Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Jeg har altid syntes, det var hyggeligt at gå i Fælledparken og drikke en øl den 1. maj. Men i år har jeg i stedet fejret dagen ved at lave ubetalt arbejde med at skrive dette indlæg og lave grafik til. For med årene har jeg desværre måttet sande, at jeg mest er taget ud for at samles under de røde faner på grund af nostalgi, mere end fordi jeg egentlig føler, at fagforeningerne gør noget for mig som prekær arbejder. Prekære arbejdere – eller det man med et fint ord kalder prekariatet – er den store, usynlige klasse, som er svær både at forklare og at forstå; først og fremmest fordi det eneste, der forener os, er den manglende sikkerhed i vores arbejdsliv.
Prekariatet går på tværs af de eksisterende klasser, sådan som vi kender dem, og det udfordrer den danske model, som plejer at dele folk op i arbejdsgiver og arbejdstager. Fagforeningerne har sovet i timen og har ikke formået at tage udfordringerne for de prekære arbejdere seriøst. Det er ikke bare usolidarisk, det er også undergravende for den arbejdsmarkedsmodel, vi har her til lands. Det er simpelthen uforsvarligt at blive ved med at ignorere denne nye virkelighed, som har ramt os i kølvandet på globaliseringen og digitaliseringen.
Det er på tide, vi overvejer en ny version, som erstatter de eksisterende overførselsindkomster – en borgerløn uden modkrav.
Stine Linnemann
På det seneste har der været en del skriverier i både Fagbladet 3F og i Politiken om Nemlig-dot-com og de tvivlsomme og prekære arbejdsforhold, de tilbyder deres arbejdere. Jeg har fulgt dækningen tæt, ligesom jeg løbende følger med i, hvad der sker blandt Wolt-budene, der kører ud med takeawaymad. Det er ikke længe siden, de strejkede i forbindelse med yderligere forringelse af deres allerede utroligt usikre arbejdsforhold, som det lykkedes dem at skabe lidt opmærksomhed omkring i medierne.
Arbejderne hos Nemlig-dot-com og Wolt er en del af prekariatet, men det er vigtigt at huske, at de prekære arbejderes grundvilkår – økonomisk usikkerhed og uforudsigelighed – gør sig gældende for en bred vifte af folk i dag:
- Migrantarbejderen
- Den ufaglærte vikar
- Den projektansatte akademiker
- Mere eller mindre ufrivilligt selvstændige
- Kunstnere og kreative typer
- Selv velbetalte konsulenter er prekære
Ovenstående typer er blot nogle eksempler for at konkretisere, hvor bredt og varieret feltet er. Pointen er, at vi i dag har mindst 500.000 atypisk ansatte, som er en del af prekariatet – og det tal er vel at mærke fra 2015. Det svarer til en femtedel af arbejdsstyrken i dag, men tallet er højst sandsynligt meget højere. Derfor er vi i den grad nødt til at begynde at snakke om det her. Det er vildt, at vi har et politisk landskab, som i så høj grad bare ignorerer det her.
Nye udfordringer kræver nye løsninger
Det er ikke et problem, der går væk af sig selv, og det er en udfordring, som passer utroligt dårligt sammen med den danske model. Som jeg ser det, bærer vores understøttelsessystem præg af, at det er bygget op omkring en idé om, at hvis man er selvstændig, så er man rig og har ikke brug for hjælp. Sådan ser virkeligheden bare ikke ud. Derfor står mange med et højt stressniveau på grund af økonomisk usikkerhed og et lavt indkomstniveau uden ret til at kunne få hjælp. Som systemet er skruet sammen nu, skal man som prekær arbejder falde helt, helt ned på bunden, før man kan få en håndsrækning fra samfundet. Mon ikke det er derfor, at ikke færre end en tredjedel (!) af alle selvstændige tjener mindre end en kontanthjælp?
Vi står i et helt nyt arbejdsmarkedslandskab, og nye udfordringer kræver nye løsninger. Prekariseringen er et strukturelt problem; altså et problem der handler om, hvordan vi organiserer vores samfund. Strukturelle problemer kræver strukturelle løsninger, og jeg tror på, at borgerløn er løsningen: En fast overførselsindkomst til alle – uden modkrav – som erstatter de eksisterende overførselsindkomster. Alle som i alle. På engelsk kalder man det ofte for “universal basic income” [universel basisindkomst], men borgerløn er et dejligt simpelt ord, som egentlig siger det hele meget fint: Alle borgere i vores land skal have råd til at kunne leve.
Samfundet er vores til at indrette, som vi finder bedst, og jeg tror på, at det er blevet tid til, at vi får os en alvorlig snak om den danske model. Det er på tide, vi overvejer en ny version, som erstatter de eksisterende overførselsindkomster – en borgerløn uden modkrav. Den nøjagtige udformning af borgerlønnen, overgangen til den og ikke mindst finansieringen af den er selvsagt et helt nyt og komplekst felt, som skal undersøges og overvejes grundigt. Men helt sikkert er det, at intet sker, uden der er en vilje til forandring. Og jeg ved ikke med jer? Men jeg er ved at være godt mør.
Glædelig 1. prekære maj.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
