Bryd hungerblokaden
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
København har endnu engang været badet i regnbuefarver. Pride er blevet en fast årlig begivenhed, hvor ministre, folketingsmedlemmer og selv statsministeren smiler til kameraerne, deler slagord om kærlighed og mangfoldighed – og høster likes på sociale medier. På overfladen ligner det solidaritet. Men i realiteten minder det mere om branding.
Hvis man virkelig vil hædre Pride-bevægelsens arv, må solidariteten række længere end en parade. Det må gælde alle minoriteter, også dem, der ikke er populære at forsvare.
Det er nemlig let at stille sig i spidsen for en sag, der ikke længere er politisk farlig i Danmark. Pride er blevet mainstream, den er festlig, farverig og relativt ufarlig at bakke op om. Derimod er det bemærkelsesværdigt, hvor stille mange af de samme politikere er, når det handler om andre minoriteters rettigheder. Hvor er de klare paroler, når muslimer udskammes i den offentlige debat? Når etniske minoriteter møder systemisk diskrimination på arbejdsmarkedet? Når palæstinensere mister deres hjem, eller når civile dør i Gaza?
Der, hvor solidaritet kræver reel politisk stillingtagen og kan koste vælgere, forsvinder modet. Det er ikke “fotovenligt” at stille sig på minoriteters side, hvis det betyder at udfordre magtfulde aktører – nationalt eller internationalt. Pride bliver dermed en form for symbolpolitik, hvor politikere kan pynte sig med regnbueflaget og undgå de virkelig kontroversielle spørgsmål.
Jeg skriver ikke dette som en modstander af LGBTQ+-miljøet – tværtimod. Jeg har selv gode venner dér, og for mig handler det ikke om at “møde en anden seksualitet”, men om at møde et andet menneske. Om at have dybe samtaler og ægte venskaber. Derfor gør det ondt at se, hvordan deres kamp nogle gange bruges som pynt i politisk kommunikation.
Pride opstod som protest, som oprør mod marginalisering og vold. I dag er risikoen, at den bliver et årligt ritual, hvor man kan købe sig til progressivt image med et par velvalgte hashtags. Men hvis man virkelig vil hædre Pride-bevægelsens arv, må solidariteten række længere end en parade. Det må gælde alle minoriteter, også dem, der ikke er populære at forsvare.
Politikere bør spørges direkte: Hvorfor er det lettere at vifte med regnbueflag i København end at tage ordet for muslimer, flygtninge eller palæstinensere? Hvorfor er det acceptabelt at fejre “mangfoldighed”, så længe det ikke udfordrer den politiske komfortzone?
Hvis Pride ikke skal reduceres til en ufarlig markedsføringskampagne, må vi kræve konsekvent solidaritet. Ikke kun med LGBTQ+-miljøet, men med alle minoriteter, der lever under diskrimination, ulighed og undertrykkelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
