Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
I mere end et år har millioner verden over demonstreret og protesteret mod Israels massakre i Gaza. Bevægelsen har været utrolig inspirerende, også herhjemme hvor titusindvis har været involveret i bevægelsen i solidaritet med Palæstina og i protest mod den israelske stats udryddelse af palæstinenserne.
Stridens kerne er retningslinjerne for demonstrationerne i København, der siger, at politiske partier ikke må deltage med “bannere, symboler, flag, flyers og så videre”.
Et af hovedkravene for bevægelsen har været kravet om en våbenhvile. Det skete, og det er naturligvis positivt, at de voldsomme bombardementer er stoppet, men det har intet løst for palæstinenserne. For det første er våbenhvilen ekstremt skrøbelig. Dertil kommer, at Trump har fremsat planer om decideret etnisk udrensning af Gaza-striben. Men selv hvis våbenhvilen holder, og Trump ikke gør alvor af sine planer, så er det eneste, som palæstinenserne kan se frem mod, elendighed og undertrykkelse. Det vil ikke engang være en tilbagevenden til den uholdbare situation, der eksisterede før 7. oktober, men til et sønderbombet land uden selv de mest basale fornødenheder.
Den våbenhvile, der blev indgået for få uger siden, er altså langt fra en sejr. Bevægelsen i solidaritet med Palæstina er derfor mindst lige så vigtig nu. Men dette skift i situationen bør mane til refleksion og diskussion af vejen frem. Vi må diskutere, hvordan et frit Palæstina kan opnås, og hvad det kræver af alle os, der vil kæmpe for det.
I Revolutionært Kommunistisk Parti har vi deltaget i bevægelsen fra starten af. Men vi har desværre også fra starten været i konflikt med nogle af arrangørerne af demonstrationerne i København om præmisserne for at deltage, i en sådan grad at det nu er svært at fortsætte vores deltagelse i demonstrationerne, selvom vi mener, at kampen stadig er enormt vigtig. Derfor synes vi, at det er nødvendigt med dette åbne brev. Kampen for et frit Palæstina er simpelt hen for vigtig til, at den skal svækkes og splittes af sekundære spørgsmål.
Stridens kerne er retningslinjerne for demonstrationerne i København, der siger, at politiske partier ikke må deltage med “bannere, symboler, flag, flyers og så videre”. Argumentet er, at bevægelsen skal være bred, og at politiske partier og symboler kan skræmme nogle væk. Vi er enige i nødvendigheden af en bred bevægelse — det er grunden til, at vi har deltaget i de fælles demonstrationer og ikke har prøvet at organisere vores egne demonstrationer. Men når arrangørerne insisterer på at afpolitisere kampen for at frit Palæstina, er konsekvensen, at de, uagtet intentionerne, kommer til at svække kampen.
For kampen for et frit Palæstina er et yderst politisk spørgsmål. Spørgsmål som: Hvad har ført til de sidste 76 års blodige undertrykkelse af palæstinenserne? Hvorfor støtter Vesten Netanyahu? Hvordan kan Palæstina blive frit? Disse mange spørgsmål kræver politiske svar, og politiske partier og organisationer er det organiserede udtryk for forskellige politiske ideer.
I Revolutionært Kommunistisk Parti er vores svar, kort fortalt, at den israelske stat agerer som vestlig imperialismes brohoved ind i Mellemøsten. At imperialisterne derfor ikke kan opgive alliancen med Israel og må støtte Netanyahu, uanset hvad han gør. Kampen for et frit Palæstina hænger derfor sammen med en kamp imod vestlig imperialisme, herunder den danske regering, men også sammen med kampen mod et undertrykkende kapitalistisk system.
Vi tror sådan set, at der er mange, der er enige med os — men det er klart, at der også er nogle, der vil være uenige. Det er selvfølgelig helt i orden. Vi kan sagtens demonstrere skulder ved skulder i solidaritet med Palæstina, imod den danske regerings støtte til Netanyahu og så videre på trods af uenigheder. Men vi ser det absolut nødvendigt at deltage åbent med vores politiske synspunkter i bevægelsen og fremme det med politiske materialer og gennem vores parti. Vi mener faktisk, at det ville være skadeligt for kampen ikke at gøre det, hvis vi deltog uden at sige, at vi mener, at kravet om en våbenhvile er utilstrækkelig, som vi ser i praksis nu, og at kampen for et frit Palæstina hænger sammen med kampen imod kapitalismen og imperialismen.
Hvis ikke palæstinabevægelsen også omfatter en åben politisk diskussion, risikerer vi, at de titusindvis, der er vækket politisk til live på spørgsmålet om Palæstina, ender med at tage hjem fra demonstrationerne og drage pessimistiske konklusioner, ligesom det skete efter klimabevægelsen. En bevægelse, der i sin begyndelse havde gode og radikale krav om systemforandring, men desværre blev ledt ind i “sikre” kanaler med kravet om en klimalov. Loven kom, men det løste intet. Mange af de titusindvis, der deltog i klimabevægelsen, endte med at blive desillusionerede på grund af manglen på politiske svar. I RKP mener vi, at den eneste vej til at modgå desillusionering er ved politisk frihed i bevægelsen og fremsættelsen af klare svar på vejen frem, som blandt andet fremføres af politiske partier og organisationer.
Vi kan godt forstå, hvor arrangørernes krav om en apolitisk bevægelse, uden partier, politisk materiale og politiske symboler, kommer fra. De eneste partier og politikere, vi møder, går kun op i stemmemaksimering og selvpromovering. Når vi taler for en politisk diskussion i bevægelsen, har det intet med den form for politik at gøre. Afskyen over det politiske spil på Christiansborg må ikke få os i bevægelsen til at stoppe diskussionen af vejen frem eller at organisere os politisk i for eksempel partier. Hvis ikke vi gør det, gavner ingen andre end karrierepolitikerne, der får monopol på den politiske scene.
Vi vil fortsætte kampen for et frit Palæstina, som vi hele tiden har gjort det. Men vi vil også insistere på at fastholde behovet for politisk frihed og åbenhed. Lige nu forsøger nogle af arrangørerne desværre at presse os kommunister ud af bevægelsen med henvisning til nødvendigheden af en “bred bevægelse”. Ja, vi skal have en bred bevægelse, men ikke en bredde, der kommer på bekostning af kampen for et frit Palæstina. Det ville svare til at bede de fagforeninger, der deltager om at tage deres faner ned af hensyn til eventuelle arbejdsgivere, der kunne ønske at deltage. Men det er ikke tilfældigt, at det er fagforeningerne, der deltager i bevægelsen og ikke arbejdsgiverorganisationerne. Arbejderne har ingen interesse i at at støtte den israelske stats undertrykkelse af palæstinenserne, men det er arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter, der har gavn af det nuværende system, og det er deres interesser, som politikerne varetager, når de støtter Netanyahu.
Vi ønsker ikke blot at demonstrere og protestere for at vise, at vi er utilfredse eller for at rense vores egen samvittighed. Vi ønsker at opnå det, vi kæmper for, nemlig et frit Palæstina i en verden uden undertrykkelse, og dette mål kan vi ikke nå uden politisk frihed i bevægelsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
