Folkering om Christiansborg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Efter mere end tre års ventetid har regeringen endelig præsenteret sin Handlingsplan mod racisme. Men i stedet for at tage et bredt og ordentligt opgør med diskrimination i Danmark præsenteres vi for en plan, der er så smal i sit fokus, at den efterlader et indtryk af symbolpolitik snarere end reel handling. Mest påfaldende er, at islamofobi ikke nævnes én eneste gang, på trods af at muslimer er den religiøse gruppe, der er mest udsat for hadforbrydelser i Danmark.
Det er afgørende, at planen anerkender virkeligheden, for at den kan være … effektiv.
Frie Grønne fremsatte som de første et beslutningsforslag i 2021, som pålagde regeringen at udarbejde en national handlingsplan mod racisme. Men det, vi har fået, er en tynd kop te uden konkrete initiativer til at bekæmpe den voksende racisme og diskrimination, der igennem de sidste mange år er blevet stadig mere tydelig og accepteret i Danmark.
Allerede i planens forord udvandes troværdigheden, når det nævnes, at “racisme kan ramme alle – både etniske danskere og minoriteter”. Denne symmetriske fremstilling overser den ulige magtdynamik, som racisme bygger på, og det faktum, at racisme ofte rammer minoriteter. Det er afgørende, at planen anerkender virkeligheden, for at den kan være målrettet og effektiv.
Desuden handler racisme ikke om, hvorvidt man “tager danske værdier til sig”, hvilket der også lægges vægt på i forordet – det handler om strukturel diskrimination og fordomme, som vi som samfund har et ansvar for at bekæmpe uanset ens forudsætninger for at tilpasse sig samfundets normer.
Det er positivt, at planen sætter fokus på diskrimination af grønlændere og tiltag for at bekæmpe antisemitisme, men hvorfor begrænse handlingsplanen så snævert? Hvor er de målrettede tiltag mod islamofobi, diskrimination af muslimer, sorte og personer med mellemøstlig baggrund?
Når muslimer er den religiøse gruppe, der oftest rammes af hadforbrydelser i Danmark og lægges mest for had i både den offentlige og politiske debat, er det dybt problematisk, at handlingsplanen hverken nævner islamofobi eller muslimer med ét eneste ord.
Hvordan kan en seriøs indsats mod racisme ignorere diskrimination af en af samfundets mest udsatte grupper og den største religiøse minoritetsgruppe i Danmark? Racisme er et bredt problem, der rammer mange grupper i samfundet. Derfor burde planen også være langt mere omfattende.
Entydig definition mangler
Regeringen undviger at komme med en klar definition på racisme af frygt for at udvande begrebet. Men argumentet om, at “ikke alting er racisme”, risikerer at ignorere de skadelige former for strukturel og hverdagsracisme, der gennemsyrer vores samfund, og som netop bagatelliseres med den slags retorik. En klar definition vil skabe bedre pejlemærker og et stærkere fundament for målrettede indsatser, der kan bekæmpe racisme effektivt. Uden en præcis forståelse risikerer vi, at kampen mod racisme forbliver vag og ineffektiv.
Regeringen gør desuden klart, at det “ikke er racistisk at ønske sig en stram udlændingepolitik”. Men når den stramme udlændingepolitik systematisk rammer og diskriminerer specifikke grupper i samfundet, er det nødvendigt at anerkende de diskriminerende konsekvenser. Selvfølgelig er det legitimt at føre udlændingepolitik, men det fritager ikke regeringen for kritik, når politikken i praksis bidrager til diskrimination og stigmatisering af minoriteter.
Strukturel racisme overses
Flere af planens initiativer fokuserer på oplysning og dialog, men de adresserer ikke de konkrete og daglige udfordringer, som mange minoriteter oplever. Når Fatma og Ahmed skal sende 52 procent flere ansøgninger end Camilla og Morten for at blive kaldt til jobsamtale, selv om de har samme kvalifikationer, og når personer med mellemøstlige navne har mindre chance for at få en lejebolig end personer med danske navne, peger det på et strukturelt problem, der ikke kan løses gennem dialog alene, men som kræver lovgivning og regulering, der sikrer, at minoriteter ikke diskrimineres på arbejdsmarkedet og boligmarkedet.
Ligeledes er et frivilligt kursus for dørmænd ikke nok til at bekæmpe diskrimination i nattelivet – det skal være obligatorisk, hvis vi skal sikre, at de dørmænd, der har mest brug for kompetenceudvikling, rent faktisk deltager.
Det er også uklart, hvordan regeringen vil måle effekten af initiativerne. Uden klare og målbare indikatorer risikerer vi, at indsatsen forbliver symbolsk og uden reel effekt. Samtidig ignorerer regeringens handleplan den racisme og diskrimination, som mange minoritetsborgere oplever i mødet med politiet.
Selv om nogle af initiativerne sigter mod at styrke politiets forståelse af racisme, adresserer planen ikke de grundlæggende problemer i politiets praksis, især når det gælder etnisk profilering, der ikke kun bidrager til den strukturelle racisme i politiets arbejde, men også skaber en urimelig følelse af ikke at være ligeværdige medborgere.
Brug for en reel plan der beskytter alle
Regeringens handlingsplan er langt fra tilstrækkelig. En effektiv indsats mod racisme kræver mere end symbolpolitik – det kræver en grundlæggende anerkendelse af, at racisme er strukturelt forankret i samfundet, og at alle former for diskrimination skal anerkendes og bekæmpes.
Islamofobi er en udbredt realitet i Danmark, og det er uacceptabelt, at regeringen vælger at se den anden vej. Hvis regeringen virkelig ønsker at skabe et samfund med lige muligheder for alle, må den levere en helhedsorienteret strategi, der ikke kun anerkender racisme i al dens kompleksitet, men også forpligter sig til konkrete handlinger. Alt andet er blot symbolsk politik, der svigter de borgere, der har allermest brug for reel beskyttelse og forandring.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
