Kronik
At Israel har begået folkedrab, er noget, som et hav af internationale organisationer har dokumenteret. Senest FN’s uafhængige Undersøgelseskommission for de besatte palæstinensiske områder, som siden 2021 har arbejdet ihærdigt i Gaza, Vestbredden, Østjerusalem og i Israel for at samle beviser på, hvad der foregår på jorden, og hvad Israel har begået.
Kommissionen har for nylig konkluderet: “utvetydigt, at Israel har begået og fortsat begår folkedrab i de palæstinenske områder”.
Konklusionen af denne rapport efterlader ingen tvivl om, at Israel har og fortsat begår folkedrab i Palæstina.
På trods af alle disse rapporter er der stadigvæk nogle, især blandt politikere, mediefolk og journalister, der argumenterer for, at man bør vente på Den Internationale Domstols (ICJ’s) afgørelse, for kun den kan afgøre og har ret til det.
Man ved udmærket, at en sådan afgørelse kan tage ICJ år, og imens er der tusindvis af palæstinensere, der bliver dræbt. Drab på palæstinensere er foregået hver evig eneste dag siden oktober 2023.
De, som vil vente, siger med andre ord: Hvis ICJ-afgørelsen på et tidspunkt i fremtiden viser, at Israel ikke har begået folkedrab, så er alt, hvad Israel indtil videre har begået, inden for menneskerettighedsloven! De mener også, at man ikke skal gribe ind over for Israel, så længe ICJ ikke har sagt sit sidste ord i sagen.
Nej, siger vi. Man kan ikke tillade massakrerne på civile, fordi man mener, at det, der foregår, ikke er folkedrab!
Mange uafhængige NGO’er og humanitære organisationer, såsom FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO), Amnesty International, FN’s særlig reporter Francesca Albanese, International Association of Genocide Scholars (IAGS), den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem og mange andre, har råbt verden op om, at der foregår krigsmassakrer, forbrydelser og folkedrab.
Det er klart for enhver, der følger med nyheder, hvor alt udfolder sig foran os på de flade skærme. Jeg har ofte undret mig over, hvad FN’s generalsekretær kan gøre i en krigssituation, hvad FN i det hele taget kan gøre. Og her menes Generalforsamlingen, som er den meste demokratiske organ i FN, hvor alle lande er repræsenteret af et medlem med en stemmeret, og intet land har vetoret.
Jeg fandt det værd at undersøge, hvad denne uafhængige Undersøgelseskommission, der offentliggjorde sin endelige rapport den 16. september 2025, er for en.
FN’s uafhængige Undersøgelseskommission
Kommission blev grundlagt den 27. maj 2021, efter at FN’s Menneskerettighedsråd havde stemt for at oprette en kommission, der skulle undersøge mulige krigsforbrydelser og andre overgreb begået af Israel i de besatte palæstinensiske områder. Dette fulgte efter Israel-Palæstina-krisen i 2021.
Kommissionens mandat er at undersøge og rapportere om menneskerettighedssituationen i hele det besatte palæstinensiske område, herunder Østjerusalem, og i forbindelse med alle handlinger af Israel.
Kommissionen består af tre fremtrædende uafhængige internationale menneskerettighedseksperter. Navi Pillay er forkvinde for kommissionen, kendt som den tidligere FN-højkommissær for menneskerettigheder samt international dommer ved Rwanda-tribunalen og højesteretsdommer i Sydafrika, udpeget i sin tid af Nelson Mandela.
De to andre medlemmer er Chris Sidoti, en fremtrædende international menneskerettighedsadvokat fra Australien, og den tredje er Miloon Kothari fra Indien, også en fremtrædende international menneskerettighedsadvokat, som tidligere var FN’s særlige rapportør.
Alle medlemmer af denne kommission er uafhængige eksperter, modtager ikke ordrer fra nogen regering eller nogen FN-organ og rapporterer direkte til FN’s Menneskerettighedsråd.
Deres rapportering skal være baseret på international lov og fakta, samlet i landet (på stedet). Siden 2021 har de aktivt udført deres undersøgelse og omhyggeligt dokumenteret fakta og lovovertrædelser trin for trin i en række rapporter regelmæssigt, og det er nu kulmineret i deres sidste rapport i september 2025, som indeholder 80 sider, fyldt med fakta og analyser fra territoriet dernede.
De fem folkedrabshandlinger
Konklusionen af denne rapport efterlader ingen tvivl om, at Israel har og fortsat begår folkedrab i Palæstina. Konklusionen om folkedrab i denne rapport er primært baseret på FN’s Folkedrabskonvention, som definerer folkedrab på en meget specifik måde.
For at betegne en forbrydelse mod en bestemt gruppe mennesker skal der først og fremmest være en klar og specifik hensigt. Dernæst skal gerningsmanden/staten/hæren begå bare én af fem specifikke handlinger, nævnt nedenfor.
Det viste sig, at Israel ud over sin klare hensigt har begået ikke bare en, men fire af de fem specifikke handlinger.
Med hensyn til intentionen har Israel fra dag ét ikke tøvet med at erklære intentionen gennem sine højtstående embedsmænd. Israels præsident, premierministeren, forsvarsministeren og mange af de andre ministre i regeringen samt medlemmer af Knesset, højtstående officerer i militæret, selv journalister og analytikere har ikke været sky for at erklære intentionen og har opfordret regeringen til at gøre det.
Ingen stat har i vores historie åbenlyst erklæret sin intention om udslettelse af et folk som Israel, der tilsyneladende har regnet med den straffrihed, som gives det, hovedsageligt af stormagterne og især de vestlige lande.
De fem folkedrabshandlinger er:
1: At dræbe medlemmer af gruppen, blot fordi de tilhører gruppen. Dette er blevet udført af Israel bevidst, systematisk og vilkårligt mod palæstinenserne.
2: At forårsage seriel fysisk og psykisk skade på medlemmer af gruppen. Dette er indlysende for enhver, der har fulgt begivenheden siden oktober 2023.
3: At bevidst påføre gruppen livsbetingelser, der er beregnet til at forårsage dens fysiske ødelæggelse helt eller delvist. Dette blev også udført meget systematisk af Israel, som selv ved forskellige lejligheder har pralet med det.
4: At indføre foranstaltninger der har til formål at forhindre fødsler inden for gruppen. Dette blev også dokumenteret af kommissionen. Israel har systematisk målrettet ødelagt alle fødeafdelinger i Gaza og tvunget kvinder til at føde under usterile forhold og at foretage kejsersnitsfødsel uden bedøvelse.
Israel har også udpeget og ødelagt den eneste fertilitetsklinik i Gaza og med den alle de embryoner, der blev opbevaret der og alle de journaler, der blev opbevaret der, og med det er alt håb for palæstinensiske familier i Gaza forsvundet.
5: Tvangsoverførsel af gruppens børn til en anden gruppe. Dette var den eneste handling, som ikke blev dokumenteret, selv om Israel har overført rigtig mange palæstinensiske børn til Israel, men bibeholdt dem som fanger. Derfor var denne forbrydelse ifølge kommissionen ikke opfyldt.
FN’s og dens generalsekretærs magt
Med stillingen som generalsekretær i FN følger visse beføjelser, der kan anvendes, i tilfælde af at Sikkerhedsrådet befinder sig i en fastlåst situation på grund af et eller flere permanente medlemmers vetoret.
For det første har generalsekretæren sin globale talerstol, sin globale platform og beføjelse i henhold til charteret til at indlede sine egne undersøgelser og fremsætte erklæringer på dette grundlag.
For det andet har generalsekretæren indflydelse på Sikkerhedsrådets arbejde, på Generalforsamlingens arbejde og på sekretariatets arbejde og alle dets kontorer, det repræsenterer. Med en sådan magt kunne generalsekretæren mobilisere staterne til at stoppe et folkedrab.
I stedet har den nuværende generalsekretær i FN desværre omhyggeligt valgt en sprogbrug, der er mindst mulig stødende for de vestlige magter.
Dette viser en klar motivation, at der er tale om frygt for disse magter, tilsyneladende USA, Storbritannien og Tyskland som de vigtigste stater, der ubetinget historisk set har givet Israel straffrihed, men det gælder selvfølgelig også andre stater såsom Canada, Australien og bestemt alle de 27 lande i Den Europæiske Union (EU).
Generalsekretæren har ikke mobiliseret disse mekanismer af princip, men af frygt.
Blot et eksempel: I sin åbningstale til Generalforsamlingen kunne han have opfordret staterne til at foretage afgørende handlinger for at stoppe folkedrabet i Palæstina.
Verden var ikke glad for talen, men forventede i det mindste ikke, at generalsekretæren i alle sine taler læner sig op ad det tåbelige argument om, at kun ICJ kan afgøre, om et folkedrab finder sted.
Det er et tåbeligt argument, fordi man ikke bare skal sidde og vente på, at en domstol bliver enig om at dømme en kriminel, før man forhindrer denne kriminelle i at begå yderligere forbrydelser.
Vi har oplevet, når der sker en terrorhandling, venter verden ikke på, at en domstol skal afgøre, om der foregik en terrorhandling, men verden handler øjeblikkeligt på resultatet af terroren.
Man forventer heller ikke, at FN’s generalsekretær gemmer sig bag en beslutning fra Sikkerhedsrådet og den lammende vetomekanisme derinde. Fordi det vil betyde, at blot ét lands politiske beslutning i Sikkerhedsrådet vil afgøre verdens situation.
Det er rigtigt, at Sikkerhedsrådet med vilje var designet til at skulle have den ultimative magt. At indrømme, at generalsekretæren kun gør, hvad et FN-organ beslutter, betyder, at der ikke er noget moralsk lederskab ved denne stilling, nemlig at FN’s generalsekretær ikke kan indsætte de ressourcer, der forventes, og som er nødvendige i en kritisk situation som det folkedrab, verden nu står overfor.
Man kunne spørge sig, hvad med beslutningerne i FN’s Menneskerettighedsråd og den uafhængige menneskerettighedsmekanisme, som i lang tid har dokumenteret sådanne forbrydelser mod menneskeheden?
At rette disse beslutninger udelukkende til Sikkerhedsrådet er blot et bevis på, at man handler i frygt. Et andet aspekt er, at ved at gemme sig bag Sikkerhedsrådets beslutning lammer man også andre lande i Generalforsamlingen i at handle i overensstemmelse hermed.
Kort sagt er det let at sige, at der ikke er noget, vi kan gøre. Faktisk er der en en del magt i FN-pagten, som ikke er blevet anvendt til at reagere på den nuværende situation i Gaza. Men det er et valg, som FN med dens magt kan foretage. FN kan foretage, hvad der er nødvendigt for at forhindre forbrydelser mod menneskeheden, som dem Israel nu har begået i næsten to år.
FN’s resolution
Noget andet, som kunne anvendes inden for FN’s regi, er resolutionen “Uniting for Peace”, §377 V (A)“, som er en mekanisme, der blev givet FN’s Generalforsamling under Den Kolde Krig. Den er meget vigtig, men meget lidt kendt, simpelthen fordi den favoriserer medlemmernes magt over Sikkerhedsrådets.
Historisk blev den vedtaget i 1950 under Koreakrigen. Den siger, at “hvis Sikkerhedsrådet i en situation ikke er i stand til at handle på grund af et af sine permanente medlemmers veto, har Generalforsamlingen, FN’s mere demokratiske organ, i dag med 193 stater, med én stemme hver, og hvor der ikke er vetoret for nogen af dem, beføjelse til at handle for at omgå dødvandet i Sikkerhedsrådet”.
I henhold til denne resolution kunne Generalforsamlingen have taget konkrete foranstaltninger for at holde Israel ansvarlig og bidraget til at stoppe folkedrabet.
Denne givne magt kræver et flertal på to tredjedele. De sidste to år har vist, at resolutionerne om Palæstina alle blev vedtaget med mere end to tredjedeles flertal.
Dette har også vist, hvordan størstedelen af verden står sammen med Palæstina og vidnet isolationen af den vestlige magt generelt og USA og Israel i særdeleshed.
I henhold til denne resolution kunne Generalforsamlingen have taget konkrete foranstaltninger for at holde Israel ansvarlig og bidraget til at stoppe folkedrabet. Den kunne have besluttet:
1: Ikke at acceptere Israels akkreditiver i FN’s Generalforsamling, som det skete for apartheid-Sydafrika i 80’erne i forrige århundrede, da beslutningen blev blokeret af Sikkerhedsrådet.
2: Generalforsamlingen kunne med sit flertal opfordre til sanktioner mod Israel og militærembargo. Og selvom Generalforsamlingen ikke kunne håndhæve disse sanktioner, kunne den give medlemmerne en multilateral ramme, der skulle implementeres og derefter overvåges. Disse foranstaltninger kan også udvides efter behov.
3: De kunne oprette en straffedomstol for at holde israelske gerningsmænd ansvarlige.
4: De kunne genaktivere anti-apartheid-mekanismerne til at håndtere israelsk apartheid, som var så vigtige i Sydafrikas tilfælde for at lægge politisk pres.
5: Og vigtigst af alt kunne de bemyndige en multinational FN-beskyttelsesstyrke til at indsætte i palæstinensisk territorium, i Gaza, Vestbredden og Østjerusalem for at beskytte civile mod folkedrab, sikre humanitær bistand, bevare beviser for israelske krigsforbrydelser og begynde genopbygnings- og genopretningsprocessen.
Og der er fortilfælde, heriblandt under Suez-krisen i 1956, da Generalforsamlingen bemyndigede FN’s nødstyrker, som blev indsat i Sinai mod ønskerne fra to permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, Storbritannien og Frankrig, og mod Israels ønske. Og det skete vel at mærke, uden at der var nogen afgørelse fra Den Internationale Domstol, der fastslog et plausibelt folkedrab, som det er tilfældet i dag.
Generalforsamlingen er nu blevet yderligere styrket af ICJ’s afgørelse. Og mere afgørende er, at det blev bekræftet af den samme domstol, at Israel ikke har nogen suverænitet på Vestbredden og i Gaza, hverken myndigheder eller rettigheder i disse områder.
Israel har intet at skulle sige i en sådan afgørelse, kun den palæstinensiske myndighed kan forhindre det. I dette tilfælde behøver Generalforsamlingen heller ikke en afgørelse fra Sikkerhedsrådet, da den har palæstinensernes samtykke til at indsætte styrkerne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
