Tænk hvis fartgrænser var frivillige, ligesom bæredygtighed tilsyneladende er det. Eller – for at vende problemstillingen om – tænk hvis der for alvor blev stillet krav, uddelt bøder og givet fængselsstraffe for at overtræde Jordens bæredygtighedsgrænse.
Men så længe der ikke for alvor bliver stillet krav til mig, landbruget, industrien og til COP-møder om at gøre noget for at stoppe klimakrisen – som at producere mindre, flyve mindre eller spise mindre kød og mælkeprodukter – så er det nemlig svært at tage al den snak fra politikere og os andre om, at klimakrisen er vigtig og skal løses, alvorligt.
Al den snak om, at der er håb, at vi stadig kan holde os inden for 1,5 grader, tror jeg ikke rigtig længere på.
Så lugter det lidt af en god gang greenwashing, hvor vi allesammen nikker og vælger at tro på dem, der siger, de gør noget på vores vegne – regeringer, firmaer, influencere med flere – så vi slipper for at opgive nogen af vores madvaner, rejsevaner, transportvaner og så videre.
For hvis vi, regeringen og firmaerne virkelig mente, hvad vi sagde, når vi talte om klimakrise, bæredygtighed og så videre, så ville vi og de vel kræve, at der blev stillet krav? At vi eksempelvis indførte et klippekort for personer, firmaer og/eller lande, der sikrede, at vi kun forbrugte det, verden kunne holde til, før det er for sent?
Farligt at opholde sig udendørs
Al den snak om, at der er håb, at vi stadig kan holde os inden for 1,5 grader, den tror jeg ikke rigtig længere på. For 2024 bliver nok det varmeste år nogensinde, og det første år over 1,5 grader.
Og vi er, som det ser ud lige nu, på vej mod 3 grader – et scenarie, som den anerkendte klimaforsker Stefan Rahmstorf fra Potsdam Institute for Climate Impact Research i en rapport, 3 Degrees More, siger, vil være det højeste i tre millioner år.
– Store dele af nutidens biosfære er ikke evolutionært tilpasset en så varm Jord. Mange arter ville ikke overleve det […] Med en global opvarmning på 3 grader – hvilket som sagt svarer til 6 eller flere grader Celsius på mange landområder – vil de områder, der er dødeligt varme under hedebølger, udvide sig massivt, hvilket gør det stadig farligere at opholde sig udendørs, pointerer Rahmstorf i rapporten.
Økosystemer bryder sammen
Han tilføjer, at vi med temperaturstigningerne er på vej mod såkaldte tipping points, hvor klimaforandringerne kan komme ud af kontrol.
– Uden øjeblikkelige, afgørende klimabeskyttelsesforanstaltninger kan mine børn, der i øjeblikket går i gymnasiet, allerede opleve en 3 grader varmere Jord. Ingen kan sige præcis, hvordan denne verden ville se ud […] Men det er næsten sikkert, at denne Jord ville være fuld af rædsler for de mennesker, der skulle opleve den. Vejrkaos med dødbringende hedebølger, ødelæggende monsterstorme og vedvarende, udbredt tørke, der kunne udløse verdensomspændende sultkriser. Stigende havniveauer, der ødelægger vores kyster. Kollapsende økosystemer, ødelæggende artsudryddelser, brændende og visne skove, forsurede oceaner. Mislykkede stater, et stort antal mennesker på flugt, konkluderer Stefan Rahmsorf.
Vi kan ikke længere “vinde” klimakampen og holde os under de 1,5 grader, som verdens lande lovede at kæmpe for med Parisaftalen – den chance har vi allerede forspildt. Men vi kan undgå at tabe den kæmpestort med katastrofale stigninger på 3 eller 4 grader, hvis vi begynder at stille samme krav til klimasyndere som til fartsyndere.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.