Sidste generelle OK-forlig i hus
Jeg støtter Iran. Jeg er modstander af en del af regimets indenrigspolitiske metoder, men jeg støtter Iran som nation og som en vigtig spiller i den globale imperialistiske magtbalance.
Krigens årsag er hverken styreformen, religionen eller kulturen. Det er en kamp mellem et imperialistisk magtcentrum, der søger at udvide sit hegemoni (overherredømme), og et land, der forsøger at beskytte sin suverænitet og frigøre sig fra sin underordnede plads i det imperialistiske hegemoni.
Befrielseskamp er ikke en forbrydelse. Den virkelige forbrydelse er at straffe dem, der nægter at bøje sig i denne kamp.
Det globale imperialistiske system er ikke en ligeværdig udvekslingsarena for alle verdens lande. Det er et system, der pålægger landene i det globale syd og tidligere kolonier en specifik rolle: Eksport af råmaterialer til Vesten, import af industrivarer fra Vesten og underkastelse i forhold til et centralt kontrolleret finansielt og teknologisk vestligt system.
Når dette land forsøger at bruge og investere sine ressourcer til at opbygge en industriel base og velfærd og at udvikle sine forsvarsevner eller indgå alliancer uden for den vestlige alliance (USA, Israel, Europa), støder det uundgåeligt på kontrolmekanismer: Sanktioner, blokader, mediedæmonisering og til sidst trusler eller aggression.
Det såkaldte “internationale samfund” er ikke andet end den politiske betegnelse for en dominerende historisk blok, som har forbedret og gennemarbejdet kombinationen af magt og overtalelse. Denne blok nøjes ikke med militær afskrækkelse, men benytter også en moralsk diskurs om “demokrati”, “kamp mod terror”, “ligestilling” og “menneskerettigheder” for at retfærdiggøre undertrykkelse af alle, der forsøger at bryde det såkaldte internationale samfunds spilleregler.
Når billedet af Iran gengives som en “absolut trussel, der eksporter terrorisme, opbygning af atombomber og undertrykker sin befolkning”, tjener det en ideologisk funktion: At gøre den strukturelle konflikt til et kulturelt eller religiøst spørgsmål.
Vestlig sammensværgelse er ikke eksklusiv for Washington. De europæiske hovedstæder står ikke som neutrale mæglere, men som strukturelle partnere inden for det vestlige atlantiske system. Sanktioner, diplomatisk dækning, gengivelsen af sikkerhedsretorikken. Alt det afslører, at den såkaldte “europæiske bekymring for eskalering” kun er sproget i én politik: At forhindre et land i at udvide sin uafhængighedsmargin.
Europa, som taler om international ret, er bare en spiller i et afskrækningssystem styret af USA, der går ud på at retfærdiggøre aggression og militær aktion, når det gælder et land, der som Iran udfordrer verdensordenens status.
De arabiske regimers passive medskyld kan kun forklares gennem deres strukturelle position. Disse regimer, som er knyttet til det globale marked, er en del af den underordnede blok, og de finder en garanti for deres eksistens og kontinuitet under den amerikanske militære paraply. Ethvert regionalt eksperiment, der forsøger at styrke uafhængighedsmarginen, er en trussel mod disse regimer, fordi den afslører deres svaghed, når der stilles spørgsmålet: Kan underordnetheden og under-dog status brydes?
Når et land betragtes som fjende af imperialismen, har det intet at gøre med styreform eller religion. Det imperialistiske centrum har aldrig haft noget problem med at alliere sig med diktatoriske og religiøse regimer, når de er integreret i dets imperialistiske struktur (Saudi-Arabien, Syrien) og har kæmpet mod demokratiske regimer, når de har trodset den.
Iran er tynget af interne klassemodsætninger, og hverken det regime, som USA søger at vælte, eller den forhåndenværende opposition repræsenterer en demokratisk styreform, og konflikten er større end blot dette. Det er en kamp om et lands ret til ikke at tvinges til at underkaste sig den globale imperialistiske magtbalance.
Alvoren i krigen mod Iran kan ikke forstås uden at tage Irans holdning til det palæstinensiske spørgsmål i betragtning. I årtier har Iran valgt at stå på den modsatte side af “normaliseringens” og den såkaldte fredsvej, som Washington sponsorerer.
Irans urokkelige støtte til Palæstina – både politisk og materielt – har bragt landet i direkte konfrontation med den kolonialistiske israelske stat, som udgør en af søjlerne i den imperialistiske akse i regionen. Her forenes den geopolitiske dimension med den symbolske dimension: Palæstina er ikke et banalt spørgsmål om land og grænser, men et spørgsmål, der udfordrer den kolonialistiske dominans i regionen. De, der nægter at anerkende de amerikansk-israelske planer for udslettelsen af Palæstina, udfordrer hele den regionale ordens struktur!
I 1956 blev Egypten angrebet af Israel, Frankrig og England. I egypternes kamp mod den trepartsaggression, støttede kommunisterne den egyptiske leder Gamal Abdel Nassers regime, selv om det selvsamme egyptiske regime forfulgte og fængslede kommunisterne. Denne holdning afspejler et grundlæggende princip: At forsvare nationen og fædrelandet overskygger interne politiske uoverensstemmelser.
Jeg er med Iran, simpelthen fordi kommunisten står i folkets skyttegrave, når de udsættes for imperialistisk aggression, selv om kommunisten forbeholder sig retten til at kritisere de interne klassestrukturer i disse samfund.
Støtten til regimet er ikke forårsaget af autoritetstro, men en tro på princippet om, at interne politiske hovedmodsætninger bør tilsidesættes i det øjeblik, hvor landet bliver udsat for ekstern aggression, og at alle kræfter forenes i forsvaret af nationen.
Befrielseskamp er ikke en forbrydelse. Den virkelige forbrydelse er at straffe dem, der nægter at bøje sig i denne kamp.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
