I disse uger er der sat gang i en intens debat om, hvem der skal betale for de massive udgifter, som de folkevalgte har besluttet, at Danmark skal bruge på militæroprustning. Allerede nu har vi brugt mange milliarder på at støtte Ukraine i krigen mod Rusland, og der er allerede besluttet at afsætte 195 milliarder kroner til Forsvaret frem mod 2033.
Men det ser ud til, at regningen kun vil blive større. Med Donald Trumps indtræden i Det Hvide Hus og hans kritiske holdning til NATO-landenes forsvarsbudgetter er der kommet yderligere fokus på, om det nuværende NATO-mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på forsvar er nok. De folkevalgte taler allerede om at hæve målet til fire eller fem procent.
Hvem drager egentlig fordel af denne oprustning? Er det den almindelige dansker, eller er det virksomheder og magteliten, der profiterer på vores frygt?
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har tidligere udtalt, at de 195 milliarder kroner, der er afsat til Forsvaret, ikke er tilstrækkeligt, og at der muligvis skal bruges yderligere 300 milliarder kroner på oprustning. Hvor stor denne ekstra regning bliver, er fortsat uvist, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at beløbet vil fortsætte med at stige.
Der er nemlig ingen, som opponerer mod denne oprustningsbølge. Det er lykkedes de folkevalgte og eksperterne at skabe en krigsstemning i samfundet, og det virker til, at vores eneste mulighed er at bruge mange flere milliarder på krigsmateriale, ellers står vi over for en mulig russisk invasion. Frygten har sat sig i befolkningen og derfor er der ingen, som sætter spørgsmålstegn ved de folkevalgtes krigseventyr.
Denne frygt bliver yderligere forstærket af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), som i en ny trusselsvurdering slår fast, at den militære trussel fra Rusland vil stige i de kommende år. FE skriver, at hvis krigen i Ukraine stopper eller “fryser fast”, og hvis NATO ikke samtidig opruster, kan Rusland inden for cirka fem år være klar til en storskalakrig i Europa. Selvom FE samtidig understreger, at: “Derpå nuværende tidspunkt ikke er en direkte trussel om et regulært militært angreb på Danmark“, er advarsler som disse med til at skabe en følelse af uro og usikkerhed.
De folkevalgte er hurtige til at understrege, at flere penge til Forsvaret er nødvendigt for at beskytte vores frihed, sikkerhed og demokrati. Men de er langt mindre villige til at fortælle danskerne, hvem der skal betale for denne massive oprustning. I stedet for at være ærlige om, at regningen vil lande hos den almindelige lønmodtager, vælger de at tale om “nødvendigheden” af at investere i Forsvaret og nævner løst muligheden for en “krigsskat”, “fredsskat” eller flere reformer.
Uanset hvad de folkevalgte beslutter, vil regningen ende hos den helt almindelige dansker. Historisk set har det altid været sådan, at de store politiske beslutninger ender med at ramme den brede befolkning hårdest, og denne gang ser det ikke ud til at være anderledes.
Hele denne diskussion tydeliggør endnu engang, at demokratiet i praksis ikke giver den brede befolkning den reelle magt. I stedet skaber det en illusion om, at vælgerne har noget at skulle have sagt. Den almindelige dansker har ingen reel indflydelse på, om vi skal bruge mange milliarder kroner på militæroprustning, eller om pengene i stedet kunne bruges på velfærd, uddannelse eller grøn omstilling.
I stedet for at lade sig styre af frygt og krigsretorik bør danskerne stille kritiske spørgsmål til, hvordan vores ressourcer skal bruges.
Er det virkelig nødvendigt at bruge så mange penge på militæroprustning, når der samtidig er store udfordringer inden for sundhedssektoren, uddannelse og klima? Og hvem drager egentlig fordel af denne oprustning? Er det den almindelige dansker, eller er det virksomheder og magteliten, der profiterer på vores frygt?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér