To kommuner slås om ansvaret
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Ali Hansen har begået en artikel i Arbejderen den 14. juni under titlen ”Sekterisme eller enhed? Venstrefløjens kamp for en fælles front”.
Fra Ali, som ledende medlem af Rødt Venstre (RV), betragter vi det som et indlæg, som skal bringe bestræbelser på at ”samle” den ”ikke-reformistiske” venstrefløj nærmere målet ved at påpege nogle af de forhindringer, som ligger i vejen for sådan et projekt.
Internationale Socialister (IS) støtter alle bestræbelser på at samle folk til handling mod både oprustning, nedskæringer, menneskeskabte klimaforandringer og for den antiimperialistiske kamp, som Palæstina-bevægelsen er en del af.
Men måske skulle vi prøve at være lidt mere konkrete i forhold til, hvad der menes med disse begreber.
Begrebsafklaring
Hvis der med ”samling” af den ”ikke-reformistiske” venstrefløj uden for Enhedslisten menes, at de eksisterende grupper og organisationer skal ”samles”, er vi nok uenig.
Vi vil hellere kalde det ”samarbejde”, da vi ser en ”samling”, hvis det forstås som en ”sammenslutning”, som både urealistisk og uønskelig, i hvert fald som et aktuelt perspektiv.
Vi har ingen problemer med at gå sammen med hvem som helst i bestræbelser på fælles ”handlinger”, som kan styrke de overnævnte kampe.
Derfor tog vi også initiativet til både et debatmøde om spørgsmålet i slutningen af januar og et afklaringsmøde om samarbejdsmuligheder i maj.
Der har været tale om møder mellem RV, Kommunistisk Parti (KP), Socialistisk Ungdomsfront (SUF) og IS.
Vores vision er at disse organisationer – og gerne andre – kunne være fødselshjælpere til en samling af alle dem (og ikke kun de forskellige organisationers medlemmer og sympatisører), som ønsker at slås imod regeringen og dennes politik.
Det vil sige folk fra Palæstinabevægelsen, fagbevægelsen, klimabevægelsen, handikapbevægelsen, modstandere af krig og så videre.
Vi forestiller os et ”forum” for alle antikapitalister og antiimperialister, som herigennem kan begynde at støtte hinanden på tværs af vores forskellige udgangspunkter.
Derfor skal det heller ikke være nødvendigt at bekende sig som hverken socialist, trotskist eller kommunist for at deltage i diskussionen.
Altså et forum som både kan handle i fællesskab og debattere strategi og holdning til en række spørgsmål, som der ikke umiddelbart kan eller skal handles på, men som vi kan blive klogere på – både emnet selv, og hvad de forskellige tendenser egentlig er uenige om.
Er sekterisme vores problem?
Vi ser nemlig ikke ”sekterisme” eller “sektmentalitet” som et voldsomt stort problem.
De uenigheder, der er, er oftest reelle, men ingen hindring for den slags samarbejde, hvis viljen er der.
Men det kræver selvfølgelig, at man tænker bredere end de snævre rammer, som de forskellige grupperinger på venstrefløjen desværre er rundet af.
Her er vi meget enige med Ali. Men det er samtidig vigtigt at være konkret om, hvad det er, man stræber efter, når man taler om ”samling”.
Og den vision, som her er udfoldet, udelukker på ingen måde et samarbejde lokalt om eventuel støtte til alternativer til Enhedslisten til kommunalvalget til efteråret.
Vores vision er, at disse organisationer – og gerne andre – kunne være fødselshjælpere til en samling af alle dem, som ønsker at slås imod regeringen og dennes politik.
Vi vil bare advare imod at gøre dette spørgsmål til den handling, som kommer før alt mulig andet.
På grund af Enhedslistens åbenlyse parlamentariske prioritering er det største venstrefløjsparti blevet forvandlet til et socialdemokrati nummer tre (SF er nummer to). Det ”nye” samling/samarbejde skulle helst ikke falde i samme fælde.
Parlamentarisk opstilling har en magisk tiltrækningskraft – tit væk fra udenomsparlamentariske handlinger.
Alis artikel giver indtryk af, at ”trotskister” og ”kommunister” bekriger hinanden.
Vi kan ikke tale for de forskellige kommunistiske partier, men det er nok en stråmand, når det kommer til ”trotskisterne”.
Der findes tværtimod en grundlæggende kammeratlig holdning ”os” imellem.
Vores strategiske og konkrete uenigheder er erkendte og nogle gange påtalte, men det forhindrer os ikke i at dele hinandens litteratur, gøre brug af hinandens kapaciteter til oplægsholder, tage del i fælles arrangementer med mere.
Og vi ville synes, det var helt naturligt, hvis alle de forskellige ”trotskistiske” organisationer deltog i bestræbelser på at samle folk til fælles handling med en løs organisation/forum bag.
Nogle splittelser er faktisk i orden
Nok mere betænkeligt ved Alis indgangsvinkel er hans undervurdering af de strategiske og historiske skillelinjer mellem grupperinger.
Ali skriver: ”Historisk set har “sekt”-mentalitet været en gentagen udfordring for venstrefløjen globalt. Fra splittelsen mellem bolsjevikker og mensjevikker til moderne interne stridigheder i socialistiske og kommunistiske partier, har denne mentalitet ofte svækket bevægelsens effektivitet”.
Problemet her er, at splittelsen mellem bolsjevikkerne og mensjevikkerne faktisk var en splittelse mellem en revolutionær tendens (under Lenin) og en reformistisk tendens i den russiske arbejderbevægelse.
Splittelsen i 1903 var tilsyneladende, som langt de fleste, et spørgsmål om organisering, men den dækkede over langt mere alvorlige uenigheder og vægtige strategiske spørgsmål, hvor mensjevikkerne udviklede sig til nationalchauvinister, som støttede krigen i 1914 og gik imod revolutionen i 1917 og de facto blev kontrarevolutionære.
Forhåbentlig mener Ali ikke, at den splittelse var unyttig?
I langt de fleste tilfælde er der vægtige strategiske grunde til, at der eksisterer forskellige organisationer på venstrefløjen. For eksempel holdningen til Kina.
Kan Kina anses for socialistisk? Eller modsat som kapitalistisk og imperialistisk?
Det kommer helt an på, hvordan du definerer og forstår socialisme. Ali skriver tit, hvad en ”ægte socialist” mener og burde gøre.
Men igen, hvad er en ”ægte socialist”? Om man kan tilslutte sig Alis logik eller ej kræver, at det defineres noget mere i dybden.
Hvad menes der med socialisme?
For os i Internationale Socialister er socialisme til stede, når arbejderklassen har erobret magten gennem en revolution baseret på deres egen organisering i arbejderråd/sovjetter og har fået resten af samfundet med sig.
Med andre ord (Marx) – ”Arbejderklassens befrielse er arbejderklassens eget værk”. Og hverken partiets eller en bondehærs værk.
Og socialismens beståen er totalt afhængig af, at revolutionen spredes til andre lande og helst hele verden.
Ellers kommer kontrarevolutionen enten i form af udefrakommende invaderende imperialistiske hære eller en kontrarevolution indefra, som i Sovjet i form af Stalins bureaukrati, som druknede den i blod.
Så under denne definition var der aldrig socialisme i Østeuropa. Ej heller i Cuba eller Kina.
Disse fundamentale, strategiske opfattelser kan ikke bare ”samles” og ”forenes” ved at forkaste dem som uden betydning for i dag. For det er netop forestillingen om og holdning til, hvad vi kæmper for, som kan guide os i at tage stilling til situationen i dag.
Men det betyder netop heller ikke, at vi ikke kan samles om de dagsaktuelle spørgsmål om oprustning, nedskæringer, Palæstina, klima og så videre.
Tværtimod, hvis vi samtidig respekterer uenigheder og lytter til hinanden, er der større chancer for, at der kan foregå debatter, som kan flytte og forene meninger.
Grundlæggende mener vi ikke, at sekterisme er hovedfjenden i ”samlings”-projektet. Det er mere uklarheder om, hvad vi skal samles om og hvordan.
Vejen frem herfra
Vi forestiller os som sagt, at vi afholder en fælles konference, gerne inden for en overskuelig fremtid. En konference, som har fælleshandling for antikapitalister og antiimperialister som hovedmål.
Vi foreslår at finde folk fra bevægelserne, som gerne vil stå som indbydere, og at vores forskellige organisationer er dem, som kaster penge og menneskelige kræfter i at få den til at blive til noget.
Vi forestiller os nemlig, at det ikke skal være en ”organisations”-samling, men et åbent forum, hvor enkeltpersoner kan være med og følge sig hjemme, men som samtidig er åbent for, at politiske organisationer ikke bare findes, men er nødvendige.
Vi håber, at dette svar kan være med til at klargøre, hvad vi forstår og ikke forstår med at ”samarbejde på venstrefløjen” – et samarbejde, som både kan bane vej for at samle vores resurser og giv plads til fælles debatter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
