På trods af fredsaftale
Hej allesammen.
I dag vil jeg tale lidt om billeder. Et gammelt udtryk lyder, at et billede siger mere end tusind ord, og det har vi set flere eksempler på gennem historien. I 1972 var det et billede af en vietnamesisk pige med napalm brændemærker på sig, der blev symbolet på den brutale krig i Vietnam. I 2000 var det et billede af den 14-årige palæstinensiske dreng Faris Odeh, der kastede en sten mod en israelsk tank, som blev et symbol på den palæstinensiske modstandskamp under den anden intifada.
I dag er det ikke kun et enkelt, men tusindvis af billeder, som er symboler på Palæstinas lidelser. Symboler på det folkedrab, som den zionistiske besættelsesmagt er ved at udføre. Billeder af børn, sultende, skadede og traumatiserede for livet.
Det håb, vi som bevægelse skaber, kan ikke undervurderes, og vi kan ikke ignoreres.
De har vist verden tydeligere end nogensinde før, hvad palæstinenserne oplever under israelsk besættelse. At apartheid og bomber er en del af deres hverdag, bomber som den vestlige verden er med til at finansiere.
Medierne vil ikke vise disse billeder, men vi ser dem hver dag. På sociale medier kan man nærmest ikke undgå dem, og de fylder en med en vrede, en fortvivlelse og en indignation, som få ting kan. Man kan ikke ignorere dem, og det kan næsten virke håbløst.
Men det er ikke de eneste billeder, som vi ser for tiden. Over hele verden kan man nu også se det palæstinensiske flag. I verdens hovedstæder, i selv den mindste afkrog i det mindste land, kan dette flag ses.
Et flag som er blevet et symbol på frihed fra undertrykkelse og modstand mod folkedrab. Det viser, at man ikke lader sig kue, selv når de kræfter man er oppe imod kan virke overvældende, men at kampen for frihed og lighed er en så basal en menneskelig kamp, at den vil opstå lige meget hvad.
Den solidaritetsbevægelse, vi er en del af, er sjældent set før, og den viser verdens ledere, at nok er nok.
Vi vil ikke acceptere, at Palæstinas børn myrdes af den zionistiske besættelsesmagt, vi vil ikke acceptere at virksomheder i vores land leverer de våbendele, som begår terror mod civile, vi vil ikke acceptere folkemord og etnisk udrensning!
Og effekten kan ses. Når den internationale domstol tager Sydafrikas sag mod Israel for folkemord op, når virksomheder som McDonalds og Starbucks mærker på deres bundlinjer, at støtten til Israel betyder boykot. Det er langt fra alt, hvad vi ønsker, men det beviser, at der bliver lagt mærke til os, at vores aktivisme og handlinger betyder noget.
Vi skal blive ved med at råbe op, blive ved med at hejse det palæstinensiske flag og råbe vores kampråb, fordi børn i Gaza har ret til liv, alle i Gaza har ret til liv. Det er den form for menneskelighed, som i sidste ende vil lede til fred og et stop for drabene. At vores regering nægter at forstå det er skammeligt, men det bliver ikke i vores navn, at deres støtte til folkemordet fortsætter, det gør vi fuldstændig klart, når vi står sammen og kræver en våbenhvile.
Det håb, vi som bevægelse skaber, kan ikke undervurderes, og vi kan ikke ignoreres. Så når vi går på gaden, igen og igen, indtil besættelsen ophører, så er det ikke ligegyldigt. Det viser både magthaverne og palæstinenserne, at vi ikke glemmer. At vi kræver en våbenhvile og frihed for Palæstina, fra floden til havet.
Til sidst vil jeg bare sige, at mine bedsteforældre var 5 år gamle, da nakbaen skete, min far blev født 4 år efter seksdageskrigen, og i mine 25 år har jeg set hele 5 offensiver mod Gaza, med flere tusinde palæstinensere dræbt. Mine jævnaldrende er tredje generation, som vokser op i en verden, hvor Palæstina ikke er frit, jeg håber, at vi også bliver den sidste generation, der skal det.
From the river to the sea, Palestine will be free!
Tusind tak for ordet!
>> Hør denne tale på Kommunistisk Parti Amagers facebookside
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
