Filmklub
Dokumentarfilmen Arbeit ohne Sinn (Meningsløst arbejde) redigeret af Olli Haikka og Marko Talli handler om forholdet mellem nye neoliberale ledelsesteorier, New Public Management, og en sabotagemanual fra Anden Verdenskrig. Filmens indledning illustrerer seks pointer fra moderne ledelsesteori. Herunder ses en udskrift af filmens første knapt to minutter, alt i min oversættelse. Filmens billedside skitseres i firkantede parenteser:
“Den som en gang har arbejdet på et kontor, genkender det. Det er ofte vanskeligt at koncentrere sig” [I et storrumskontor, afbryder en kontorarbejder sin kollega for at spørge om noget].
Nederst på skærmen vises som illustration:
1. Afbryd arbejdet så ofte som muligt skrevet med skrivemaskine på en lille hvid seddel.
“Og så disse evindelige meetings” [Et møde indledes, og papirer deles rundt].
Nederst på skærmen vises som illustration:
2. Arranger møder, hvis der er vigtigere arbejde, der skulle gøres.
“Hvordan var det nu med det papirløse kontor?”
Nederst på skærmen vises som illustration:
3. Mangfoldiggør alle baggrundspapirer.
“Og enhver beslutning kræver et endnu større møde”. [Et større møde med en indleder og flere deltagere som nikker til det, som siges. En af deltagerne kigger på sit ur og betegnes på skærmen “Ikke en teamplayer”]
Nederst på skærmen vises som illustration:
4. Alle beslutninger skal tages af en komité.
“I medarbejderforsamlinger sørger en motiverende taler for den nødvendige stemning” [I billedet ses et menneske der taler, med en mikrofon i hånden]
Nederst på skærmen vises som illustration:
5. Hold taler og diskuter irrelevante aspekter.
“Og husker De hvordan det var med en chef? Nu har De to, tre, mange” [Samme person ses først i én udgave, siden i flere små billeder på skærmen]
Nederst på skærmen vises som illustration:
6. Tre mennesker skal mødes, hvor det var nok med en.
“Kender De det? Forslagene stammer fra denne håndbog for modstandsfolk i det besatte Europa under Anden Verdenskrig. [På skærmen ses et fotografi af bogen Simple Sabotage Field Manual fra Strategic Services. Manualen blev skrevet under Anden verdenskrig og er for relativt nylig blevet deklassificeret. Dels ligger hele den korte tekst på nettet i et antal udgaver, dels kan den købes som paperback i forskellige udgaver, blandt andet en udgave komplet, som på forsiden har en gengivelse af klassificeringsstempel, arkivnummer og endelig deklassificeringskode.]
“Målet: Sabotage af den fjendtlige krigsmaskine. Vi har overtaget disse velkendte metoder til sabotage og obstruktion og gjort den til vores kontorhverdag.” [I en scene fotograferet fra afstand ses en chef i vinduet i en kontorbygning forberede en tale og til slut kaste alle sine papirer op i luften.]
Filmen er især interessant som dokumentation og for henvisningen til sabotagemanualen. Her tilføjes nogle pointer om det fornuftige i ufornuften.
Ledelsesteori er hverken teoretisk eller ledende
En ting er, at filmens pointer er, at moderne såkaldt ledelsesteori (som i øvrigt ikke har mere med teori at gøre, end at der er tale om bogstaver på papir) består i præcis det samme, som dengang blev distribueret som anbefalinger til en modstandsbevægelse som forslag til, hvordan man kunne besværliggøre den effektive funktion af enhver organisation eller arbejdeplads til ulempe for besættelsesmagten. Det paradoksale er, at moderne ledelsesteori er en effektiv måde at forstærke præcis de problemer, som ledelsesteorierne anses for at være nødvendige for at løse.
Det paradoksale er, at moderne ledelsesteori er en effektiv måde at forstærke præcis de problemer, som ledelsesteorierne anses for at være nødvendige for at løse.
Det er der ikke meget sjovt ved, medmindre man har en galgenhumoristisk tilgang til livet. At dette måske i sidste ende er den eneste måde at overleve på i samfund efter den neoliberale kulturrevolution, er en anden diskussion. Ingen tager nogensinde en beslutning alene, alt diskuteres i en uendelighed. Først i grupper af menige arbejdere, siden blandt et stedse stigende antal mellemchefer. Enhver beslutning tages op til diskussion igen, efter at den er taget en gang, fordi ingen vil tage ansvaret for beslutningen. Alt arbejde forstyrres eller forhindres på enhver tænkelig måde, især ved at bare afbryde eller ved at det foregår under de mest forstyrrende forhold, i storrumskontorer. Én chef er aldrig tilstrækkeligt, der skal to, tre eller fem til og så videre.
Moderne bureaukrati i en nøddeskal er gammeldags
Der er tale om moderne bureaukrati i en nøddeskal (jævnfør Weber eller Bourdieu), som vokser og vokser, opfinder nye måder til at opfinde nye mellemlag, som skal tage flere mellembeslutninger, dog uden faktisk at gøre det fordi enhver beslutning skubbes rundt i systemet. Og pengene strømmer til disse mellemledere, mens de, der skal gøre noget, dels bliver færre i antal, dels ikke honoreres i forhold til netop dette. Tværtimod. Det er som i det franske hof før revolutionen, hvor op imod 17 embedsmænd skulle sætte hver sit stempel, før en audienssøgende kunne få adgang til kongen – som så ikke kunne træffe en beslutning uden at gå tilbage og konsultere de samme 17 embedsmænd. Nu om dage legitimeres øvelsen ikke med henvisning til enevoldskongens guddommelighed, men som resultatet af en nødvendiggjort ledelsesteoretisk forskning. Og tragikomikken forstærkes af, at denne moderne ledelsesforskning føjer endnu en forsinkelse til, fordi hver eneste leder og hver eneste lederaspirant (det vil sige i princippet alle) skal på kursus, før de alligevel ikke kan tage en simpel beslutning.
I en artikel fra 2005 kalder en afdød kollega og jeg den slags teori for en ledsagende diskurs. Dens nødvendighed er ikke at lede eller styre det arbejde, den genfortæller en idealiseret udgave af, men er derimod at tilbyde et særligt sprog som de indviede kan bruge sammen, så de kan adskille sig fra den ikke-indviede. Det eneste, der ser ud til at ske, er, at alle de indviede taler og taler, uden at der sker andet end selve dette. Det vil sige, så det der sker er, at forestillingen om ledernes og ledelsesteoriernes nødvendighed reproduceres, for eksempel som begrundelse for højere løn til de i øvrigt uproduktive medarbejdere.
Det mest fascinerende ved alle øvelserne er, at det er den enkelte medarbejders ambition at indtage sin plads i det velkendte hamsterhjul, nu iklædt nye gevandter. Uendelige diskussioner, kurser, konferencer, møder, efter- og videreuddannelse og så videre gør, at det ser ud, som om meningen med hele øvelsen er, at ingenting skal ske. Funktionen er at forhindre forandring, social mobilitet, øget produktivitet, større præcision, reduktion af spild af arbejde og fysiske resurser. Alt står stille, helt stille. Eller bliver endnu værre end det var i forvejen. Tværtimod alle legitimeringerne. Alt går langsommere, alt sker trægere og under et stedse stigende overforbrug af både arbejde og resurser. Faktisk kan man undre sig over, at det hele ikke er gået i stå. I næste omgang indebærer det, at alting fortsætter med at køre, som det plejer i sammenhænge, hvor alle ledelsesøvelserne ellers legitimeres med for eksempel effektivisering, bedre udnyttelse af de menneskelige resurser (eufemistisk kaldet Human Resource Management) og så videre.
En destruktiv ledelsesstil at være rasende over
De ovenstående pointer er også filmens. I det mindste delvis. Det kan den enkelte bevidste medborger allerede i udgangspunktet være socialt indigneret eller direkte rasende over. Dels fordi det er så ekstremt destruktivt, dels og især fordi det, som kræves, for at noget sker (og empirisk kan man konstatere, at der faktisk sker noget og ikke intet), er at de enkelte medarbejdere går ud over deres beføjelser, gør noget andet end de får at vide, handler mod deres ordrer – eller påtager sig overarbejde uden kompensation. At det eneste, som efterhånden honoreres, er den destruktive adfærd og ikke de tilfælde, hvor der faktisk sker noget, lægger alen til et allerede indædt raseri over det helt enorme spild af tid og resurser, der skal til alene for at opretholde dels en vilkårlig forestilling om nødvendigheden af neoliberale ledelsesteorier, dels dermed af en eksisterende, principielt vilkårlig fordeling af materielle og symbolske goder, det vil sige af magt.
Imidlertid kan pointerne skærpes: De menige medarbejdere, de menneskelige resurser, i politiske termer Folket med stort F, er blevet gjort til en gruppe sabotører, som direkte modarbejder deres egen legitime kamp mod en gruppe af eksploiterende mellemchefer og chefer og i sidste ende mod en politisk elite. Det er samtidig en forklaring på, at det hele fortsætter trods for eksempel en provokerende film som Arbeit ohne Sinn. Organiseringens træghed er indbygget i systemet af ledelsesinitiativer og bæres oppe af en stedse større, evigt voksende gruppe af mellemchefer på lige så mange niveauer, i stedse større og evigt voksende antal, som har som hver enkelts sociale ambition at stige i graderne, komme væk fra udgangspunktet, blive kalif i stedet for kaliffen. Og de skyer ingen midler for at opnå dette umulige mål. Den som protesterer, er prisgivet. Men grundlæggende fordi og ikke på trods af at de hengiver sig til og påberåber sig de nye ledelsesteorier, som fungerer præcis modsat, har de ikke en chance for nogensinde at afstedkomme deres ambitioner. Nøjagtig som filmen Arbeit ohne Sinn i sine beskrivelser af og referencer til Simple Sabotage Field Manual fuldkommen knivskarpt påpeger.
Folket bliver i endnu en forstand en resurse for de besiddende. Nu desuden som sabotører i en effektivisering eller reformering af for eksempel de eksploiterende arbejdspladser og ejerforhold. Intet forandres, ingenting sker. Det sørger de nye ledelsesteorier for, fordi de fungerer som manualer for sabotage mod enhver forbedring, paradoksalt nok hjulpet af Folket og den enkeltes personlige ambitioner.
Og imens hærger kapitalen frit.
Kilder
Filmen Arbeit ohne Sinn ligger flere steder på nettet. For eksempel på Youtube
Manualen Simple Sabotage Field Manual by United States, Office of Strategic Services findes her
Nørholm, M., Brinkkjær, U. (2005). “What is the Relation between Human Practical Action and an Accompanying Discourse?: Discussing the status of practical theory”. Social Work & Society, Bielefeld. 3(1): 59-71 findes her
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
