Kære palæstinavenner, kære demonstranter!
Tak for at I bliver ved med at møde op og protestere.
Det er nødvendigt, at I gør det, for vi skal stoppe terror, folkemord og fordrivelse.
Og det er modigt, at I gør det, for nu sætter regeringen politi og domstole ind mod folk, der udtrykker noget, de kan opfatte som terrorstøtte.
Men det er de forkerte steder, regering og politi leder efter terrorstøtte.
Det er ikke os, der støtter terror. Vi protesterer mod terror. Det er regeringen, med Mette Frederiksen i spidsen, der støtter terror.
Det vigtige er at sige: Stop terroren mod civile! Det vil Danmarks regering ikke kræve. Det er skammeligt.
Politikerne konstaterer, at Israel har lov til at forsvare sig, og så må man acceptere, at der ryger nogle palæstinensere med i købet.
Dermed forsvarer de Israels terror.
Politikerne nævner sjældent, at et undertrykt og besat folk har ret til modstandskamp. Og de siger slet ikke, at så må man acceptere, at der ryger et par israelere med en gang i mellem.
Det skal de heller ikke sige.
Det vigtige er ikke at konstatere, at en stat har lov til at forsvare sig, og at et undertrykt folk her ret til frihedskamp.
Begge dele er rigtigt, men det vigtige er at sige: Stop terroren mod civile! Det vil Danmarks regering ikke kræve. Det er skammeligt.
Terroren mod civile er primært rettet mod palæstinenserne.
Nu sker det ved terrorbombning og udsultning af Gaza.
Både før og efter 7. oktober skete det ved, at militante bosættere med beskyttelse af hær og politi angreb, dræbte, chikanerede og fordrev civile palæstinensere på Vestbredden.
Terror et ifølge den danske ordbog: Voldshandlinger eller trusler herom, som nogen iværksætter for at sprede skræk og frygt i en befolkning eller for at opnå et bestemt politisk eller religiøst mål.
Israel begår statsterror for at fordrive palæstinenserne.
Men sådan fremstilles det ikke i pressen. Dansk TV og presse viderebringer dagligt terrorstaten Israels propaganda.
Er det ikke naivt, når vi siger stop terroren?
Vil de ikke blive ved med at slå hinanden ihjel?
Er konflikten ikke uløselig?
Nej. Der er en vej til fred.
Der er en mulighed for at stoppe generationers fjendskab og nå frem til en fred med rettigheder til både jøder og palæstinensere.
Det er ikke let. Det kræver, at begge parter først indser, at det er den eneste eller den bedste mulighed.
Vi har set i Sydafrika, at en håbløs konflikt, som alle mente ville ende i et blodbad, faktisk blev løst stort set fredeligt.
De hvide havde alle våbnene, så et oprør kunne ikke vinde, men ville blive slagtet i et stort blodbad.
De hvide var i håbløst mindretal, og i resten af verden var der en massiv modstand mod apartheidstyret, så de hvides herredømme kunne ikke fortsætte. De hvide kunne ikke vinde, men se frem til at miste alt i et kommende oprør.
Ingen af parterne kunne se en mulighed for at sejre.
Det var forudsætningen, da Mandela og de Klerk indså, at fred, forsoning og lige rettigheder til alle var den bedste løsning for begge parter og den eneste løsning, man kunne overleve i.
Sådan er forudsætningerne ikke i Israel. I Israel tror regeringen og de militante bosættere på, at de med terror og overgreb kan fordrive palæstinenserne. Og så længe de tror på det, fortsætter konflikten.
Vi må ændre forudsætningerne. Troen på, at Israel kan lykkes med at fordrive palæstinenserne, findes kun, fordi USA og nogle få andre stater ubetinget støtter Israel og accepterer eller direkte støtter terroren mod palæstinenserne.
USA og desværre også Danmark må presses til at stoppe deres støtte til apartheid- og terrorstaten Israel.
Når det sker, ændres forudsætningerne. Så kan zionister og bosættere ikke længere tro på, at de kan fordrive palæstinenserne.
Så bliver fred, forsoning og lige rettigheder til alle både den eneste løsning og den bedste løsning for begge parter.
Fred, forsoning og lige rettigheder er muligt, men det kræver, at støtten til Israel stoppes.
Stop terror, folkemord og fordrivelse!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér