Baggrund
Idet man denne 10. juni fejrer dagen for bekræftelsen af de argentinske rettigheder over Malvinasøerne, South Georgia og South Sandwichøerne plus de omkringliggende farvande, vil jeg gerne reflektere over den fortsatte kolonisituation, der stadig forbliver i det 21. århundrede i det sydlige Atlanterhav.
Spørgsmålet om Malvinasøerne er af De Forenede Nationer (FN) defineret som en “særlig og speciel” kolonisag, der involverer en suverænitetstvist mellem Argentina og Det Forenede Kongerige (*).
FN har allerede angivet, hvordan spørgsmålet skal løses: Den Argentinske Republik og Det Forenede Kongerige skal sætte sig ned for at forhandle fredeligt.
Disse øgrupper og de omkringliggende havområder er en integrerende del af Argentinas nationale territorium og har været besat af Det Forenede Kongerige siden den 3. januar 1833, hvor britiske styrker fordrev de argentinske myndigheder, der var lovligt etableret på øerne. Fra dengang og frem til i dag har Det Forenede Kongerige opretholdt en proces, hvorved britiske statsborgere flyttes med det formål at befolke øerne og gennemfører restriktive foranstaltninger for at begrænse og forhindre bosættelsen af den argentinske befolkning i området.
Denne magtanvendelse fra 1833, der blev gennemført i fredstid og uden nogen forudgående meddelelse eller erklæring fra en regering, der var venligsindet over for Den Argentinske Republik, blev straks afvist af Den Argentinske Republik, som protesterede, og hvis regering uafbrudt har genbekræftet sine legitime og ukrænkelige suverænitetsrettigheder over Malvinasøerne, South Georgia og South Sandwichøerne og de omkringliggende havområder.
Lige fra starten af frigørelsesprocessen udøvede Den Argentinske Republik, som den legitime arving til de kontinentale ø- og søterritorier, der havde tilhørt Spanien, sin suverænitet over disse øgrupper og søterritorier gennem forskellige regeringshandlinger, der omfattede udnævnelsen af myndigheder, den officielle overtagelse af Malvinasøerne på vegne af De Forenede Provinser i Vicekongedømmet Rio de la Plata og den første hejsning af det argentinske flag på denne jord, udnævnelsen af guvernører, lovgivningen om fiskeressourcer og tildeling af landkoncessioner til udnyttelse af disse, blandt andet. Indtil da havde Storbritannien ikke givet udtryk for nogen modstand eller gjort krav på Malvinasøerne.
De daværende argentinske myndigheder protesterede straks mod den britiske magtanvendelse, der kulminerede med den ulovlige besættelse af Malvinasøerne, og den blev aldrig godkendt af nogen argentinsk regering.
Genoprettelsen af den effektive udøvelse af vores suverænitet over Malvinasøerne, South Georgia og South Sandwichøerne og de omkringliggende havområder, i overensstemmelse med folkeretten og med respekt for indbyggernes levevis er et permanent og ufravigeligt mål for det argentinske folk, som er nedfældet i vores nationale forfatning (Grundlov) og udgør en statspolitik.
Det internationale samfunds opfordring om behovet for bilaterale forhandlinger mellem Det Forenede Kongerige og Argentina for at finde en fredelig løsning på suverænitetstvisten under hensyntagen til øernes indbyggeres interesser blev udtrykt i FN’s Generalforsamlings resolution 2065 (xx). Denne erklæring, som anerkendte eksistensen af en særlig kolonisituation i Malvinasspørgsmålet, blev gentaget i senere resolutioner vedtaget af selvsamme forsamling og i den konsensus, der hvert år underskrives af medlemslandene i FN’s Særlige Udvalg for Afkolonisering.
Det er vigtigt at fremhæve, at der siden 1965 og i 16 år har der været en bilateral forhandlings-proces mellem Argentina og Det Forenede Kongerige, i overensstemmelse med mandatet i FN’s resolutioner. Der var tale om reelle forhandlinger om substansen i spørgsmålet, nemlig suverænitet. I den periode blev der undersøgt flere konkrete alternativer til at løse tvisten mellem vores lande under hensyntagen til øernes indbyggeres interesser. Siden da har Argentina ventet på, at Det Forenede Kongerige skulle vende tilbage til forhandlingsbordet.
Det skal bemærkes, at konflikten fra 1982 ikke ændrede tvistens juridiske karakter og heller ikke løste den. Der skal stadig forhandles og findes en løsning på suverænitetstvisten. Siden november 1982 har FN’s Generalforsamling således vedtaget syv resolutioner, der anerkender tvisten og opfordrer parterne til at genoptage forhandlingerne.
Siden 1989 er spørgsmålet blevet behandlet hvert år ved det Særlige Udvalg for Afkolonisering, hvor der vedtages resolutioner, der gentager denne opfordring. Ligeledes har mange andre multilaterale fora og internationale parlamentariske organer, som for eksempel den nyligt afholdte Euro-Latinamerikanske Parlamentariske Forsamling, ved adskillige lejligheder givet udtryk for deres støtte til genoptagelse af bilaterale forhandlinger mellem parterne med henblik på at nå frem til en endelig løsning.
Det Forenede Kongerige fokuserer sit argument på en inkonsekvent fortolkning af princippet om folkenes selvbestemmelse.
Folkenes ret til selvbestemmelse gælder imidlertid ikke for indbyggerne på Malvinasøerne. Selvbestemmelse er et grundlæggende princip i den moderne folkeret, men det er ikke en anerkendt rettighed for ethvert menneskeligt samfund. De nuværende indbyggere på Malvinasøerne anerkendes ikke som et “folk” i FN-resolutionerne om spørgsmålet, i modsætning til de klassiske tilfælde af kolonialisme, hvor et eksisterende folk er offer for etableringen af koloniherredømmet.
Det er grunden til, at ingen FN-resolution om spørgsmålet om Malvinasøerne har støttet selvbestemmelsensretten, og at Generalforsamlingen i 1985 kategorisk afviste henvisninger til dette princip, som Det Forenede Kongerige forsøgte at indføje i den resolution om Malvinasspørgsmålet, der blev vedtaget.
Det Forenede Kongeriges holdning er en fordrejning af princippet om folkenes selvbestemmelse, fordi det har til hensigt at bruge afkoloniseringsinstrumentet, som var beregnet til at udrydde kolonialismens svøbe, til at fastholde denne situation.
I en tid, hvor det internationale samfund endnu en gang kræver, at de internationale relationer skal styres gennem dialog, udgør manglen på en diplomatisk løsning på dette spørgsmål og dermed eksistensen af et latent levn fra kolonitiden i det 21. århundrede, en uløst sag, som er vanskelig at forklare.
FN har allerede angivet, hvordan spørgsmålet skal løses: Den Argentinske Republik og Det Forenede Kongerige skal sætte sig ned for at forhandle fredeligt. Først når dette sker, vil vi have taget et yderligere skridt i retning af at udrydde kolonialismen og styrke respekten for folkeretten og de principper, der bør styre forbindelserne mellem ansvarlige medlemmer af det internationale samfund.
(*) Redaktionel note: Det Forenede Kongerige omtales ofte i kortform som Storbritannien.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
