op om beslutningen frem for at ævle løs om det.
Virker demokratiet kun, når Københavns bestyrelse er enige? Eller virker det slet ikke? Eller burde Københavns bestyrelse være utilfredse med deres repræsentanter i Hovedbestyrelsen, nu hvor de ikke har formået at overbevise flertallet om bestyrelsens holdninger? Det kan I jo vurdere internt.
Flertallet. Demokrati. Fine begreber, ikke sandt?
Så nej, der er ikke ro på bagsmækken. Ikke så længe vi skal blive ved med at debattere gamle beslutninger i stedet for at arbejde mod et fælles mål, uanset om man er enig med flertallet eller ej.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.