Efter den nylige TV2-dokumentar “Smertensbørn” udtalte undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil: “Der skal meget snart ske noget nyt med den måde, inklusion fungerer på i den danske folkeskole.”
En håbløs udtalelse af flere årsager. På politiker-dansk kan “meget snart” sagtens betyde inden for et par år. Og når ministeren siger “den måde, inklusion fungerer på”, må det være et fejlslagent forsøg på spin, for inklusionen fungerer med al tydelighed slet ikke. Der skal således helst ikke ske noget nyt med inklusion. Inklusionsbegrebet bør i stedet fuldstændig afskaffes.
Der skal meget snart ske noget, Pernille. Børnene har ventet længe nok.
Der skal en helt anden tilgang til. Behandlingskrævende børn skal ikke presses ind i små celler i regeringens regneark eller ind i en almindelig folkeskoleklasse. De skal først og fremmest have behandling. Undervisning må være anden prioritet.
Vi kan ikke – og har aldrig kunnet – forvente, at alle børn uddanner sig på samme niveau. For nogle børn står der en diagnose i vejen for læringen. Det kan vi ikke lave om på, men tage højde for – og måske sænke ambitionsniveauet lidt på børnenes vegne.
Hvad er så alternativerne til inklusion? I Danmark har vi en lang række gode dagbehandlingstilbud, hvor erfarent personale er uddannet til at tage hånd om børn med forskellige diagnoser. Og hvor børnene kan få undervisning på det niveau, de reelt befinder sig på.
Mange af disse dagbehandlingstilbud er ikke offentlige, og dem overvejer ministeren nu at lukke ned for. Det sker på baggrund af en undersøgelse fra 2018, som blandt andet viste, at undervisningskvaliteten på de ikke-offentlige dagbehandlingstilbud ikke lever op til folkeskolens regler. Og så er vi tilbage ved problemets rod – for selvfølgelig gør den ikke det. Det er hele dagbehandlingstilbuddets eksistensberettigelse at være et alternativ til folkeskolen og ikke en kopi.
Der skal meget snart ske noget, Pernille. Børnene har ventet længe nok.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.