Tak til Anders Bjerre Mikkelsen for svaret. Uenigheden står stadig et enkelt sted: Skal klimapolitik måles på hensigter – eller på globale resultater og samfundsøkonomisk holdbarhed?
Hvis man anlægger et samfundsøkonomisk og – ja – produktivkraftmæssigt perspektiv, er energi ikke blot et miljøspørgsmål. Det er grundlaget for al værdiskabelse. Billig og stabil energi er forudsætningen for industri, transport, fødevareproduktion og dermed velfærd. Når energipriser bevidst presses op gennem regulering og subsidier, rammer det ikke “kapitalen” først. Det rammer husholdninger og arbejdspladser.
En klimapolitik, der gør energi markant dyrere uden at ændre de globale tal væsentligt, risikerer at ramme de svageste hårdest og samtidig svække det økonomiske fundament.
En dyr, detailstyret energiomstilling fungerer i praksis som en regressiv omfordeling. Højere el- og varmepriser æder en langt større andel af en lav indkomst end af en høj. Hvis målet er social retfærdighed, bør man være særligt varsom med at føre politik, der systematisk gør basale fornødenheder dyrere.
Ser vi globalt på det, er Kina centralt. Kina investerer massivt i sol, vind og elbiler. Men de bygger samtidig kulkraft i stor skala. Deres vedvarende energi erstatter ikke kul – den supplerer et voksende energiforbrug. Det samlede energisystem vokser, fordi økonomien vokser. Kulforbruget falder ikke tilsvarende.
Dertil kommer finansieringen. En betydelig del af den kinesiske grønne ekspansion – både i infrastruktur, elbiler og VE-kapacitet – er sket gennem kredit og statslig gældsopbygning. Det kan accelerere udbygningen i en periode, men gældsfinansieret kapacitetsopbygning har historisk en grænse. Når kreditstramninger eller økonomiske korrektioner sætter ind, bremses tempoet. Energipolitik, der hviler på permanent gældsekspansion, er ikke strukturelt stabil.
Det ændrer ikke fysikken. Klimaet reagerer på globale udledninger. Hvis Europa reducerer sin produktion, mens Kina og andre vækstøkonomier fortsætter med at øge deres samlede energiforbrug – herunder kul – bliver den globale effekt begrænset. I værste fald flyttes produktion blot til områder med højere emissionsintensitet.
Her må man stille det nøgterne spørgsmål: Hvad får vi for pengene?
Hvis omstillingen koster mange procent af BNP årligt her og nu, mens de forventede klimaskader er betydeligt lavere og først kommer om årtier, er det givet, at vi skal skynde os langsomt. En strategi, hvor man undgår de dyreste og mindst effektive tiltag, mens man lader teknologisk udvikling og produktivitetsvækst gøre arbejdet billigere over tid, kan være økonomisk og socialt mere ansvarlig.
Historisk er miljøforbedringer fulgt med velstand og teknologisk fremskridt – ikke med bevidst nedbremsning af produktion. At sikre, at produktivkræfterne kan udvikles så hurtigt som muligt, styrker både innovation og tilpasningsevne. Svækkes de, svækkes også evnen til at håndtere klimaforandringer.
Debatten bør derfor ikke handle om moralsk signalværdi, men om proportionalitet, global effekt og social retfærdighed. En klimapolitik, der gør energi markant dyrere uden at ændre de globale tal væsentligt, risikerer at ramme de svageste hårdest og samtidig svække det økonomiske fundament.
Det er ikke klimaskepsis. Det er realisme.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
