Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kære medlemmer
Efter grundig overvejelse og enstemmig beslutning i bestyrelsen anbefaler Malernes Fagforening Nordjylland, at I stemmer nej til overenskomstforliget for 2025.
Ultimative krav blokerede reelle forhandlinger
Allerede fra forhandlingernes begyndelse satte Danske Malermestre en betingelse, der forringede vores eksisterende aftaler. Teknologiaftalen skulle være det første punkt på dagsordenen, før de ville forhandle videre.
Det er dybt foruroligende, at vi som fagforening skal acceptere forringelser af tidligere opnåede rettigheder, før vi overhovedet kan diskutere forbedringer for vores medlemmer.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2023 så vi også forringelser i overenskomsten på forbrugt tid (siddepenge), det er den gale vej, vi går.
Manglende indflydelse på overenskomstforhandlingerne
Endnu en gang har vi måttet smide vores egne overenskomstforslag af bordet og alene modtage det forlig, som CO Industri og DI har forhandlet på plads. Vi anerkender, at CO Industri har opnået resultater, der passer til deres brancher, men vi i byggeriet har brug for noget andet: Fair byggeri, ordentlige arbejdsforhold og en effektiv indsats mod social dumping og arbejdskriminalitet. Det er også i arbejdsgivernes interesse at sikre en sund og fair branche.
Tillidsvalgtes vederlag – en urimelig byrde for medlemmerne
Aftalen om et vederlag på 9.000 kroner til tillidsrepræsentanter rejser alvorlige bekymringer. Vi mener, at man skal være tillidsvalgt af overbevisning, ikke af økonomiske interesser. Endnu mere bekymrende er det, at det er medlemmerne selv, der skal betale dette vederlag gennem Malerforbundet. Hvis Malerforbundet ønskede at aflønne tillidsvalgte, kunne vi have gjort det uden en aftale med Danske Malermestre.
For arbejdsmiljørepræsentanterne (AMR) er finansieringen dog sikret gennem overenskomstforhandlingerne. Det er dog fortsat et krav, at man skal være organiseret i Malerforbundet for at modtage vederlaget, men dette har under ingen omstændigheder noget med medlemsrettede goder for alle at gøre – det er i stedet en fordel for de få.
Løn- og prislisteforringelser
Vi ser nogle positive takter i overenskomsten, som forbedringer af SH-betalingen, pension og orlovssatser. Men det er ikke nok. Stigningen på den generelle prisliste er kun 1,5 procent, hvilket ikke engang sikrer vores medlemmers løn i forhold til inflationen, langt mindre en reel lønstigning.
Samtidig ser vi forringelser i prøveordningen, der undergraver opmåling på flyttelejligheder. Dette kan få alvorlige konsekvenser for malere, der arbejder på akkord.
Derfor siger vi nej
Den foreslåede overenskomst tager ikke tilstrækkelig højde for medlemmernes økonomiske situation de næste tre år. Den sikrer ikke fair arbejdsforhold i byggeriet, og den lægger en urimelig økonomisk byrde på medlemmerne.
Vores hovedkrav i disse forhandlinger har været medlemsrettede goder. Dette krav er desværre ikke blevet taget alvorligt igen. Vi ved, at dette har været et massivt ønske fra vores medlemmer, men alligevel er det ikke blevet imødekommet. Medlemsrettede goder skal være et værktøj til at organisere flere medlemmer. Men en medlemsfordel, der kun omhandler de tillidsvalgte, vil i vores optik ikke bidrage til at skaffe flere medlemmer – ud over de få arbejdsmiljørepræsentanter, der ikke i forvejen er medlemmer.
Vi opfordrer derfor alle medlemmer i Malernes Fagforening Nordjylland til at stemme nej til overenskomsten 2025.
Med solidariske hilsner.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.