Politik har altid handlet om at træffe beslutninger til gavn for danskerne. Det gør det stadigvæk i dag. Men politik handler også om at vælge side. At stå op for det man tror på. En indre politisk indignation med konstant vokseværk. Noget der spirer helt indefra. For de trufne politiske beslutninger er ikke gode for alle danskere.
Det synes efterhånden lang tid siden, tanken og ideen om strukturelle ændringer i samfundet til gavn for det brede flertal af befolkningen, og lønmodtagerne for alvor var på dagsordenen. Hvor vi varetog interesser for det brede flertal i Danmark. De tider synes desværre at være forduftet.
Folk rykker sammen i et kriseramt samfund med høj tillid, mens folk snyder og bekæmper hinanden i et kriseramt samfund med lav tillid.
Socialdemokratiets stort anlagte efterkrigstidsprogram Fremtidens Danmark fra 1945 indeholdt blandt andet styrkelse og udbygning af vores stærke velfærdssamfund. Elementer, hvor vi sammen genfandt troen på at kunne lave vidtrækkende reformer – med en grundforudsætning om økonomisk retfærdighed. Det var lige præcis i denne historiske tid efter Anden Verdenskrig, der var behov for nye positive idéer for et nyt og friere Danmark i kølvandet på Tysklands resignation.
Det er dog efterhånden mange årtier siden, den politiske resonans var at udbygge det sociale sikkerhedsnet og sikre en høj grad af lighed i samfundet.
Tallene lyver ikke. Hver tredje barn, der vokser op blandt den fattigste femtedel af landets familier, ender selv i den fattigste femtedel af befolkningen som voksen. Et tal der har været stigende siden år 2000. Derfor er det bekymrende, at den rigeste procent af danskerne siden 2010 har oplevet en stigning, der er tre gange så stor som årsindkomsten for de fattigste. Alt imens den rigeste procent af danskerne nu runder en årsindkomst på næsten 1,5 millioner kroner efter skat, er de fattigste 10 procent blevet fattigere gennem finanskrisen og må i dag leve for en årsindkomst på cirka 90.000 kroner efter skat.
53.000 børn under fattigdomsgrænsen
Her taler vi om et skred i den veludviklede nordiske velfærdsmodel. Den slår revner og er markant udfordret. Derfor er det også beskæmmende, at vi i år 2023 har 53.000 børn, der vokser op i Danmark under fattigdomsgrænsen. Stadig flere danskere tegner private sundhedsforsikringer som konsekvens af, at skiftende regeringer har underfinansieret den offentlige sektor markant de sidste to årtier. Det er dog langt fra alle, der har de økonomiske ressourcer til at købe tilvalgsydelser. Sådan et scenarie vil skabe et A- og B-hold og øge uligheden i sundhed på sigt.
Det vi forsømmer her, er at løfte børn ud af fattigdom. Det kan direkte oversættes til en chance i ulighed i samfundet, da to børn fra fødsel er givet forskellige muligheder i livet baseret på den sociale arv, der videregives af deres forældre. Børnene, der lever under fattigdomsgrænsen, betaler med deres muligheder senere i livet.
Den sociale mobilitet er høj i Danmark sammenlignet med andre vestlige lande.
Men de økonomiske forskelle og den stigende ulighed splitter vores samfund. Derfor må klassekampen heller ikke dø ud. Vi må insistere på fortsat at italesætte klassekampens eksistensberettigelse, i takt med at direktøren og chefjuristen bliver endnu rigere, mens kasseekspedienten og førtidspensionisten bliver stadig fattigere.
Den liberalistiske resonans ville som modstykke være at sige, at den rigeste promille med dygtighed, flid og hårdt arbejde har fortjent den eksorbitante velstandsstigning. Men det er vigtigt at forstå, at arbejdskraft er en udbyttet position, som genererer økonomi og overskud, hvor multinationale virksomheder kan trække udbyttet ud til aktionærerne på bekostning af lønmodtagerne. Placer en direktør på en øde ø – så ville vedkommende aldrig kunne opbygge en milliardformue. De store stigninger i formuer, vi har set til den rigeste del af danskerne, skyldes i høj grad passive investeringer i blandt andet aktier og boliger, der har givet store gevinster. Så fortællingen om, at den rigeste ene procent af danskerne arbejder hårdere end gennemsnittet, er et fatamorgana.
Utallige studier har vist, at mere ulige lande klarer sig langt dårligere økonomisk i den internationale konkurrence med andre lande. Især de vestlige lande. Kriminaliteten stiger, sammenhængskraften skades, og tilliden til hinanden falder. Det skyldes blandt andet, at tilliden er højere i mere lige lande. En tillid der beskytter os i hverdagen – og i krisetider. Folk rykker sammen i et kriseramt samfund med høj tillid, mens folk snyder og bekæmper hinanden i et kriseramt samfund med lav tillid. Derfor vil det at satse på større lighed som vej til større tillid for et rigt vesteuropæisk land som Danmark være en bedre vej end at satse på mere vækst i personlig og national indkomst.
Stærke kræfter på den danske venstrefløj bør kigge mod USA, hvor senator Bernie Sanders med stor succes har skabt et positivt kollektivt “vi ” – en kampagne, der har formået at engagere en stor gruppe amerikanere med et progressivt politisk indhold, der vil omslutte og ende de store uligheder i ejendom, velstand og magt i samfundet. Med udgangspunkt i klassebegrebet har man formået at formulere og udvikle en ny forståelse for, hvad progressiv socialisme betyder ved indgangen til 2024. Det er substantielt – især med tanke på de mørke skyer, der trækker sig ned over dele af Europa som en dyne. En højredrejning i Italien med Giorgia Meloni, jordskredsvalget i Holland med Geert Wilders som den helt store sejrsherre og hardlineren Victor Orban i Ungarn.
Pilskæv skattereform
Derfor er det også helt forkert, når regeringen vælger at gennemføre en pilskæv skattereform, hvor man vil øge beskæftigelsesfradraget, både procenten og det maksimale beløb. Det løfter mest i toppen, hvor indkomsten er højest. Samtidig gemmer der sig i 2030-planen en skattelettelse til virksomhedsarvingerne, som ikke er omtalt i skatteudspillet. Regeringen vil nedsætte bo- og gaveafgiften i forbindelse med overdragelse af familieejede virksomheder fra 15 til 10 procent. Altså endnu en ulighedsskabende skattereform, der forgylder de rigeste og øger indkomstforskellene på tværs af klasseskel.
Helt konkret bør man her og nu afskaffe kontanthjælpsloftet og løfte flere tusinde børn ud af fattigdom. Forskningen peger på, at effekterne af at sænke ydelserne for kontanthjælpsmodtagerne er næsten usynlige. Årsagen til de beskedne effekter kan forklares ved, at mange kontanthjælpsmodtagere reelt kæmper med andre problemer end arbejdsløshed. Problemer der kan dække over alt fra sociale problemer, sygdom, psykiske lidelser, kriminalitet og misbrug, som vanskeliggør det at kunne passe et arbejde.
Men vigtigst af alt bør enhver regering i Danmark forpligte sig til at etablere en ulighedslov med bindende mål for at få nedbragt uligheden i Danmark. Man har allerede tilbage i 2019 med klimaloven vist, at en sådan model kan skrues sammen med en bred koalition hen over den politiske midte, hvor man forpligtede sig på bindende mål for CO2-reduktioner i 2030.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
