Kollektiv ret over ressourcer og et liv i pagt med naturen
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
“Der har altid været neurodiverse børn og børn med udfordringer. De har bare tidligere i langt højere grad kunnet trives i folkeskolen”, udtaler næstforperson i LFS Jan Hoby i det seneste nummer af LFS Nyt, Socialpædagogernes blad.
Mon ikke afskaffelsen af 10. klasse og den to-årige HF samt hævede karakterkrav vil presse børn og unge yderligere? Det tror jeg.
I artiklen tilføjer Hoby, at han ikke køber tanken om, at der reelt er et stigende antal børn med særlige behov.
“Det er den skole, der er kommet efter folkeskolereformen, der sammen med alt for store børnegrupper og klasser har sat skub i eksklusionen fra folkeskolen”, mener han. Det er jeg enig med ham i.
Mindre rummelig skole
I tandem med reformen er den abstrakte tænkning desuden rykket helt ned på mellemtrinnet, selv om mange mellemtrinsbørns hjerner ikke kan kapere det.
Man arbejder meget mere proces-, projekt- og problemorienteret i skolen end tidligere, hvilket især mange børn med diagnoser som autisme ofte slet ikke dur til. Og eleverne lærer ting i folkeskolen i dag, som min generation først lærte i gymnasiet.
På nogle områder var folkeskolen således mere rummelig i 80’erne, 90’erne og 00’erne, og mange børn kæmper derfor med den moderne folkeskole. Noget jeg har oplevet både som tidligere lærer og nuværende forælder.
Ikke mindst siden inklusionsreformen i 2012 og folkeskolereformen i 2013, med deres fokus på inklusion men også længere skoledag, klare mål og fagligt niveau, så “alle elever får mulighed for at udfolde deres potentiale fuldt ud, så vi kan klare os i den stigende internationale konkurrence”, som der stod i sidstnævnte aftale.
Altså at børnene skal være midler for andres målstyrede undervisning og økonomiske tænkning i stedet for mål i sig selv.
Nedadgående trivsel
I folkeskolereformaftalen kan man også læse, at elevernes trivsel skal øges, og at “trivslen i folkeskolen skal styrkes”. Men sådan er det ikke gået.
En rapport fra Børne- og Undervisningsministeriet fra 2022 fastslår, at andelen af elever med særlige behov i almenundervisningen er faldende. Skolebørnsundersøgelsen fra samme år viste, at andelen af danske børn i 5., 7. og 9. klasse med høj livstilfredshed er faldet betydeligt siden årtusindskiftet, særligt markant fra 2018.
Næsten hver fjerde kan ikke lide skolen, og andelen stiger med alderen. Næsten en tredjedel af eleverne føler sig desuden meget eller noget presset af skolearbejdet.
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd VIVE’s rapport om børn og unges velfærd og trivsel fra 2022 konkluderer på samme vis, at trivslen og skoleglæden blandt børn og unge er faldende.
“Over tid oplever flere, at det er svært at koncentrere sig i timerne […] Vi peger på, at folkeskolereformen, lov om inklusion samt den senere covid-19-pandemi kan være mulige forklaringstyper på de observerede ændringer”, tilføjer VIVE i rapporten.
Ikke til at holde ud
Samme år skrev Dansk Psykologforenings forperson en kronik med budskabet om, at vi har skabt et samfund, som mange unge ganske enkelt ikke kan holde til.
“Folkeskolereformens ambitioner om, at børnene skal blive endnu dygtigere, samtidig med inklusion af flere børn med særlige behov har bidraget til, at det for mange børn er blevet sværere at gå i skole”, pointerede Dea Seidenfaden i kronikken.
Dette underbygges af en VIVE-rapport fra 2024, der slog fast, at et stigende antal elever med særlige behov har brug for støtte i folkeskolen til alt fra at kunne deltage i faglige ting og gruppearbejde til at håndtere vredesudbrud eller undgå social tilbagetrækning.
For børn med særlige behov trives nemlig dårligere end deres klassekammerater, og skolerne har mange udfordringer med at sikre en ordentlig skolegang for denne børnegruppe.
Og dette har tydelige konsekvenser. Inklusionsundersøgelser fra Autismeforeningen viser en stigning i antallet af elever med autisme, der har ufrivilligt skolefravær. I 2024 var tallet oppe på 46 procent, og mere end hver femte elev med autisme havde været væk i mere end et år.
Har lovet lighed og inklusion
Danmark har ellers ratificeret Handicapkonventionen, hvor der står, at “børn med handicap ikke udelukkes fra gratis og obligatorisk grundskoleundervisning”. Samt at undervisningen skal være “af høj kvalitet på lige fod med andre i det samfund, hvor de bor”.
Danmark har også tilsluttet sig Salamanca-erklæringen, hvor der står, at de elever, “der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn”.
Og i den nationale handicappolitiske handlingsplan fra 2013 står der desuden, at den daværende regering vil “arbejde for et inkluderende samfund præget af mangfoldighed, ligeværdighed og respekt for forskellighed”. Samt at “det er en grundværdi for folkeskolen, at den skal være indrettet, så der er plads til alle børn i fællesskabet”.
Forudsigelighed og struktur
I oktober fik Danmark kritik af FN’s Handicapkomité. Blandt andet for at vores såkaldt inkluderende undervisning er mangelfuld og har ført til skolevægring hos især elever med handicap.
Er det ikke på tide, at de offentlige instanser, der bestemmer over retning og resurser på skoleområdet, lever op til, hvad de har lovet, og skaber en folkeskole, som giver plads til såkaldt neurodiverse børn og børn med udfordringer? Altså i virkeligheden og ikke bare på papiret?
Og at de samtidig sikrer, at de elever, der ikke kan rumme skolens nuværende proces-, projekt- og problemorienterede undervisning, støj og store klasser, får et andet, mere passende tilbud?
Både vellykket inklusion og specialskoleplacering afhænger af, at elever med særlige behov imødekommes både fagligt og socialt, konkluderede en rapport fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, Aarhus Universitet, om inklusion, trivsel og selvværd, der blev udgivet i året, hvor folkeskolereformen blev indført.
“Skab forudsigelige og strukturerede læringsmiljøer”, opfordrede Autismeforeningen og Børne- og Undervisningsministeriet til, i et faktaark om inkluderende læringsmiljøer fra 2020. Det kunne være en start.
Rummelighed for alle
Uanset kunne det jo vise sig, at en reelt mere rummelig skole både gjorde, at man kunne fastholde flere neurodiverse børn i folkeskolen, og samtidig gjorde noget godt for de mange “almindelige” børn, som der fokuseres meget på for tiden. Som jo også i pænt stor stil mistrives i folkeskolen.
Helst og især for børnenes aktuelle trivsels skyld. Men også fordi mistrivsel og højt skolefravær giver dårligere resultater ved folkeskolens afgangsprøve og dermed dårligere muligheder for børnene senere i livet.
Når man ser på Trivselskommissionens fokus på smartphonedebut, fritidsaktiviteter og forældreansvar og ikke folkeskolens rolle i mistrivslen samt Folketingets reform af ungdomsuddannelserne, er jeg dog ikke optimistisk. For mon ikke afskaffelsen af 10. klasse og den to-årige HF samt hævede karakterkrav vil presse børn og unge yderligere? Det tror jeg.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
