Vanskelig balancegang
Situationen omkring Amerikas krig i Europa spidser til. Krige falder ikke pludseligt ned fra himlen. I stedet for en retfærdig bæredygtig forhandlingsfred med krigens mere end 30 år gamle historiske baggrund in mente, sender hr. Biden nu verdens største krigselefanter til Ukraine; men alle krige ender med forhandlinger – også hr. Bidens.
I Danmark står vi med et enigt folkevalgt parlament, der fuldt ud og støvsuget for enhver kritik støtter Amerikas hegemoni. Den samlede mainstreampresse er udelukkende gearet til kritikløst at reproducere amerikansk neoliberal, magtbaseret udenrigspolitik.
Bidens imposante krigselefanter er først og fremmest en støtte til den amerikanske våbenindustri.
Men ikke desto mindre kan vi se verdensborgere i kø på vej mod en multipolar verden. For ikke så få er det en livlig kilde til vedvarende undren, at 447,7 millioner mennesker i EU ikke har en selvstændig, tidssvarende, borgerinkluderende udenrigspolitik. Der er 27 medlemslande i EU. Markedet udgør 7 procent af verdens befolkning og berettiger vel til en vis selvstændighed og politisk indflydelse på den verdenspolitiske arena.
I hele Europa bor der 746,4 millioner. Der er 49 lande i Europa. Europas befolkning udgør 11 procent af verdens befolkning. Ruslands befolkning udgør isoleret set cirka 2 procent af klodens borgere. Der bor 144.000.000 mennesker i Rusland. Moskva er sjovt nok det geografiske centrum i Europa, og den 56. breddegrad går lige igennem 7-elevenshoppen i Hellerup og Lenins Mausoleum i Moskva. Fra Rådhuspladsen i København er der 513 kilometer til Kaliningrad.
Der bor 331,9 millioner mennesker i USA. Amerikas Forenede Stater udgør 4 procent af verdens befolkning. Hvad mener du? Hvor længe skal vi danse efter den amerikanske imperialismes pibe? Hvor længe skal de amerikanske magthavere bestemme, hvad resten skal mene og gøre?
Biden et al mener, det amerikanske demokrati er verdens bedste og mest tidssvarende, og at det bør udvides til at gælde overalt på kloden via regelbaseret international orden. Noam Chomsky kalder det amerikanske demokrati for et to-parti-diktatur; der i virkeligheden kun er ét parti: bankernes, monopolernes og våbenindustriens.
Eftersom den totale verdensbefolkning er 8.103.926.441 mennesker, udgør Kinas befolkning cirka 17,6 procent af verdens befolkning. Jeg er overbevist om, at netop Kina vil kunne spille en meget afgørende og konstruktiv rolle i en ny multipolar åben verden præget af gensidig forståelse, fredelig sameksistens og blomstrende handel, beskæftigelse, vidensdeling, udveksling af fagfolk og andre interesserede, uddannelse – og turisme.
Dynamikker og fokuspunkter
Der er mindst tre uomgængelige dynamikker i verden i dag:
1. Geopolitikken [Den geopolitiske normative skole har sit afsæt i forestillinger udviklet i USA, jævnfør eventuelt Zbigniew Brzezinski: USA – den eneste verdensmagt – Amerikas strategi for førerskab]. I denne bog siger Zbiegniew blandt andet, at EU aldrig må blive venner med Rusland. Sker det, er Amerikas magt i Europa forbi.
2. Klimaændringerne og:
3. Det globale syd [det globale syd er ikke et geografisk begreb. Det omfatter snarere udviklingslande og mindre udviklede lande i hele verden. Selvom størstedelen af landene i det globale syd ligger på den sydlige halvkugle, er selve udtrykket mere i politisk-økonomisk forstand]. Det globale syd melder sig på den internationale arena med et dybtfølt ønske om politisk indflydelse. Det globale syd spiller en voksende rolle for fred i verden. I en periode med dybe grundlæggende forandringer kan verden ikke acceptere en enkelt leder. Lederskabet breder sig og får lokale aktører. Der er nye stærke kandidater på verdensscenen: Kina, Indien og Rusland; og der er flere på vej.
Verden er meget integreret. Vi skal passe gevaldigt på med forsimplinger. Had må aldrig gå forud for forståelse og spærre vejen for videnskabelige, nødvendige analyser. Rusland har for eksempel ikke power til at optræde som supermagt; men Rusland har atomvåben – vi må ikke gøre det til en eftertragtet disciplin at springe til konklusioner eller udhule fastlagte konsensusbetonede begreber. Rusland er på ingen måde et imperialistisk land med overhængende behov for territoriale udvidelser. Ruslands samlede BNP [2.240 milliarder] er kun lidt større end Nordens [hvis vi antager, at BNP-parametre er pålidelige og allestedsgældende; det er de ikke – men lad gå for denne gang]. Nordens samlede BNP er 1.351 milliarder.
Vi bør holde skarpt øje med mindst seks specifikke fokuspunkter:
1. NATO’s paradoks (USA eller EU) [Uanset hvordan vi vender og drejer os, så er NATO den amerikanske imperialismes forlængede arm. En klar fortælling om NATO: Spænder NATO i virkeligheden ben for et samarbejdende Europa? Er det USA, der via NATO et al trækker i alle væsentlige snore? Kan Europa overhovedet blive en selvstændig magtfaktor i en ny multipolar verden – så længe NATO bestemmer farten?]
2. Den russiske trussel: Oprustning må ikke blive et mål i sig selv – det vil destabilisere verden.
3. Vesten har skabt Putin og fuldstændig glemt de positive, fremadrettede, omfattende, demokratiske og tit socialistiske russiske potentialer, der lever en aktuelt trist tilværelse i skyggen af magtens parti, Det forenede Rusland.
4. Vi skal stabilisere vores relationer til Rusland. [Vi skal ikke sætte alt ind på at vælte Putin. Vi skal ikke omstyrte Ukraine. Vi bør i stedet for evindeligt og traditionelt at søge problemer prøve at finde bæredygtige, fremadrettede løsninger. Skulle vi prøve at lege med tanken om et win-win-projekt i Europa?]
5. USA er ikke pr. automatik borger i ethvert land på kloden.
6. Vi er nødt til at tænke sammen med andre ikke mindst i relation til de store udfordringer, klima og miljø – prøve at bevare kloden som tumleplads for mange, mange kommende generationer [indtil videre har vi kun én klode at boltre os på – uanset hvor på den politiske dimension vi befinder os].
Krig er en dræbende og invaliderende utidssvarende forestilling i en verden, der mere end nogensinde har brug for dialog og konsensus. Krig forarmer og forråder og lægger store landområder øde. Men våbenindustrien og bankerne tjener fedt på krig og ballade. Farlige situationer, der kan udvikle sig til alvorlige tvistigheder, bør imødegås med profylakse og anticipation. Det var vel i det store og hele også tanken bag Minskaftalerne?
Krigshungrende aktionærer står i kø for at købe våbenaktier. De farer frem med en iver, der mest af alt minder om Draculas habitus, fem minutter før blodbanken åbner.
Tyskland har om nogen forarmet sig selv ved deltagelse i Amerikas krig i Europa. Tyskland, der for blot nogle få år siden var EU’s økonomiske lokomotiv, har nedgraderet sig selv til en lille dræsine. Tysk industri mangler energi, der er til at betale. Den billige russiske gas er i en vis udstrækning nu erstattet af dyr LNG fra USA og Norge. Amerika står med en voksende statsgæld på 33.000 milliarder dollar. EU’s ledere anvender aktuelt 80 procent af deres (relativt) vågne tid på at opfinde nye sanktioner mod Rusland. Geniale initiativer, der meget ofte rammer initiativtagerne selv. Økonomer med fingeren på pulsen siger, at den globale økonomi er truet af igangværende krige, der ikke mindst destabiliserer energimarkedet.
Et win-win-projekt
I stedet for sanktioner kunne EU’s ledere prøve at arbejde for fred i Europa. En retfærdig og bæredygtig fred på baggrund af seriøs udredning tænkt som et win-win-projekt. EU har faktisk, skulle man mene, nok at se til. Det eneste, EU ikke har skåret ned på, er netop ambitioner. EU vil gerne effektuere mindst fire aktuelle forhold:
1. Beskyttelse af borgerne og frihedsrettighederne.
2. Udvikling af et stærkt og dynamisk økonomisk fundament.
3. Opbygning af et klimaneutralt, grønt, retfærdigt og socialt Europa.
4. Fremme af europæiske interesser og værdier på den globale scene.
Vi skal så lige huske, at EU ikke omfatter 93 procent af verdens befolkning; men kun 7 procent. Der er blot lige nu 27 medlemslande – men hele Europa består altså af 49 lande – og Rusland er faktisk, når alt kommer til alt, et meget stort marked. I den europæiske del af landet bor der henved 77 procent af befolkningen, der alt i alt er på 144,2 millioner mennesker. Det svarer til cirka 110 millioner.
Ikke desto mindre vil jeg tro, at netop EU kan bidrage væsentligt til fred i Europa. Måske kan krigen i Europa for eksempel standses ved at åbne alle sluser i EU for Ukraines hurtige fuldgyldige optagelse som kompensation for, at Rusland næppe vil forlade Donetsk, Lugansk og Krim? Der er i hvert fald behov for helt nye boller på suppen.
Rusland føler sin sikkerhed truet af NATO. Hvis Ukraine bliver medlem af NATO, vil NATO’s grænse mod Rusland gå fra Arktis til Sortehavet. Norges grænse til Rusland er på 197 kilometer. Finlands grænse til Rusland er på 1300 kilometer. Estland deler grænse med Rusland på 338 kilometer og Letland knap 270 kilometer, og Ukraines grænse til Rusland er på 1600 kilometer. Det bliver samlet til grænse med NATO på intet mindre end 3705 kilometer.
Rusland ønsker aktuelt, at landets sikkerhed tages alvorligt. Sikkerhed er udelelig. Sikkerhed gælder såvel for NATO som Rusland. Rusland siger, at aftaler vedrørende sikkerheden indgået over de seneste 30 år ikke rigtigt har båret frugt; Rusland går faktisk så vidt som til at sige, at NATO ikke har fulgt intensionerne i de indgåede aftaler. Man kan ikke skabe fred mod Rusland; kun med Rusland!
Vi skal arbejde for en varig, bæredygtig fred – det skal ikke være en langvarig mudret proces over flere dekader. En fred i Europa vil handle om kompromiser. Fred er ikke noget tag selv-bord. Fredsprocessen i Europa kan sagtens blive uhyre kompliceret; men vi kan ikke bare skrue tiden tilbage til Minskaftalerne. Det vigtigste er at stoppe krigen og påbegynde forhandlingerne nu! Giv freden en chance, og lad den blive til en kimcelle til et nyt og altomfattende samarbejde i europæernes Europa.
Bidens imposante krigselefanter er først og fremmest en støtte til den amerikanske våbenindustri.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
