Folkering om Christiansborg
21. september til 5. oktober 1993 fandt de tragiske begivenheder i moderne russisk historie sted: Opløsningen af Folkets Kongres og Ruslands Øverste Råd ved præsidentielt dekret nr. 1400 fra Boris Jeltsins hånd.
Et initiativ i strid med den daværende forfatning for RSFSR. En næsten to uger lang konfrontation endte med massehenrettelser af forsvarere af Det Øverste Råd den 3.-5. oktober i Tv-centret i Ostankino og i Det Hvide Hus*.
Den officielle liste over de døde, leveret af den russiske anklagemyndigheds kontor, omfattede 147 personer. Listen, der er udarbejdet baseret på materiale fra parlamentariske høringer i Ruslands statsduma (31. oktober 1995), indeholdt 160 navne. Af de 160 mennesker blev 45 dræbt i området ved Ostankino Tv-center, 75 i Det Hvide Hus-området, 12 var “borgere, der døde i andre områder af Moskva og Moskvaregionen”, 28 blev dræbt af militært personale og ansatte i Indenrigsministeriet. Desuden omfattede de tolv “borgere, der døde i andre områder af Moskva og Moskvaregionen” for eksempel Pavel Vladimirovich Alferov (24 år) med angivelsen “brændt ned på 13. etage i Sovjets Hus”*.
Den 4. oktober i år afholdes en minde- og protestaktion til minde om sovjetmagtens forsvarere i Moskva. Blandt arrangørerne af aktionen er repræsentanter for Den Russiske Føderations Kommunistiske Parti, Venstrefronten, Komsomol, Unionen af sovjetiske officerer og andre organisationer.
Deltagerne i aktionen vil kræve en fuldstændig undersøgelse af begivenhederne i og omkring Sorte Oktober samt oprettelsen af et monument til minde om de mange ofre. Mindet om sovjetmagtens forsvarere er helligt!
Begivenhederne i september-oktober 1993 er fortsat et spørgsmål, som den nuværende regering ikke har et svar på, der er acceptabelt for både den og samfundet. Regeringen har ikke råd til at svare ærligt, da det vil rejse spørgsmålet om dens slægtskab med 1990’erne, hvilket den så flittigt benægter.
Regeringen kan ikke slippe afsted med at sige, at begivenhederne aldrig har fundet sted. Sorte Oktober er ætset ind i det russiske folks hukommelse. På TV kunne borgerne følge med i den livestreamede offentlige henrettelse af Det øverste Råd. CNN sendte direkte fra kamppladsen til hele verden.
En forbrydelse uden straf: Et statskup, et kampvognsskyderi mod det lovlige parlament, repressalier mod dets forsvarere og det efterfølgende voldsorgie på gaden – det var præcis situationen. Men vold kan ikke retfærdiggøres!
Under forhold, hvor afvisningen af Jeltsins handlinger i stigende grad spredte sig i regionerne i Rusland, traf han og hans gruppe endelig et valg til fordel for at fuldføre kuppet med magt. Det er værd at huske på, at “Jeltsins regering” gentagne gange før havde tyet til denne metode: Den spredte brutalt massemøder af den venstrepatriotiske opposition den 23. februar og 22. juni 1992 og 1. maj 1993.
Jeltsin loyale styrker gjorde et barskt forsøg på at sprede deltagerne, som samledes omkring klokken 12 på Smolenskaya-pladsen. Forsøget mislykkedes.
Den 29. september 1993 oplevede Rusland en dyb krise, hvor magtapparatet er blokeret af Jeltsin. Ifølge Pravda er der omkring tre hundrede deputerede, der er direkte fanget af Jeltsins mandskab i Parlamentsbygningen*, tillige med et stort antal af deres tilhængere.
113 folkerepræsentanter forbliver tro mod forfatningen, men befandt sig uden for afspærringen og kan ikke komme ind i parlamentsbygningen. Deres hovedkvarter var hovedstadens Krasnopresnensky Distrikts Råd, som var et af de første til at afvise Jeltsins ulovlige dekret nr. 1400. Præsidentens udsendte forsøger at vinde de deputerede på deres side med forskellige løfter, men kun et mindretal gjorde dette – i alt 96 personer.
De straffestyrker, der var loyale over for Jeltsin, anvendte åben terror. Om aftenen den 29. september, på Krasnaya Presnya og gaderne ved siden af den, blev tilhængere af det øverste råd slået. Der blev brugt tåregas.
På sine sider citerer Pravda en øjenvidneberetning: “Ordenspolitiet drev folk som kvæg ind i metrolobbyen. Og så styrtede de efter dem ned ad rulletrapperne, ødelagde lampeskærme og trampede på dem, der var faldet.” Pravdafotograf Maya Skurikhina blev også slået i hovedet med en knippel.
Der var mange ofre blandt forsvarerne af sovjethuset, inklusive deputerede; nogle endte på hospitalet. De første ofre dukkede op. 54-årige Alexander Fedorovich Solokha, videnskabsmand og lærer, videnskabskandidat, blev brutalt slået ned. Den 7. oktober dør han på hospitalet af skader modtaget som følge af tæsk.
Den 1. oktober rapporterede medierne, at der var indgået visse aftaler for at mindske spændingerne. B. N. Jeltsin fortalte journalister, at konfrontationen i Det Hvide Hus* skulle ende med et fredeligt resultat. Og bogstaveligt talt lige efter dette gennemførte jeltsinisterne en ny runde af vold.
2. oktober faldt på en lørdag. Fridagen var med til at øge antallet af tilhængere af Det Øverste Råd på gaderne i Moskva. Jeltsin loyale styrker gjorde et barskt forsøg på at sprede deltagerne, som samledes omkring klokken 12 på Smolenskaya-pladsen. Forsøget mislykkedes. Som svar på vold fra straffestyrker rejste demonstranter barrikader på Haveringen (En ringvej uden om det centrale Moskva).
Dagen efter, den 3. oktober, var der planlagt en nationalforsamling i Moskva. Det var meningen, at det skulle samles på Oktyabrskaya-pladsen klokken 12. Det lykkedes Pravda at offentliggøre en besked herom i nummer 191 (27145), hvorefter udgivelsen af avisen blev stoppet af myndighederne.
Aksel V. Carlsen har skrevet en særdeles læseværdig bog om begivenhederne i Moskva i oktober 1993. Følgende afsnit er et citat fra værket:
“Efter Sovjetunionens opløsning havde der i 1991-92 ulmet en grundlæggende samfundskonflikt. Den viste sig klarest i 1993 mellem et legitimt parlament og den lige så legitime præsident. Jeltsin løste konflikten ved – med accept fra Vestens ledere – at give ordre til 4. oktober 1993 at bombe det demokratisk valgte parlament. Over 150 blev dræbt. Og da parlamentet var ryddet af vejen, fik Jeltsin sikret sin magtposition og vedtaget den forfatning, der i dag udgør rygsøjlen i Putins styre”.
Kilder
Link til Aksel V. Carlsens bog
Øvrige kilder: KPRF og Venstre Front.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
