Foromtale
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Partiet er ikke en klub. Det er ikke et sted, man melder sig ind, fordi man mangler et socialt fællesskab eller har lyst til at drøfte politik med ligesindede. Partiet er arbejderklassens højeste form for organisering: Den form, hvor alle klassens kræfter samles i én fælles vilje, rettet mod at vælte borgerskabets magt. Uden disciplin bliver vi reduceret til snak og fragmenterede handlinger. Med disciplin kan vi handle som én samlet kraft, der kan forandre historien.
Demokratisk centralisme er derfor ikke en tilfældig organisatorisk form, men selve værktøjet til at forvandle forskellighed til styrke. Diskussionen er fri, indtil beslutningen er truffet. Derefter er vi forpligtede til at handle som én. Hvis vi i stedet fulgte hver vores retning efter et møde, ville vi aldrig kunne reagere hurtigt, præcist og samlet. Den, der forlader partiet på grund af uenigheder om enkelte punkter, vælger ikke principfasthed, de vælger at stå uden for klassens kollektive styrke. Det er klasseforræderi.
Partiet er fremskridt. Alt udenfor er forfald. Meld dig ind, hvis du har disciplinen!
Kapitalismen har gjort individualismen til sin højeste dyd. Den lærer os, at vi er vigtigere end fællesskabet, at vores egne præferencer er vigtigere end klassens enhed. Den vil have os til at tro, at vi kan være revolutionære alene, uden disciplin, uden fælles retning. Men dette er løgn. Individualisme er kapitalismens gift, den langsomme opløsning af solidariteten.
Uden for partiet hersker forfaldet. Kapitalismen splitter arbejderklassen op i fag, identiteter, forbrugermønstre og sociale lag, så vi aldrig kan stå samlet. Selv vores relationer, kroppe og begær bliver gjort til varer, der kan købes og sælges. Det, der engang var helligt og naturligt, er blevet kommercialiseret, tømt for mening og gjort til redskaber for profit.
Partiet er det modsatte. Det er en revolutionær kraft, en villet bevægelse mod opbygning, orden og udvikling midt i en verden, der ellers falder fra hinanden. Det er her, samfundets indre modsætninger bliver forenet i en højere helhed. Ikke som undertrykkelse, men som opbygning af kollektiv styrke. Denne forening er ikke kun nødvendig for at besejre kapitalismen; den er også nødvendig for at skabe det nye menneske, der kan bære det samfund, vi vil opbygge.
Det er også svagt og dumt, at vi har flere kommunistpartier, der står uden for hinanden, som om fjenden var hinanden og ikke borgerskabet. Hver dag vi spilder i fraktioner, giver vi kapitalismen ro til at fortsætte sit herredømme. Vi lader små forskelle stå i vejen for det store mål. Dette er ikke principfasthed. Det er en svaghed, der gør os til grin for vores fjender og gør os ubrugelige for vores klasse.
Hvor mange årtier skal vi endnu lade denne situation fortsætte? Hvor længe vil vi blive ved med at bruge vores energi på at konkurrere om de samme få hundrede aktive i stedet for at føre en samlet kamp mod kapitalen? Hvad er vigtigst: At have ret i en lille teoretisk nuance eller at vælte borgerskabets magt?
Vi har for mange kommunistpartier. Splittelsen mellem de kommunistiske partier i Danmark er ikke bare et organisatorisk problem, det er en direkte afspejling af den individualistiske gift. Disciplin betyder også at kunne underordne sig en større helhed, selv når man ikke får alt på sin egen måde. Det betyder, at man kan lægge sin stolthed til side for klassens skyld. Det betyder, at man kan acceptere midlertidige uenigheder for at opnå varig styrke. Hvis vi ikke kan gøre dette internt i den kommunistiske bevægelse, hvordan skulle vi så kunne lede hele arbejderklassen til sejr?
Hvis vi vil være værdige til at kalde os revolutionære, må vi tage det første skridt: At bryde med vanen at stå splittet. Den, der virkelig forstår disciplinens betydning, ved, at vi må forene de kommunistiske kræfter i Danmark
Når du træder ind i den kommunistiske bevægelse, træder du ind i en proces, der forandrer dig. Du lærer at underordne dig kollektivismen, ikke som en blind lydighed, men som en bevidst handling for at styrke enheden. Du lærer, at frihed ikke er fraværet af begrænsninger, men evnen til at binde sig til noget større end sig selv. Disciplin er derfor ikke et tab, det er frigørelsen fra egoets snævre grænser.
Hvis du tilskriver dig marxismen-leninismen, er medlemskab af partiet ikke en mulighed, men en pligt. Du melder dig ikke ind for at prøve det af. Du melder dig ind for at tjene arbejderklassens kamp, og du bliver, selv når det er svært, selv når dine egne ønsker støder mod den kollektive beslutning. Den, der forlader partiet for at redde sit eget ego, vælger at styrke borgerskabets magt frem for arbejderklassens enhed. Den, der fastholder den kommunistiske bevægelses fragmentering, vælger at styrke borgerskabets magt frem for arbejderklassens enhed.
Partiet er fremskridt. Alt udenfor er forfald. Meld dig ind, hvis du har disciplinen!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
