Læserbrev
For mange år siden stod jeg alene i den amerikanske ambassade i København. Lokalet var tomt. Ingen skranker, ingen mennesker, ingen øjenkontakt. En stemme talte fra et højtaleranlæg. Jeg havde afleveret en protestskrivelse til fordel for Leonard Peltier, nordamerikansk indianer og politisk fange i USA, der dengang havde siddet fængslet i 16 år. Jeg blev bedt om at lægge brevet på gulvet og gå baglæns ud med hænderne over hovedet.
Jeg var ubevæbnet. Jeg var inviteret. Og alligevel blev jeg behandlet som en potentiel trussel.
I øjeblikket tænkte jeg ikke på diplomatiske konventioner eller sikkerhedsprocedurer. Jeg tænkte: Dette er magtens anatomi. Her stod jeg ene mand over for verdens stærkeste militærmagt – og det var tydeligvis dem, der var bange. Situationen var så ritualiseret, at den fremstod næsten symbolsk: Stemmen uden krop, rummet uden mennesker, kroppen der skulle bevæge sig kontrolleret.
Inden for konflikt- og fredsforskning peges der på, at varige konflikter sjældent løses gennem magt alene, men kræver opretholdelse af relationer – også når enigheden er fraværende.
Leonard Peltier er i dag – efter 49 år i fængsel – endelig blevet løsladt. Et menneskeliv blev næsten fuldstændigt beslaglagt af en stat, der aldrig følte sig sikker nok til at slippe grebet. Men oplevelsen i ambassaden gav mig allerede dengang et kropsligt indblik i en bredere logik: Når frygt bliver styrende for magtudøvelse, forsvinder samtalen.
Som aktivist og antropolog har jeg i mere end 40 år arbejdet med oprindelige folks anliggender i internationale sammenhænge, blandt andet gennem IWGIA. Jeg har deltaget i utallige aktioner, møder og forhandlinger. Netop derfor står én anden erfaring i skarp kontrast til mødet med den amerikanske ambassade.
Under Mohawk-krisen i Oka i Canada i 1990 – en 78 dage lang, voldelig og dybt traumatisk landkonflikt mellem mohawkfolket og myndighederne – arrangerede jeg en 24 timers demonstration foran den canadiske ambassadørs bolig i København. Jeg mødte også repræsentanter på den canadiske ambassade.
Her blev jeg inviteret indenfor. Vi drak te og spiste kager. Vi var fundamentalt uenige om konfliktens karakter, ansvar og løsninger – og det vidste vi begge. Alligevel var der vilje til samtale. Vi aftalte gensidigt at informere hinanden om lignende sager fremover, og det førte til mange års korrespondance og møder.
Dette var ikke udtryk for canadisk uskyld. Oka-krisen var voldelig, og Canadas kolonihistorie er dybt konfliktfyldt. Men forskellen var strukturel: Aktivisten blev ikke reduceret til et sikkerhedsproblem. Han blev anerkendt som politisk modpart. Konflikt blev behandlet som politik – ikke som eksistentiel trussel.
Denne forskel kan belyses gennem moderne magtteori. Michel Foucault beskrev, hvordan moderne magt bevæger sig fra suveræn straf over disciplin til sikkerhed. Sikkerhedsmagt handler ikke om skyld, men om risiko; ikke om handlinger, men om mulige scenarier. Magten reagerer ikke på det, der er sket, men på det, der kunne ske.
Giorgio Agamben videreudviklede denne analyse med begrebet om undtagelsestilstanden: Rum hvor normale rettigheder suspenderes i sikkerhedens navn. Ambassader er klassiske undtagelsesrum – hverken helt nationale eller helt fremmede – hvor proceduren får forrang for relationen. Her reduceres mennesket til det, Agamben kalder nøgent liv: En krop der skal kontrolleres, ikke et subjekt der skal høres.
Achille Mbembe har vist, hvordan denne logik i koloniale og postkoloniale sammenhænge udvikler sig til det, han kalder nekropolitik: Magtens ret til at udsætte bestemte grupper for permanent mistanke, kontrol og livsbegrænsning. Oprindelige folk har historisk befundet sig i netop denne position. Leonard Peltier var ikke blot fange; han var et symbolsk problem, en påmindelse om et uafsluttet kolonialt regnskab.
Set i dette lys bliver forskellen mellem USA og Canada ikke moralsk, men analytisk. USA reagerede på muligheden for trussel. Canada reagerede på realiteten af uenighed. I det ene tilfælde erstattede sikkerhed politikken; i det andet blev politik ført under betingelser af konflikt.
Magt, der føler sig sikker, kan tåle uenighed. Magt, der ikke gør, søger ritualer, afstand og kontrol.
Det rejser et vanskeligt spørgsmål: Er dialog overhovedet mulig med en stat, der i så høj grad organiserer sig omkring frygt og sikkerhed? Inden for konflikt- og fredsforskning peges der på, at varige konflikter sjældent løses gennem magt alene, men kræver opretholdelse af relationer – også når enigheden er fraværende. Når staten systematisk lukker disse rum, forskydes konflikten ud af politikken og ind i sikkerhedens domæne.
USA udgør her et særligt tilfælde. Landets globale militære dominans har paradoksalt nok skabt en politisk kultur, hvor sårbarhed ikke kan indrømmes. Dialog risikerer at blive opfattet som svaghed. Derfor reduceres civilsamfundets kritik ofte til en sikkerhedsrisiko snarere end et politisk anliggende.
Denne struktur er højaktuel. Når USA i dag taler om Grønland i sikkerhedspolitiske termer – som strategisk nødvendighed, militært fremskudt position og geopolitisk nøgle – genkender jeg sproget. Det er det samme sprog, jeg mødte i den tomme ambassade. Et sprog, hvor relationer reduceres til risikoberegninger, og hvor samtale erstattes af procedurer.
Grønland risikerer i denne logik at blive reduceret fra politisk fællesskab til strategisk objekt. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi frygt skaber en refleks, hvor magt hele tiden må genforhandle sin egen sikkerhed – på alt og alle.
Min oplevelse dengang var lille i verdenshistorien. Et brev på et gulv. En stemme i et højtaleranlæg. Men i det små bliver magtens anatomi tydelig. Magt, der føler sig sikker, kan tåle uenighed. Magt, der ikke gør, søger ritualer, afstand og kontrol.
Efter mere end 40 år som aktivist og antropolog står én indsigt tilbage: Konflikter løses ikke ved at eliminere uenighed, men ved at holde relationen åben. Når frygten får overtaget, er det ikke kun de små, der mister noget. Det er også politikken – og i sidste ende muligheden for en fælles fremtid.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
